Duer ikke, væk: Forskere afslører datingmarkedets faldgruber
Mænd må ikke være for lave eller for gamle, kvinder må ikke være for tunge, og rygning er et no-go på online-datingmarkedet, viser amerikansk studie.

Vi stiller høje krav, når vi grovsorterer på det virtuelle kødmarked, viser nyt studie. (Foto: Shutterstock)

Vi stiller høje krav, når vi grovsorterer på det virtuelle kødmarked, viser nyt studie. (Foto: Shutterstock)

Hvis du er en mand på 160 centimeter, der ryger og tjener dårligt, er du første led i fødekæden på datingsidernes nådesløse jagtmarker.

Der vil nemlig være overvejende sandsynlighed for, at kvinderne har filtreret dig fra, længe inden de når at klukle over din kække profiltekst eller falde for dit skæve smil på dit profilbillede. 

Forskere fra University of Michigan har dissekeret interaktionsdata fra et stort datingsite, som de af hensyn til privatlivets fred ikke må afsløre navnet på.

De zoomede ind på 1.855 brugere, der alle var bosat i New York, og undersøgte, hvilke dealbreakere der afgjorde, om de fattede interesse for en anden netdater, eller om de vendte tomlen ned ved første blik. Det skriver sciencemag.com.

LÆS OGSÅ: Mænd snyder mest ved netdating

Rygning kan koste dig mange mulige matches på datingportalerne. (Foto: Shutterstock)

Rygning er et no-go

Hvis du vil have fangst på datingmarkedet, skal du først og fremmest have et profilbillede, viser studiet, der er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of the National Academy of Sciences.

Både mænd og kvinder var nemlig 20 gange mindre tilbøjelige til overhovedet at tage et ekstra kig på en profil uden billede.

Derudover kan det være en god idé at kvitte smøgerne – der var 10 gange større sandsynlighed for at blive sorteret fra, hvis man var ryger.

Herefter er kriterierne mere kønsspecifikke:

Kvinder var ifølge studiet hele 400 gange mindre tilbøjelige til at kaste et ekstra blik på betragteligt ældre mænd, hvorimod mænd i 40’erne derimod, måske ikke så overraskende, var vældigt interesserede i yngre kvinder.

Kvinder vil have høje mænd 

Overraskende er det heller ikke, at kvinder foretrækker mænd, som er højere end dem selv. Den ideelle højdeforskel synes at være 17 centimeter – i så fald var kvinderne 10 gange mere tilbøjelige til at se nærmere på mandens profil.

Ligeledes var manden 3 gange mere tilbøjelig til at studere den 17 centimeter lavere kvindes profil. Forskerne formoder, at mændene er bevidste om kvindernes højdekriterium og derfor følger det for at maksimere deres chancer.

LÆS OGSÅ: Dating-forsker: Disse faktorer påvirker, om du finder den eneste ene

Mænd går efter udseende, men kvinder er mere kræsne

Omvendt er vægt et vigtigere kriterium for mænd end kvinder, formentlig fordi mænd først og fremmest fokuserer på udseende, mener sociolog og ekstern lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet Casper Høeg Radil, som også forsker i netdating.

»Mænd filtrerer i høj grad fra på baggrund af udseende, mens kvinderne har flere objektive kriterier såsom uddannelse, indkomst, bopæl og så videre,« siger Casper Radil, der ikke har deltaget i det amerikanske studie.

I det hele taget er kvinder mere kræsne end mænd, fortæller sociologen.

»Hvis man ser på Tinder, så swiper kvinder simpelthen mere til venstre. Mænd har generelt færre kriterier og vil swipe mere til højre, men de får så ikke nødvendigvis flere matches, fordi kvinderne swiper til venstre.«

dating app mænd kvinder sortere fra udseende vægt rygning højde

På den populære datingapp Tinder er det færre faktorer, der afgør, om vi swiper til højre eller venstre. »Her går langt de fleste, både mænd og kvinder, efter billedet som det første,« fortæller sociolog Casper Radil. (Foto: Shutterstock)

Han forklarer, at de amerikanske opdagelser flugter fint med hans observationer fra danske netdatere.

»Geografi vægtes ret højt i Danmark, og det kan godt være, at man i USA er mere åbne over for at rejse længere afstande. Jeg tror også, at uddannelse og økonomi er en væsentligt større faktor i Danmark, ikke mindst blandt kvinder,« siger han.

LÆS OGSÅ: Mænd og kvinder reagerer forskelligt på redigerede dating-billeder

Fravalg skyldes ikke ægte kriterier

Selvom det kan lyde noget overfladisk at filtrere potentielle partnere fra, fordi de måler et par centimeter for lidt eller vejer et par kilo for meget, så er det først og fremmest en praktisk foranstaltning, når vi gør det, understreger Casper Radil.

»De kvinder, der har de her mange filtre, ville formentlig ikke sige nej, hvis de mødte den helt perfekte mand, og han så lige var ryger eller 10 år ældre,« siger han og fortsætter:

»Det er ikke egentlige kriterier for at finde den eneste ene – men man har så mange profiler at vælge imellem på de her datingportaler, at man har brug for at sortere i dem på en eller anden måde. Det er ikke sådan, at de tror, de har fundet den rigtige, fordi han har den rigtige øjenfarve, den rigtige alder, den rigtige højde og det rigtige job. Det er i mødet, det sker.«

»Det er også derfor, Tinder er så populært. Folk er tæt på, det er nemt og hurtigt at mødes, og i bund og grund betyder alle de andre ting jo så lidt, når det kommer til stykket. Så hellere mødes og finde ud af, om kemien passer,« uddyber han.

Acceptér dine 'svagheder'

Dette ændrer dog ikke på, at det unægtelig ser sort ud for den lavstammede mand, der ryger og ikke ejer kongens mønt. Så hvad skal han stille op?

»Øh … holde op med at ryge,« griner Casper Radil.

»Jeg tror, at man er nødt til at skrive det i sin profil og så acceptere, at man afskærer sig fra mange kvinder på over 165 centimeter. Så hellere udvide ens geografiske område og aldersspænd for at forøge sine muligheder.«

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.