Drukhistorier er mere end bræk og ballade
Unge er vilde med at fortælle historier om druk. Historierne kan virke platte og vulgære, men de handler om langt mere end underholdning, viser ny dansk forskning.

Drukhistorier handler om andet og mere end underholdning. De skaber en fortælling om, hvem man er, viser et nyt dansk forskningsprojekt. (Foto: Colourbox)

Hver weekend tumler en stor del af Danmarks ungdom ud i det pulserende natteliv for at løsne op for den energi, de har samlet sig i ugens løb. Når nattens strabadser er overstået, vil mange af dem sikkert falde om i sengen og sove rusen ud.

Nogle af dem vil vågne op igen med vilde historier at fortælle om det, der er foregået, mens natten endnu var ung.

Drukhistorier er lidt i en institution i Danmark, med lange og vidtforgrenede rødder i dansk kulturhistorie. Netop derfor har de to ph.d.-studerende Sébastien Tutenges fra Center for Rusmiddelforskning ved Aarhus Universitet og Morten Hulvej Rod fra Statens Institut for Folkesundhed, Syddansk Universitet, også indsamlet og analyseret drukhistorier fortalt af danske unge.

Resultaterne er netop publiceret i en videnskabelig artikel med det sigende navn 'We got incredibly drunk ... it was damned fun': drinking stories among Danish youth'.

Fakta

VIDSTE DU

20% af alle 11-årige drenge har prøvet at drikke mindst én genstand alkohol, mens det samme kun er gældende for 8% af 11 årige piger.

»Fortællinger om rus fylder meget i dansk åndsliv. Prøv for eksempel at se på den årlige mediedækning af Roskilde Festivalen, læs om de kendte i sladderbladene, kig i den nye digtsamling af Adolphsen og Nyhavn eller lyt til gymnasieelever i et frikvarter: Det vrimler med beretninger om personer, der er mere eller mindre langt ude på alkohol eller stoffer - og det gør det også i vores datamateriale. Danskerne er vilde med fortællinger om rus,« siger Sébastien Tutenges.

Bruger drukhistorier til at fortælle om sig selv

»Drukhistorier er velegnede til at skabe en fortælling om, hvem man er. I mange tilfælde bruges historierne til at vise, hvor vild og hæmningsløs en person, man er, men drukhistorier kan også bruges til at fortælle andre, at man for eksempel er en person, der passer på sine venner,« forklarer Morten Hulvej Rod.

Følgende historie er fortalt af en ung fyr, der er med i undersøgelsen, og som fortæller om sin første druktur:

»Det var min yngste storebror og en kammerat, der havde købt en flaske vodka. Vi blev utroligt fulde! Vi spillede ølspil, og de snød mig så meget. Det endte med, at min ven lå under bordet og spiste plastikæbler, og jeg var ude på toilettet. Jeg kunne ikke komme ud, for håndtaget var gået i stykker, så jeg prøvede at komme ud gennem vinduet, og slog hånden igennem det, hvorefter jeg faldt i søvn. Det var sådan den første bytur, jeg kan huske, og det var fandeme sjovt. Jeg har stadig ar på fingrene efter det.«

Drukhistorier kan virke befriende

Fakta

VIDSTE DU

Over 10% af alle 12-årige drenge siger, at de har drukket alkohol mindst én gang de sidste 30 dage. For pigernes vedkommende er det kun 5%, der har drukket de sidste 30 dage

Underholdningselementet er selvfølgelig vigtigt, forklarer Sébastien Tutenges.

Drukhistorierne portrætterer gerne folk, der kommer galt af sted, ødelægger ting, vælter, kaster op, får blackout eller på anden vis overrumples af den normale virkelighed. De berusede går stik imod mange af de regler og idealer, som vi normalt er underlagt. Det kan virke både komisk og befriende. Men drukhistorierne kan mere end at underholde.

»Selvom de fleste drukhistorier er muntre og handler om alt det sjove ved at drikke sig fuld, så kan historierne også bruges til at stille spørgsmålstegn ved nogle af de ting, der kan gå galt. Det kan f.eks. være situationer, hvor hovedpersonerne fuldstændig mister kontrollen, og der kan drukhistorierne bruges som en form for evaluering, hvor de unge spørger sig selv: Hvad gik der egentlig galt?« fortæller Morten Hulvej Rod og afslutter:

»Vores undersøgelse viser, at de unges drukhistorier handler om både grænseoverskridelse og kontrol. De unge bruger historierne til at finde en form for balance mellem de to ting, og derfor kan der også være grund til at tage dem alvorligt.«

Ringsteds natteliv under lup

Fakta

VIDSTE DU

Alkoholforbruget hos helt unge er faldet støt siden 1997. 17% af alle 11-årige drenge rapporterede i 1997 at have drukket mindst 5 genstande på én gang indenfor 30 dage, mens det samme kun gjaldt for 3% i 2006

Undersøgelsen af drukhistorier blandt danske unge er blandt andet baseret på interviews med unge. Sébastien Tutenges har lavet feltarbejde blandt 16-24-årige i Ringsteds natteliv, og Morten Hulvej Rod har studeret 13-16-åriges hverdagsliv i en sjællandsk landsby.

Da Karen brækkede sig på Mette

En af de drukhistorier, forskerne har indsamlet: 

Interviewer: »Var I dårlige da I kom hjem [i går]?«

Karen: [latter] »Mette har ... det med at sove på gulvet, når hun bliver tilpas fuld.«

Mette: »Nej, det var fordi, jeg var gået ud for at brække mig. Og så kunne jeg ikke overskue at gå ind i seng igen. Så havde jeg bare taget dyne og pude med derud... Og så lå jeg derude og puttesov, og så kom Karen fandeme og brækkede sig ud over mig.«

Interviewer: »Er det rigtigt?«

Karen: »Hun lå med hovedet lige ved siden af kummen ... Så havde jeg åbenbart brækket mig i hovedet af hende. Nej, det må du fandme undskylde« [latter].

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.