Sport har en sjælden evne til at bringe de store følelser frem i folk.

Mange husker nok de danske fodboldfans, der euforisk festede i gaderne efter EM-triumfen i 1992. Eller i den mere sørgelige ende tv-billederne af de knuste brasilianske fodboldfans, som stortudede i kap med deres landsmænd på banen efter 7-1 nederlaget til Tyskland på hjemmebane ved VM i 2014.

Fascinationskraften og underholdningsværdien i sport er uomtvistelig, men er der mere i det? Det har vores læser Thomas Simonsen undret sig over, og derfor har han skrevet til Spørg Videnskaben.

»Sport er en vigtig underholdningsfaktor for folket, men er den også med til at opretholde selve civilisationen, idet folk ikke behøver at tænke på at gøre oprør, når de får tilfredsstillet deres behov gennem sporten?«

Kort sagt: er sport opium for folket? Vi gav spørgsmålet videre til idrætshistorikeren Jørn Hansen, der er professor ved Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

Totalitære stater binder masserne til sig gennem sport

Svaret på spørgsmålet er ifølge professoren ikke entydigt. Det viser historien. Blandt andet er der forskel på, hvordan politiske systemer har benyttet sport som et politisk redskab.

»Gennem historien har især totalitære stater forsøgt at kontrollere sporten for derigennem at kontrollere befolkningen. Totalitære ledere har oplevet sportens evne til at samle befolkningen og udnyttet det til at binde masserne til sig,« siger Jørn Hansen og nævner Italiens tidligere fascistiske diktator Benito Mussolini som et arketypisk eksempel på den tendens.

De fleste danskere, der er gamle nok til at have oplevet det, husker formentlig EM i 1992. Men er sport opium for folket? (Foto: DBU)

I sin regeringstid arbejdede Mussolini bevidst for at gøre det attraktivt for det italienske folk at tage til fodbold. Han var hovedkraften bag mange af de store fodboldstadions, der stadig i dag huser Serie A-klubber.

Et eksempel er Stadio Olimpico i Rom, der blev indviet i 1937 som en del af sportskomplekset Foro Mussolini – Mussolinis Forum – som var et fascistisk prestigeprojekt med formålet at styrke diktatorens politiske projekt. Stadionet huser i dag klubberne AS Roma og SS Lazio.

Mussolini sørgede også for billige togrejser til kampene, så alle samfundslag kunne være med.

»Han havde blik for, at kunne han stå i spidsen for at gøre fodbold populært, så ville han også blive populær blandt masserne. Derfor arbejdede Mussolini også på at få VM til Italien i 1934. Det lykkedes, og Italien vandt. Det var kronen på værket,« siger Jørn Hansen, der har skrevet flere bøger om fodboldhistorien, senest 'Verdensspillet' fra 2014.

Englænderne frygtede oprør i kolonierne

Mens den italienske diktator betragtede fodbold som en mulighed for at kontrollere masserne, er der også historiske eksempler på det modsatte.

Andre nationer har forsøgt at hindre sportsbegivenheder af frygt for lige netop masserne. Når mange mennesker mødes til eksempelvis store fodboldkampe, ved man aldrig, hvad der kan ske. Den frygt havde englænderne under kolonitiden.

»Da fodbolden vandt indpas internationalt, var England stadig en stor kolonimagt, og man var bange for, at fodboldkampe i kolonierne ville føre til store folkemængder, der kunne finde på at gøre oprør. Derfor forhindrede man dem. Man havde ikke den samme bekymring i Frankrig, og det kan være en af forklaringerne på, at tidligere franske kolonier i Afrika klarer sig bedre i fodbold i dag end de engelske,« siger Jørn Hansen.

»Englændernes frygt for masserne versus Mussolinis omfavnelse af samme viser, at man ikke kan give et entydigt svar på, om sport er opium for folket. Det afhænger af de forskellige historiske sammenhænge.«

Danske arbejdsledere frygtede sportens fascinationskraft

I et demokratisk land som Danmark var situationen en anden. Her var den primære drivkraft bag sporten foreningslivet og ikke staten.

Sporten voksede især frem under moderniteten, det vil sige, da de gamle arbejderpartier fik betydning i Europa. De var indledningsvis skeptiske over for sportens rolle i samfundet.

»Arbejderpartierne var bekymrede for, om sport skulle stjæle medlemmernes politiske interesse. Det var en konkret frygt for, at sport var opium for folket. Derudover var sport dengang primært for borgerskabet, fordi det krævede en vis fritid. Alt i alt så arbejderlederne derfor ikke positivt på det,« siger Jørn Hansen.

Det ændrede sig imidlertid, i takt med at sporten og dens fascinationskraft voksede sig så stor, at også arbejderne begyndte at dyrke sport. Arbejdslederne begyndte at organisere arbejderidræt, som foregik i nogle rammer, hvor man samtidig kunne diskutere politiske arbejderspørgsmål.

I forhold til sportens civilisatoriske rolle så den danske socialdemokrat og stifter af organisationen De Unges Idræt, Adolph Frederik Charles Meyer, et betydeligt potentiale.

»A.C. Meyer mente, at sporten var vigtig for at civilisere arbejderne. Man skulle organisere arbejderne i idræt for derved at kunne opdrage dem til at blive gode samfundsborgere,« siger Jørn Hansen.

Putin og Kinas sportslige ambitioner

Sport kan altså bruges som politisk værktøj i både demokratiske og totalitære lande, men med forskellige formål.

Anvendelsen af sport som et middel til at holde masserne i skak er dog ifølge Jørn Hansen typisk overladt til de totalitære systemer.

»Mussolini var et historisk eksempel, men der findes også nutidige. Putin er måske det meste tydelige. Han satser enormt meget på især fodbold og ishockey for at binde masserne til sig og optræder blandt andet selv på det russiske ishockeylandshold. Et andet eksempel er Kina, som i mange år har oprustet på sportsområdet, hvilket blandt andet gav sig til udtryk ved OL i Beijing i 2008,« siger han.

Sport kan bruges som politisk værktøj, f.eks. som et middel til at holde masserne i skak. Kina er et af de lande, som i mange år har oprustet på sportsområdet, hvilket blandt andet gav sig til udtryk ved OL i Beijing i 2008. (Foto: Shutterstock)

Sport renser sindet

Men hvad er det, der gør sport så velegnet til at binde masserne til sig?

»Det er først og fremmest den uforlignelige fascinationskræft. Sport har en enorm tiltrækningskraft, det er en form for teater, folkets teater, hvor drejebogen ikke er skrevet på forhånd,« siger Jørn Hansen.

Den græske filosof Aristoteles anvendte begrebet katarsis (renselse), når han beskrev effekten af de græske tragedier. Teorien var, at teatret (eller andre æstetiske oplevelser) kunne fremkalde følelser som frygt og vrede hos publikum, der følgelig blev renset for følelserne. En slags afreaktion.

På samme måde kan man som sportsudøver eller tilskuer få afløb for sine følelser ved hjælp af sporten. Den bliver en slags ventil.

»På stadion er de sociale grænser udviskede. Man må komme med mishagsytringer, skabe sig, som man vil, råbe og skrige. Har man oprørstrang i kroppen, kan sport give afløb for den,« siger Jørn Hansen.

Sport er en fredelig erstatning for krig

Ifølge idrætshistorikeren kan sport også betragtes som en symbolsk erstatning for krig.

»Det kaldes den mimetiske forståelse. Sport mimer krig, og så længe det er symbolsk og fredeligt, er det naturligvis en bedre erstatning for den ægte vare,« siger Jørn Hansen.

»Man så det tydeligst under den kolde krig, hvor der var en sportslig kappestrid mellem USA og Sovjetunionen under de olympiske lege. Men det sker også i dag, især blandt befolkninger der tidligere har været i krig med hinanden. Sportsbegivenhederne har mimetiske undertoner af krig, men som regel spænder det nogenlunde fredeligt af,« siger Jørn Hansen.

Det hænder dog også, at de forholdsvis fredelige rammer brydes, og det udvikler sig til decideret vold.

Man så det eksempelvis ved EM-kvalifikationskampen i fodbold i 2014 mellem Serbien og Albanien. Under kampen i Beograd fløj en drone med et nationalistisk albansk flag over fodboldbanen, og en serbisk spiller greb ud efter det. Herefter gik det amok, spillerne røg i totterne på hinanden, og serbiske tilskuere indtog banen og angreb de albanske spillere. Serbien blev efterfølgende taberdømt.

På stadion kan man få afløb for sine frustrationer. Vredesudbrud og eufori kan lægge en dæmper på oprørstrangen. (Foto: Shutterstock)

Sport som en katalysator for vold

Og her kommer vi til en mulig indvending mod den påstand, at sport skulle være opium for folket.

Der er rigelige eksempler på voldelige optrin i forbindelse med sportsbegivenheder, og derfor kan det være nærliggende at betragte sport som en katalysator for vold. Tag eksempelvis hooliganismen, som har været, og stadig er, et problem flere steder i Europa.

»Det er ikke så simpelt. Jeg mener ikke, at sport avler hooliganisme, men i stedet at bøllerne har fundet sport som en arena, hvor de kan være bøller. Det er nemt for bøllerne at finde fællesskaber og fjendebilleder i sport, og derfor er den velegnet til det. Men det er ikke sporten, der har skabt dem,« siger Jørn Hansen.

Hooligans er til stede på stadion, men ofte foregår de voldelige sammenstød uden for sportsarenaen. I blandt andet England og Danmark er hooliganismen nogle steder så organiseret, at man aftaler at mødes til slåskampe helt uden for sportens rammer.

»Til gengæld holder bøllerne sig for det meste til indbyrdes kampe. Det bliver ikke et civilisatorisk problem,« siger Jørn Hansen.

Sport er også et politisk værktøj i Danmark

Hvis sport i nogle henseender er en slags opium for folket, betyder det så, at folket ville begå oprør, hvis sport ikke eksisterede?

»Nej, der er en masse andre ting, der også skal være til stede. Oprør kan skyldes alt fra social nød til politisk utilfredshed, men i et nogenlunde harmonisk samfund som det danske er trangen til regulært oprør svær at få øje på,« siger Jørn Hansen.

Det betyder dog ikke, at sport ikke er et vigtigt politisk værktøj i Danmark.

»Når det går Danmark godt ved forskellige internationale konkurrencer, hører man ofte politiske lovprisninger af sporten. At den er kolossalt vigtig for sammenhængskraften og nationalfølelsen,« siger Jørn Hansen.

»Det er muligvis rigtigt, at det forholder sig sådan i Danmark, men der er stor forskel på nationer. Vi går amok, hvis vi vinder et EM. I Frankrig tager man det mere roligt. Sporten har en langt større symbolsk og politisk værdi i en lille nation,« fortsætter han, men understreger, at autoritære regimer som det russiske og kinesiske er de bedste nutidige eksempler på, at sporten kan bruges politisk.

Sport kan stadig være opium for folket

I dag er sport mere kommercialiseret og privatiseret end tidligere, men det betyder ifølge professoren ikke, at sport ikke længere kan betragtes som et politisk værktøj.

»Sport kan stadig fungere som opium for folket. En stor VM-fodboldkamp kan få store følelser op i folk, og de kan komme af med glæde og frustrationen. I dag er sport primært iscenesat ud fra en kommerciel tankegang og ikke af nationer, men følelserne forbliver de samme.«

Med de ord håber vi, at Thomas Simonsen er tilfreds med svarene på sit spørgsmål – som tak sender vi ham en T-shirt, han kan iklæde sig til næste sportsbegivenhed, hjemme eller ude. Også tak til idrætshistoriker Jørn Hansen for de oplysende svar.

Hvis du også har et spørgsmål til videnskaben, kan du sende det til sv@videnskab.dk.