Dybeste stenalderboplads fundet ved Lolland
Marinarkæologer har hentet økser, knogler og tusindvis af flintesten op af havet fra den dybeste boplads fra stenalderen, der nogensinde er fundet i Danmark. Læs, hvordan arbejdet laves.

Trykstok og flinteflækker fra den dybe stenalderboplads ved Ståldyb i Smålandsfarvandet. Trykstokken er lavet af kronhjortens gevir og blev brugt til at slå flækker af en flinteblok - en stor sten. Stykkerne blev brugt til flinteknive. De mindre flækker - mikroflækker - blev brugt til pilespidser. (Foto: Morten Johansen, Vikingeskibsmuseet)

Trykstok og flinteflækker fra den dybe stenalderboplads ved Ståldyb i Smålandsfarvandet. Trykstokken er lavet af kronhjortens gevir og blev brugt til at slå flækker af en flinteblok - en stor sten. Stykkerne blev brugt til flinteknive. De mindre flækker - mikroflækker - blev brugt til pilespidser. (Foto: Morten Johansen, Vikingeskibsmuseet)

Pilespidser, knive, skrabere, økser, flækkeblokke, knogler fra nedlagte dyr og værktøj lavet af geviret fra en kronhjort.

Det var et lille skatkammer, der åbenbarede sig, da Vikingeskibsmuseet i foråret sendte dykkende marinarkæologer ned på bunden af Smålandsfarvandet mellem Sjælland og Lolland.

Sand og grus gemte på velbevarede rester fra en 9.000 år gammel boplads fra stenalderen, der ligger på 12,5 meters dybde - det dybeste sted, man nogensinde har undersøgt en stenalderboplads i Danmark.

Efter ugers hårdt arbejde på stedet havde forskerne fundet omkring 5.000 flintesten. Tilbage på Vikingeskibsmuseet kan en tilfreds museumsinspektør nogle måneder senere konkludere, at bopladsen 'Ståldyb' er én af de ti fineste opdagelser i hans 34 år lange karriere som undervandsarkæolog.

»Det er nogle rigtigt gode fund, som giver meget ny viden om vores fortid,« konstaterer Jørgen Dencker, der som leder af museets marinarkæologiske undersøgelser selv har været nede at se nærmere på bopladsen.

»Vi har bl.a. fundet to forskellige typer pilespidser, som indikerer, at enten har mennesker levet her i en periode på omkring 1000 år, eller også har der været to bosættelser på samme sted på forskellige tidspunkter.«

»Det tyder på, at 'Ståldyb' har været et godt sted at bo, inden havene steg mange meter og dannede Smålandsfarvandet,« forklarer Jørgen Dencker.

Detektivarbejde afdækker gamle fiskepladser

Fakta

VIDSTE DU

Vikingeskibsmuseet har ansvaret for at lave marinarkæologi for Nationalmuseet i farvandene øst for Storebælt.

I den senere tid har de været ude på opgaver i forbindelse med anlæggelse af bl.a.:

  • Havvindmølleparkerne Rødsand 1 og 2
  • Femern Bælt-forbindelsen
  • Den russiske gasledning øst for Bornholm

Ansvaret for at udføre marinarkæologiske opgaver i andre områder er fordelt mellem fire regionale museer.

Forskerne fra Vikingeskibsmuseet kom på sporet af bopladsen, da energiselskabet SEAS-NVE ville grave et elkabel ned mellem Sjælland og Lolland. Sådan en manøvre kræver, at 'vand-arkæologerne' afsøger havbunden for fortidsminder - men da kablet skal være 30 km langt, er det umuligt at gennemsøge hele strækningen. Det sætter gang i et lille detektivarbejde. Forskerne studerer kort over vanddybder, og ud fra detaljerede målinger med fire forskellige instrumenter (se boks i bunden), finder de bratte fald i havbunden.

Sådan nogle fald antyder, at der kan have ligget en kyst eller måske endda en fjord for tusinder af år siden.

»Typisk har nutidens bundgarnsfiskere sat deres garn de steder, hvor fiskene trækker ud og ind med tidevandet. Dengang var det også ved fjordmundinger, vige, bugte osv., og på den måde kan vi afgøre, hvor der er størst chance for at finde en boplads,« fortæller Jørgen Dencker.

Ting bevaret langt bedre end på land

Når stedet er fundet og økonomien er kommet på plads i samarbejde med bygherren (i dette tilfælde elselskabet) og Kulturarvsstyrelsen, drager forskerne i felten. Det kræver både, udstyr og mandskabstimer, som hurtigt løber op.

En udgravning i vandet løber ifølge Jørgen Dencker hurtigt op i syv gange så meget som på land.

»Til gengæld kan fund fra havbunden være i langt bedre stand, end fund fra landjorden. Redskaber af organisk materiale som træ, gevirer og ben ville være nedbrudt for lang tid siden på landjorden, og flintesten beholder sin sorte farve i stedet for at blive hvide. Så det giver også noget ekstra,« siger Jørgen Dencker.

Danmarks vand giver optimale forhold for marinarkæologi

Danmark er det sted i verden med størst mulighed for at finde stenalderbopladser under vandet. Vi har meget lavt vand, mange øer og lange kystlinjer. Det holder de helt store bølger væk, og derfor har bopladserne fået lov at ligge nogenlunde i fred for de største af naturens kræfter.

Når marinarkæologer har kortlagt havbunden, går de i gang med mere detaljerede undersøgelser af udvalgte områder som her i 2009 ved Tudse Hage i Storebælt. (Foto: Morten Johansen, Vikingeskibsmuseet)

Det har givet gode muligheder for danske forskere, og den hæderkronede danske marinarkæologi er suverænt den mest udviklede i verden.

»I f.eks. England er meget ødelagt eller ligger på dybt vand, og mange steder i verden er man først lige begyndt at interessere sig for det her. Vi har arbejdet med det i 35-40 år, og vi har altid mange projekter i gang, og det er nogle af grundene til, at vi er førende,« lyder det fra Jørgen Dencker.

I øjeblikket er op mod 3.000 bopladser registreret i Danmark. Jørgen Dencker regner med, at der ligger 10 gange så mange rundt omkring i danske farvande:

»Vi kunne finde nogen hele tiden, hvis vi havde tiden og pengene.«

Når Vikingeskibsmuseets forskere forsøger at finde bopladser på havets bund, bruger de et væld af data.

De fleste data bliver indsamlet af det selskab, som vil »gøre indgreb« i havbunden for f.eks. at lægge et nyt elkabel. Forskerne bruger data til at vurdere, om havbunden i området gemmer på vrag, stenalderbopladser eller andre fortidsminder, og de er en central del af vurderingen af, hvor stor undersøgelsen skal være, og hvordan den skal udføres.

Fire geofysiske instrumenter er især med til at kortlægge området:

Undervandsarkæologer bruger bl.a. en slags støvsuger til at fjerne sand og skidt fra havbunden. (Foto: Andreas Bloch, Vikingeskibsmuseet)

Flerstråle-ekkolod (multi-beam), som giver et 3D-billede af havbunden.

Sidescan-sonar, som affotograferer havbunden, så man kan se f.eks. skibsvrag eller træstubbe, der rager op af havbunden.

Særlige ekkolod (sub bottom profiler), der skyder ned gennem havbunden, så man kan få informationer om aflejringernes tykkelse og type: om de består af mudder, sand eller sten. Oplysningerne er afgørende for, hvor og hvordan der skal graves.

Magnetometer, som måler magnetisme, der afslører ankre, kanoner, miner eller lignende. Ved større udsving, må dykkerne ned at undersøge fundet.

Apparater gør det dog ikke alene.

Ifølge Jørgen Dencker kan man lægge en nok så fin taktik for, hvordan man får et fund sikkert op på land, men ude på havet ændrer man hele tiden strategi pga. vind, vejr eller uforudsete ændringer i geologiske forhold.

»Det kræver mange års erfaring. Jeg har f.eks. gjort det her siden 1976 og har mange referencer i hovedet til tidligere udgravninger, som jeg trækker på stort set hver gang, vi er ude på en ny undersøgelse« beretter han.

 

Sådan endte stenalderbopladser under vand

For 9000 år siden lå havoverfladen 30 meter dybere end i dag.

I midten af billedet ses et kronhjortegevir, brugt til at lave redskaber på en 7.200 år gammel stenalderboplads, der i dag ligger på blot 2,5 meters vanddybde ved Tudse Hage. Billedet viser, hvor velbevaret træ og andet organisk materiale er i vand. (Foto: Jørgen Dencker, Vikingeskibsmuseet)

Store dele af havvandet var bundet i resten af den tykke iskappe, der efter sidste istid stadig lå på den nordlige halvkugle. I samme periode hævede de landområder sig, hvor isen allerede var smeltet.

Danmark var landfast med Sverige og England, og Østersøen var en ferskvandssø. Fangst og fiskeri var en vigtig del af stenalderjægernes hverdag, og bopladserne lå ofte ved kyster og bredder.

Som tiden gik, hævede landet sig fortsat, men omkring år 7000 f.Kr. smeltede isen så hurtigt, at havstigningen overgik landhævningen. Bælterne og Øresund blev dannet, og Østersøen blev salt.

De tidligere kystnære bopladser blev nu oversvømmet og efterhånden dækket af beskyttende aflejringer i vandet, og det gav gode bevaringsforhold for redskaber af forgængeligt materiale.

I dag finder man mange velbevarede oldsager af f.eks. træ, som kun sjældent er bevaret på land. Arkæologerne regner med, at der findes spor efter ca. 20.000 bopladser fra stenalderen i de danske farvande.

Kilde: Vikingeskibsmuseet

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker