På Bornholm har arkæologer gjort et usædvanligt fund – et stykke kobber, som formentlig stammer fra en økse fra mellemste del af den såkaldte bondestenalder.
»Kobberet er yderst sjældent i bondestenalderen, så det er et ganske særligt fund, vi har udgravet,« siger Michael Thorsen, der er arkæolog ved Bornholms Museum og udgravningsleder på Vasagård, hvor fundet er gjort.
\ Kobberfundet fra bondestenalderen
Kobberet stammer mere præcist fra bondestenalderen, som er den sidste del af stenalderen.
Bondestenalderen udgør perioden fra 4000 – 1700 fvt. og er kendt for introduktionen af landbruget, for dysser og jættestuer og den udtalte brug af slebenflint til mange redskaber.
Udgravningen af kobberet er en del af en større udgravning i området ved Vasagård og er et samarbejde mellem Bornholms Museum og Nationalmuseet.
Kilde: Michael Thorsen, arkæolog ved Bornholms Museum
Også en anden arkæolog er begejstret for fundet.
»Det er et af de mest fantastiske fund fra perioden. Jeg tror klart, det kan blive en af aspiranterne til Slots- og Kulturstyrelsens konkurrence om årets arkæologiske top-ti fund,« siger Finn Ole Nielsen, der er chefarkæolog ved Bornholms Museum.
Med kobberstykket kan vi ifølge arkæologerne sige to ting om perioden:
- Det viser, hvor ekstremt vigtig religion har været for stenalderfolket.
- De var langt mere udviklede og har haft mere kontakt ud i verden, end hvad arkæologer hidtil har antaget.
Jordklumpen med kobberet skal nu røntgenfotograferes, så arkæologerne kan se, hvilken genstand der nærmere bestemt er tale om.
Arkæologerne fandt flere genstande
Kobberet, der er fra 2900-2800 fvt., er fundet ved Vasagård på Sydbornholm, som er et område fyldt med spor fra stenalderen.
Arkæologerne har blandt andet fundet aftryk efter stolpehuller, der danner en cirkel på 9,15 meter i diameter. Arkæologerne tolker konstruktionerne som en slags religiøse templer.
I stolpehullerne har stenalderfolket blandt andet ofret brændte flintøkser, -mejsler, -pile, lerkar og føde, og det er også der, arkæologerne har fundet kobberet, som formentlig er et lille fragment fra en økse.
»Det, der næsten er det allerbedste ved kobberfundet, er, at vi finder det i et interessant anlæg og sammen med en masse andre daterbare genstande, som gør anlægget og kobberstykket til det bedst daterede overhovedet,« siger Michael Thorsen.
Videnskab.dk har tidligere skrevet om Vasagård, som du blandt andet kan læse om i artiklen ‘Mystiske solsten vælter op på bornholmsk kultplads fra stenalderen’.
Kan give en ny forståelse af perioden
Arkæologer har længe haft en forestilling om, at stenalderfolket var meget primitive og kun havde sparsom viden om omverdenen. Fundet kan derfor give en ny forståelse af perioden, mener Finn Ole Nielsen.
»Kobberet tyder på, at stenalderfolket var langt mere udviklet, end vi troede,« siger han og tilføjer, at kobber må have været udtryk for, at de enten har rejst eller fået fragtet det, og dermed haft kontakt med andre dele af Europa.
Kobberet kan ifølge Michael Thorsen også give et indtryk af, at religion må have været ekstremt vigtigt for stenalderfolket. Det tolker han, fordi de har valgt at opofre noget, der var så værdifuldt og sjældent for perioden.
Han forestiller sig, at de religiøse handlinger har skullet opretholde livets gang, hvilket formentlig har givet religionen en helt central betydning for deres kultur.
\ Læs mere
Ikke så enestående endda
I Danmark er der gjort flere kobberfund rundt omkring i landet fra stenalderen.
Heriblandt 50 flade kobberøkser og forskellige småsager som smykker og et enkelt dolkblad, fortæller Helle Vandkilde, der ikke har været med til udgravningen. Hun er arkæolog og professor ved afdeling for arkæologi og kulturarvsstudier på Aarhus Universitet.
På grund af flere andre kobberfund og en enkelt kobberøkse, der er fundet på Bornholm fra samme periode, mener hun ikke, der er tale om et enestående fund.
»Kobber er altså ikke overmåde sjældent fra den tid, men Vasagård ser ud til at levere en sikker ritual kontekst, og kobberfundet kan dermed blot bekræfte, hvad flere arkæologer hidtil har formodet og altså ikke tilføje meget nyt,« siger hun.