99 år gamle Einstein-breve er dukket op i Hvidovre: »Et helt unikt nedslag i videnskabshistorien«
25 marts 2019

I en kælder i Hvidovre har man gjort et stort videnskabshistorisk og meget overraskende fund.

Nogle 99 år gamle håndskrevne breve fra Albert Einstein er blevet fundet under en gennemgang af Astronomisk Selskabs gamle arkiver, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Du kan se flere breve ved at klikke i galleriet øverst i artiklen.

De unikke breve løber fra 9. maj 1920 og frem til 21. juni 1920, og de er en del af en brevveksling mellem Alberts Einstein og selskabets daværende formand, Elis Strømgren.

Brevvekslingen skete forud for et foredrag, Einstein skulle holde i Astronomisk Selskab om sin dengang nye teori, den generelle relativitetsteori.

LÆS OGSÅ: Forsvundet Einstein-manuskript er pludselig dukket op

Formand for Astronomisk Selskab og astrofysiker, Majken Brahe Ellegaard Christensen, er begejstret for fundet, som hun kalder for »et helt unikt nedslag i videnskabshistorien«:

»Vi blev mildt sagt overraskede, da vi under gennemgangen af vores arkiver støder på både håndskrevne og maskinskrevne breve, et postkort og telegrammer underskrevet af selveste Albert Einstein,« siger hun i pressemeddelelsen.

»Det minder os om, at en stor mand som Einstein, der fik Nobelprisen i fysik året efter, prioriterede at komme til København og fortælle danskerne om sin relativitetsteori,« siger Majken Brahe Ellegaard Christensen desuden i et telegram fra Ritzau.

LÆS OGSÅ: Quiz: Hvad ved du om Albert Einstein?

Under brevvekslingen, der foregik på tysk, kommer det blandt andet frem, at Einstein blev inviteret til at bo hos Elis Strømgren eller på observatoriet i forbindelse med sit besøg. Einstein understreger dog på det kraftigste, at han ikke ønsker at være til last.

»De snakker frem og tilbage om planlægningen af besøget, hvor Einstein skal bo henne, og hvornår han kommer,« fortæller Majken Brahe Ellegaard Christensen til Ritzau.

Astronomisk Selskab arbejder nu på at gøre Einstein-dokumenterne tilgængelige digitalt i en høj opløsning, så alle interesserede får mulighed for at dykke ned i dem.

LÆS OGSÅ: Snag i Einsteins breve og beregninger online

LÆS OGSÅ: Sådan beviste Einstein, at tid er relativt

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.