DTU-studerende vinder Science-pris for kreativ formidling
En video, som viser, hvordan studerende bevæger sig i sociale grupper på DTU, har givet en DTU-studerende en pris i ny video-konkurrence afholdt af tidsskriftet Science.

(Video: DTU)

Kendskabet til meget vigtig videnskab går tabt, når det ikke formidles videre på en måde, som gør store tal og komplekse metoder letforståelige for de fleste.

I jagten på kreativ, klar formidling af forskning har tidsskriftet Science derfor lanceret konkurrencen Data Stories, hvor tunge tidsskriftsartikler erstattes af små videosekvenser af 90 sekunders varighed, som visuelt skal introducere videnskabelig data.

For billeder siger som bekendt mere end 1.000 ord.

Den kandidatstuderende i digitale medieteknologier på DTU, Ulf Aslak Jensen, deltog i konkurrencen – med stort held. Han har vundet i studenterkategorien med sin video 'How People Gather: An Interactive Visualization Approach.' Det skriver DTU i en pressemeddelelse.

Bevægelsesmønstre er aflæst med 1.000 smartphones

Ulf Aslak Jensens video er baseret på data fra projektet Sensible DTU, hvor 1.000 studerende blev udstyret med en smartphone og gav tilladelse til, at deres bevægelsesmønstre og online aktivitet blev fulgt af forskere. (Foto: Colourbox)

I vindervideoen ovenfor forklarer Ulf Aslak Jensen, hvordan DTU-studerende bevæger sig ind og ud af forskellige sociale grupper i løbet af en dag.

»Min motativation bag videoen var på bedst mulig måde at visualiere, hvordan netværk af mennesker mødes i grupper, som ændres og opløses over tid. Jeg havde faktisk visualiseringen klar, og så udskrev Science pludselig en konkurrence, som passede ret perfekt til det, jeg havde liggende. Derefter var det 'bare' at strikke en video sammen,« fortæller Ulf Aslak Jensen.  

Videoen er baseret på projektet Sensible DTU, hvor 1.000 studerende blev udstyret med en smartphone og gav tilladelse til, at forskere på DTU Compute kunne følge deres bevægelsesmønstre og online aktivitet i en periode på to et halvt år, uddyber han. 

I videoen kan man eksempelvis se, hvordan de DTU-studerende mødes i bestemte grupper til forelæsninger om formiddagen. Grupperne bliver opløst omkring frokost, hvor der dannes nye, som så igen opløses, inden de skal møde til forelæsning igen. 

Rotters grupperinger er også relevant viden

Fakta

I Sciences Data Stories konkurrence blev der også kåret to andre vindere.

Professionals Winner blev RJ Andrews fra Info We Trust med filmen 'Are Gazelles Endangered?'

Corporate Winner blev Daniel Gallagher fra NASAs Scientific Visualization Studio med filmen 'Martian Atmosphere Loss Explained by NASA', der også vandt People's Choice

Du læse mere og se alle vinder-videoerne her

Data Stories-prisen er et kærkomment videnskabeligt skulderklap, fortæller Ulf Aslak Jensen.   

»Det er ret fantastisk at vinde en pris og blive anerkendt af Science, som jo er et virkelig vigtigt tidsskrift. Især som studerende. Det har givet mig blod på tanden i forhold til at blive en deltagende del af forskningsmiljøet. Pludselig føles det ikke så uoverskueligt, at få udgivet sine fremtidige artikler i vigtige tidsskrifter,« siger han.  

Og det bliver formentlig aktuelt for Ulf Aslak Jensen, der vil forsætte studierne med en ph.d.-stilling til efteråret. Det skal gerne være en, som giver ham mulighed for at arbejde videre med forskellige beregningsmæsige måder at kigge på social data. 

Han ser også et potentiale i at arbejde videre med den forskning, som dannede grundlag for vindervideoen. 

»Formatet kan også bruges uden for DTU til at forstå og visualisere andre sociale systemer af netværk. Metoden er endnu ikke udviklet til et punkt, hvor man bare kan smide data ind, men det er forhåbentlig fremtiden. Så kunne man eksempelvis undersøge rotters grupperinger i kloakker for at slippe af med dem. Der er masser af rum for gode idéer,« slutter Ulf Aslak Jensen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.