Dræbt af tsunami for 3.600 år siden: Arkæologer finder rester af ung mands skelet ved tyrkisk kyst
Tsunami skelet 3.600 år

Et hold af internationale arkæologer har fundet et 3.600 år gammelt skelet af en ung mand, der er de hidtil eneste jordiske rester fra en oldgammel tsunami, der opstod som følger af et voldsomt vulkanudbrud. Skelettet kan ses øverst til venstre. (Foto: Vasıf Şahoğlu)

Et hold af internationale arkæologer har fundet et 3.600 år gammelt skelet af en ung mand, der er de hidtil eneste jordiske rester fra en oldgammel tsunami, der opstod som følger af et voldsomt vulkanudbrud. Skelettet kan ses øverst til venstre. (Foto: Vasıf Şahoğlu)

Kilde: 
03 januar 2022

Et internationalt hold af forskere har udgravet de jordiske rester af en ung mand, der blev dræbt under en tsunami for omkring 3.600 år siden.

Tsunamien opstod i kølvandet på et vulkanudbrud ved vulkanen Thera, der ligger på den græske ø, som vi i dag kender som Santorini.

Det skriver Phys.org.

Forskerne fortæller i deres videnskabelige artikel, at fundet af skelettet er helt særligt, da det er de eneste jordiske rester, som man nogensinde har fundet fra den oldgamle tsunami.

Tidligere forskning har afsløret, at vulkanudbrudet ved Thera var et særdeles voldsomt udbrud.

Det var så voldsomt, at flere forskere vurderer, at den katastrofale begivenhed fik det minoiske samfund, der levede på øen Kreta fra omkring 3.100 år f.v.t. frem til 1.450 år f.v.t., til at kollapse.

Øen Santorini ligger i den østlige del af Middelhavet – nord for Kreta - og mellem det sydlige Grækenland og det sydlige Tyrkiet.

Man har igennem årene fundet mange prøver med aske i området omkring Thera, men det er sjældent, at man finder rester fra tsunamier, da vragrester, lig og lignende oftest bliver trukket tilbage i havet. Derfor er skelettet af de første jordiske rester fra tsunamien, meget vigtige.

Den unge mand blev nærmere bestemt fundet ved et udgravningssted kendt som Cesme-Bağlararasi, som ligger ved kystbyen Cesme i det vestlige Tyrkiet. På grund af fund af rester af aske og andet nedfaldsmateriale, der blev forhindret i at flyde tilbage i havet grundet en mur, mener forskerne, at de kan koble skelettet med tsunamien.

Thera Santorini Vulkanudbrud

Vulkanudbrudet fra Thera fik store konsekvenser for flere civilisationer og lokalsamfund i middelhavsområdet under bronzealderen. (Foto: PNAS)

»Tsunamier er for det meste en begivenhed, hvor erosion forekommer (jord eller sten bliver fjernet, red.) - og ikke en 'depositional' begivenhed (fysiske, kemiske og biologiske processer giver en tydelig aflejring i sedimenter, red.), og derfor er der stor begejstring, når vi finder evidens for tsunamier,« siger Floyd McCoy, der er professor i geologi og oceanografi ved University of Hawaii, ifølge National Geographic.

McCoy kalder det nye studie et betydelig bidrag - ikke bare til studier af historiske tsunamier - men også til forståelsen af, hvad Theras vulkanudbrud betød for området omkring vulkanen under bronzealderen.

Udover den unge mand fandt arkæologerne også andre tegn på tsunamiens voldsomme kraft i form af beskadigede vægge, aske, sedimenter (nedbrudte stenarter, red.), murbrokker samt resterne af en hund.

Studiet er publiceret i tidsskriftet PNAS.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.