Under en udgravning på Bar Hill uden for Cambridge i det østlige England er arkæologer stødt på noget af et forhistorisk mysterie.
I en 14 meter lang grøft uden for et rundhus fra jernalderen har de nemlig fundet knogler fra frøer. Det usædvanlige er dog antallet. På dette lille område er der nemlig dukket intet mindre end 8.000 amfibie-knogler frem fra mulden.
Det skriver The Guardian.
Graven indeholder primært skeletter fra den butsnudede frø (Rana temporaria) og skrubtudser (Bufo bufo), men der er også knogler fra den kortbenede grønne frø (Pelophylax lessonae), der ellers meget sjældent er at finde under arkæologiske udgravninger.
Forskerne prøver nu at finde hoved og hale(tudse) i den nyopdagede amfibie-massegrav.
En forklaring kunne lyde, at de kvækkende padder udgjorde et jævnligt festmåltid i rundhuset for over 2.000 år siden. Men den tror arkæologerne ikke på, for frøerne har ingen markeringer af at være blevet skåret i eller brændt.
Levn af brændte afgrøder fra området tyder på, at frøerne kunne være blevet tiltrukket af de insekter, der har mæsket sig i de forhistoriske marker. Men det forklarer stadig ikke, hvordan de alle endte på den samme frø-kirkegård.
Det er også muligt, at der er tale om dét, en af arkæologerne kalder »en forhistorisk frø-tragedie«. Måske er frøerne slet og ret faldet i grøften og kunne ikke komme op igen.
Svaret står endnu hen i det uvisse, men der er håb om, at yderligere undersøgelser af de mange knogler kan løfte sløret.