E-mail humor er fuld af klodsede kvinder og platte mænd
Kvinder kan ikke parkere mellem to biler, og mænd tænker kun på sex. Stereotyperne står stærkt, når der spøges med køn og sex i kæde-e-mails. Hvorfor griner vi af det?

Små videoklip med opsigtsvækkende ringe kvindelige bilister, vittigheder om utroskab eller powerpoint-billedserier med skvattede, uattraktive mænd.

Meget af e-mail-humoren - det vil sige spøgefulde e-mails som modtages og videresendes i så stort omfang, at de kan kaldes kæde-e-mails - handler om køn og sex.

Eller rettere sagt: 'stereotyper og overdrivelser omkring køn og sex', hvis vi skal tro medieforsker Ida Viksveen Larsen, som har skrevet masteropgave om dette tema.

»E-mail-humoren bygger generelt på forskelle, modsætninger og konflikter imellem kønnene,« konkluderer Viksveen Larsen.

Hun har kortlagt udveksling af humoristiske e-mails om køn og sex hos en gruppe studerende og analyseret eksempler på denne humor som informanterne har sendt henne. Undersøgelsen antyder, at sådanne e-mails er yderst almindelige; et stort flertal af de studerende havde modtaget dem.

Forskelle naturaliseres

Ifølge Viksveen Larsen kan e-mail-humoren om køn og sex inddeles i seks kategorier (se faktaboks længere nede). Illustrationen ovenfor af 'mandlig' og 'kvindelig' hjerne, for eksempel, falder ind under det Viksveen Larsen har kaldt for 'Naturalisering af køn'.

»Kendetegnet er, at humoren baserer sig på en forestilling om, at kønsforskelle er biologisk betingede og dermed uforanderlige. At den centrale forskel sidder i hjernen er et af de gennemgående temaer,« forklarer medieforskeren.

En beslægtet kategori er 'Latterliggørelse af det modsatte køns opførsel', hvor den komiske pointe spiller på stereotype ideer om, hvad som er 'typisk opførsel' for kvinder og mænd.

Et af Viksveen Larsens eksempler er en e-mail med et 'kursuskatalog' for henholdsvis kvinder og mænd. Kvinder tilbydes blandt andet kurserne 'Hvordan man holder mund i fem minutter' og 'Hvordan man finder motoren i en bil'.

Mænd kan gå på kurset 'Efter middagen, kan opvasken så selv finde vej til køkkenvasken?' eller 'Grundlæggende forskelle mellem vasketøjskurven og gulvet - med billeder og funktionsbeskrivende diagrammer'.

Fakta

Seks kategorier

Viksveen Larsens seks kategorier af e-mail-humor om køn og sex:

* Naturalisering af køn
* Manglende beherskelse af sociale koder
* Latterliggørelse af det modsatte køns opførsel
* Konflikter mellem de to køn
* Latterliggørelse af det modsatte køns udseende
* Parodiering af pornografi

»Denne e-mail retter sig både mod mænd og kvinder, i og med at begge køn latterliggøres. Men også her er det antagede forskelle og modsætninger imellem kønnene, som udgør den komiske pointe,« siger Viksveen Larsen.

- Fandt du humor som udfordrer stereotyperne?

»Nej, det vil jeg ikke sige. Men i den kategori jeg har kaldt for 'Konflikter mellem de to køn' fandt jeg eksempler på humor, som synliggør modsætninger og magtforhold og samtidig indirekte kritiserer disse,« siger Viksveen Larsen.

Som oftest handler det om mænds utroskab og kvinders hævn, som på billedet her ved siden af.

»'Don't get hurt, get even', er slagordene. Den bedragede kvinde sætter sig ikke ned og ruger over det, men handler, tager magten tilbage,« siger Viksveen Larsen.

- En traditionelt maskulin reaktion?

»Ja, det kan man sige, og set på den måde bliver stereotyperne jo udfordret. Samtidig kan man argumentere for, at denne humor bygger på myten om kvinder som irrationelle, hysteriske og barnlige.«

»Dette er jo et godt eksempel på, at humor er relationel og situationel. Du og jeg kan tolke samme humoristiske e-mail på vidt forskellige måder. Det er derfor vanskeligt at tale om et facit på, hvordan humoren skal forstås.«

- Hvorfor griner vi af stereotyp humor om køn og sex?

»Her er der mange forskellige teorier, som gerne passer på lidt forskellige eksempler. Den overmalede bils komik kan vi måske bedst forstå med den russiske teoretiker Mikael Bakhtins degraderingsprincip.«

»Bakhtin mener, vi griner, når ting bliver vendt på hovedet, i dette tilfælde at 'skurken', den utro mand, bliver offer og magtforholdet vendes på hovedet,« forklarer Viksveen Larsen.

Medieforskeren har også haft nytte af freudiansk humorteori, når hun har analyserede e-mail-humor om køn og sex.

»Freud taler om humor som en 'psykisk ventil'. Gennem latteren får vi afløb for følelser og tanker som normalt er tabu-belagte. I den humor, jeg har undersøgt, dukker der ofte påstande op omkring køn, som de færreste ville vove at fremføre i fuldt alvor, især når det kommer til biologiske forskelle.«

»Billedet kaldet 'hjerneforskning' (øverst på siden, red) illustrerer dette udmærket. Pakker man politisk ukorrekte påstande ind i humor, kan man slippe af sted med det meste,« siger Viksveen Larsen.

Latter på andres bekostningHun fortæller, at humor-teoriens historie går så langt tilbage som til antikken. For Aristoteles var humor en undergruppe af noget grimt og forfejlet, altid rettet imod et offer.

Viksveen Larsen fandt flere eksempler på, at e-mail-humoren blev ondskabsfuld og diskriminerende, det som humorforskere kalder for social aggression, især i den kategori for humor hun kalder 'Latterliggørelse af det modsatte køns udseende'.

»Et eksempel er billed-serien 'Sommerkataloget over mænd 2006', hvor mænd med utrænede kroppe afbilledes med tøj og udstyr for atleter og tilbydes til udsalgspris ('Tag tre og betal for en!'). Også kvindebryster måtte hyppigt gennemgå harcelering og latterliggørelse i det materiale jeg fik tilsendt,« siger Viksveen Larsen.

- Er denne humor med til at cementere myter og stereotyper om mænd og kvinder og modsætninger mellem kønnene?

»Det er temmelig kontroversielt at sige, at humor som sådan kan bidrage til store samfundsmæssige forandringer. Samtidig skal man jo være en særdeles traditionel marxist for at afvise at populærkultur - som en del af overbygningen - har indflydelse på vore tanker og handlinger, at den aldrig kan være klasse- eller køns-skabende,« siger Viksveen Larsen afsluttende.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.