Er Jesus et rumvæsen?
Stjernen over Betlehem var i virkeligheden et rumskib, for Jesus kommer fra Venus. Det har man i hvert fald lov til at tro, og det gør man i The Aetherius Society.

Jesus besøgte efter sigende Jorden så sent som i 1958. Han kom ned fra sit rumskib og hilste på den engelske taxachauffør George King, der grundlagde The Aetherius Society. (Foto: Ib Rasmussen)

Jesus besøgte efter sigende Jorden så sent som i 1958. Han kom ned fra sit rumskib og hilste på den engelske taxachauffør George King, der grundlagde The Aetherius Society. (Foto: Ib Rasmussen)

Det er ved at være jul. Dermed er det også blevet tid til at fortælle julehistorier om alle dem, vi forbinder med julen. Det kunne f.eks. være Jesus.

De fleste af os har en idé om, hvem Jesus er. Vi har nemlig haft kristendomskundskab i skolen, så vi kender historierne om Jesus, som han er beskrevet i Det Nye Testamente. Og vi kender Jesu rolle i den kristne tradition. De færreste er dog klar over, at Jesus i virkeligheden er et åndeligt væsen. Han bor på Venus, når han da ikke lige befinder sig i sin anden residens på Saturn. Han er kaptajn på et rumskib, der har ført ham til Jorden i flere omgange.

Det er i hvert fald den tro, som tilhængerne af The Aetherius Society bekender sig til.

Og Jesus er kun én af adskillige kosmiske mestre - højt udviklede rumvæsener, der beboer de højere planer af andre planeter.

Buddha og Krishna er to andre, og en fjerde hedder Mars Sector 6. De bevæger sig rundt i flyvende tallerkener og kommer ind imellem forbi Jorden for at give menneskeheden en hjælpende hånd.

Ingen rigtig Jesus

Og hvorfor egentlig ikke en Jesus fra Venus? Som Mikael Rothstein, der er ph.d. i religionshistorie, og som blandt andet har forsket i ufo-religioner, siger til videnskab.dk:

Fakta

EN UFO OVER BETLEHEM

Ifølge The Aetherius Society blev Jesus født om foråret, nærmere bestemt 15. marts, så vi fejrer faktisk hans fødsel på et helt forkert tidspunkt.

Til gengæld passer historien med stjernen over Betlehem - bortset fra, at det var et rumskib og ikke en stjerne, der svævede over byen.

»Jesus bliver genopfundet hele tiden. Der findes ikke en rigtig eller original udgave af ham - så lidt som af alle andre guder.«

Mikael Rothstein er medforfatter til den nye bog 'Alternative Christs' om forskellige opfattelser af Jesus. Han påpeger, at guder er kulturprodukter - noget mennesker forestiller sig i tanken eller former som billeder.

»Jesus som guddom har sin oprindelse i nogle af oldtidens tekster, hvor kreative mennesker har fremstillet ham som et overmenneskeligt væsen. Den idé er båret videre af de kristne kirker, men teologerne har aldrig været enige om, hvilken gud de skulle skabe, og derfor findes han i et væld af varianter,« fortæller Michael Rothstein.

»Når Jesus bliver til et rumvæsen, er der tale om en noget utraditionel udgave - selv om han i kristen mytologi kommer fra himlen og tager tilbage dertil - men princippet er det samme. Man former sin gud efter sine egne mål og idealer.«

Religioner låner af hinanden

Der er ingen grund til at opfinde en ny religion helt fra bunden, hvis man kan genbruge dele af eksisterende religioner.

»Det er et helt almindeligt træk i alle mulige religioner at låne fra andres religiøse systemer. At ufo-religioner bruger Jesus er helt oplagt. Der findes ingen rene religioner. Alle låner og stjæler fra hinanden,« siger Mikael Rothstein.

Cirka 1710 malede den hollandske kunstner Aert de Gelder dette billede af Jesu dåb. Og er det ikke en flyvende tallerken, der er parkeret i det høje? (Foto: Fitzwilliam Museum)

Og det gælder da også vores lokale statsreligion: »Kristendom er i sig selv sammensat af alle mulige ting fra græsk religion, mysteriekulter, jødedom med videre,« forklarer Rothstein.

Spaghettimonstre ligner os for lidt

I princippet er alle religioner lige gode - de hævder alle det umulige og ikke-eksisterende. Men der er alligevel religioner, vi foretrækker frem for andre. Nogle religioner bliver instinktivt afvist som 'for langt ude' af de fleste.

Det er der en grund til. Mikael Rothstein forklarer:

»Det er meget typisk, at guder har mennesketræk og opfører sig menneskeligt. Vi kan bedre huske og genkende den slags frem for forestillinger, der peger væk fra os selv.«

»De fleste mennesker kan for eksempel godt se meningen med en usynlig gud, der er kærlig, og som engang har manifesteret sig i form af et menneske, der kunne gå på vandet. Men et violet spaghettimonster, der bor i en skorsten og i øvrigt er verdens herre, har næppe en chance.«

»Begge tanker er lige umulige og lige fantasifulde. Men religiøse forestillinger falder som regel inden for nogle rammer, som er håndterbare for vores sanser, vores erfaring og vores generelle idé om verden.«

Så der kan altså være en god grund til, at det netop er en guddom i menneskeskikkelse, der er blevet så populær i Vesten.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan forskerne tog billedet af atomerme.