Fedmeepidemi er bare ét af de ord, som medier og myndigheder bruger til at beskrive den nuværende situation, hvor der kommer flere overvægtige til.

Men hvordan så man egentlig på fedme før i tiden? Det spørgsmål stillede Anne Katrine Kleberg Hansen sig selv, da hun gik i gang med sin ph.d. på Saxo-instituttet ved Københavns Universitet, hvor hun nu er postdoc og en del af BioHistory Group, der forsker i forståelsen af kroppen og sundhed gennem historien. Den forståelse viser sig nemlig at variere betydeligt over tid.

»Den måde, fedme bliver problematiseret på i dag, trækker ofte på nogle historiske fortællinger om fremkomsten af et ’moderne' problem: I den fortælling har vi nu, punkt 1, forstået, hvor farligt fedme er, og punkt 2, er vi alle sammen enormt truede af at være fede«, fortæller hun.

Niels Brimnes, lektor på Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet, supplerer sin kollega. Han har bl. a. beskæftiget sig med bekæmpelse af tuberkulose i Indien.

»Dét, som historiske perspektiver kan gøre ved sundheds- og sygdomsopfattelser, er, at de kan afnaturalisere dem. Vi tror, sundhed og sygdom kun har noget med biologi at gøre, og at det at være sund er en historisk konstant - det kan vi vise ikke er tilfældet«, forklarer han.

Historien har altså formet den måde, vi forstår fedme i dag. Men det er en udvikling, der måske ikke er så ligetil, som man skulle tro.

Læs også: Forskere giver svar: Hvad er den bedste slankekur?

Fedme ikke værd at stræbe efter – heller ikke i gamle dage

Lad os begynde med en udbredt antagelse. Nemlig forestillingen om at fedme før i tiden blev set som et tegn på vellevned og social status.

»Det er en udbredt fortælling, som næsten alle kender. Hvis jeg møder folk til fester og fortæller, hvad jeg laver, så fortæller de mig, at fedme jo er et moderne problem og noget som var et tegn på sundhed og prestige i gamle dage«, forklarer Anne Katrine Kleberg Hansen.

Men hun har ikke fundet mange tegn på, at det reelt har været opfattelsen inden for lægevidenskaben. Kriterierne for, hvornår nogen har dømt kroppe til at være for store, ser også ud til at byde på nogle variationer over tid.

Det var ikke kiloene, der definerede din skavank

Især i 1700-tallet var det nemlig ikke nødvendigvis vægt, der blev brugt til at bedømme, om det stod helt galt til med fedtet. Det er derfor sparsomt, hvad man kan få ud af kilderne, hvis man fokuserer for meget på kiloantallet, beskriver Anne Katrine Kleberg Hansen.

Men sad du fastklemt i dine møbler, var der muligvis grund til bekymring:

»Man fokuserede i højere grad på evnen til at bevæge sig. Vægt relateret til højde som et mål for kropsfedme kom til i løbet af 1800-tallet. Det blev mere og mere udbredt i sådan noget som slankebøger, men altid med en kvalificerende bemærkning om, at det bare var et gennemsnit og en vejledende guide«, forklarer Anne Katrine Kleberg Hansen.

Læs også: Forskere til raske overvægtige: Drop slankekuren

Fedmeproblemet vokser sig ikke kun større gennem historien

Hun understreger, at når man ser på det 18. og 19. århundrede, kan man ikke sige, at fedme startede som en lille bekymring og så i stigende grad blev problematiseret:

»Faktisk er det på nogle måder nemmere at argumentere for, at fedme var en sygdom i 1700-tallet end i 1800-tallet. Fedme kunne tilsyneladende passes bedre ind i de sygdomskriterier, man brugte i 1700-tallet – men så fandt et væsentligt skifte inden for lægevidenskaben sted«, beskriver Anne Katrine Kleberg Hansen.

På den måde var fedme på sin vis i højere grad et medicinsk problem i 1700-tallet end i 1800-tallet.

I 1800-tallet begyndte man at relatere kliniske beskrivelser af sygdomsforløb til indre læsioner i organerne og patologiske forandringer i vævene. Ved fedme kunne man ikke se nogen sygelige forandringer i fedtvævet. Der var altså tale om normalt væv, også når der måske var for meget af det, fortæller hun.

Slankekuren, som vi kender den, fik sit gennembrud i 1860'erne

Alligevel var det i 1800-tallet, at slankekuren – altså at følge en diæt med specifikt henblik på at tabe sig – fik sit gennembrud.

Det helt store omdrejningspunkt for slankekurens historie var bedemanden William Banting. Han rendte rundt i victoriatidens London med et vældigt korpus. Banting prøvede at gå til lægen med det, men blev ikke taget alvorligt og fik at vide, at hans fedme skyldtes alderen.

Men så kom han til en ørelæge. Det stod tilsyneladende så skidt til, at Banting heller ikke kunne høre mere, indleder Anne Katrine Kleberg Hansen.

»Ørelægen mente, at fedtet pressede de små kanaler i ørerne sammen, og satte ham derfor på en slankekur, der var meget anderledes, end den normale opfattelse af, hvad man kaldte 'low regiment' på dette tidspunkt – altså en næringsfattig kost. Indtil da havde Banting prøvet at indtage kartofler, brød, smør, øl, mælk og sukker for at styre sin korpulence, men ørelægen William Harvey satte ham på en kur, hvor han skulle spise meget protein. Noget der virkede helt kontraintuitivt i Bantings øjne, fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen: 

»Men det tabte han sig af, fik sin hørelse igen, og så udgav han 'Letter on Corpulence'.« 

Banting var ikke læge, så han kunne ikke forklare videnskaben bag sin succesfulde højproteinkur i skriftet fra 1864. Det mente tyske forskere derimod, at de kunne, og de var, ifølge Anne Katrine Kleberg Hansen, med til at videreudvikle, forklare og udbrede Bantings pamflet.

Det blev en så stor modedille, at der ligefrem opstod verber. 'Do you bant?' blev det til på engelsk, imens 'banter' på svensk stadig er et udtryk, der bruges til at beskrive det at gå på slankekur.

Forståelsen af at spise på en bestemt måde med henblik på at tabe sig var altså noget, der blev etableret i 1860'erne, og blev helt almindeligt i løbet af 1900-tallet.

Læs også: Vægttab er større, hvis slankekuren er kort

Motion har længe været en faktor

Men hvad så med motionens rolle? Den evige følgesvend til enhver moderne slankekur.

»Kropslig bevægelse i 1700-tallet var vigtigt, men man skulle ikke overdrive den. Det med at løbe lange ture ville man nok have syntes var rimelig fjollet. Men det er tydeligt, at når man ikke længere var i stand til at bevæge sig frit, blev fedme et sundhedsmæssigt problem«, bemærker Anne Katrine Kleberg Hansen.

Hun påpeger, at bøger, der handler om, hvordan man spiser og hvordan man får et sundt og langt liv indeholder overraskende lidt om fedme.

Det har handlet om balance

Det har i stedet handlet om balance, og om at holde den naturlige konstellation i skak. Blandt andet ved at have kontrol over de såkaldte seks 'non naturalis': De tilstande, der ikke er givet af naturen, og som vi derfor selv kan styre: luft, mad og drikke, bevægelse og hvile, søvn og vågenhed, udtømmelser og tilbageholdelser, og sindsstemninger.

»Det lyder unægtelig som en slankekur«, konkluderer Anne Katrine Kleberg Hansen, »og derfor er det påfaldende, at der næsten ikke blev skrevet noget om for store og for små kroppe. Der fandtes masser om de mulige problemer ved overforbrug, frådseri, men det blev ikke relateret til kropsstørrelser. Det blev relateret til moralske problemer og til sygelighed.«

Kulturhistorisk forskning om lægevidenskab kan kvalificere debatten

En af Anne Katrine Kleberg Hansens overordnede forhåbninger, er, at hendes arbejde kan være med til at kvalificere debatten omkring sundhedsvidenskaben.

»Dét, jeg fortæller om her er på sin vis kulturhistorie nu lavet på lægevidenskab«, fortæller hun og understreger, at fortællingen om fedme som et moderne problem, kontra en fortid, hvor det ikke gav anledning til bekymring, må nuanceres.

»Det er ikke fordi, det er forkert, at der er flere fede mennesker i verden i dag, end der var i 1700-tallet. Men fortællingen fungerer som en civilisationskritisk historie om moderniteten, og hvordan vi tilsyneladende er ved at synke sammen under vores egen vægt; at vi er ved at æde os ihjel«, fortæller Anne Katrine Kleberg Hansen.

Men det fortæller mere om os og vores forhold til fedme, end det gør os kloge på, hvordan fedme er blevet opfattet i f.eks. 1700-tallet, fortæller hun, og hæfter sig ved, at det også er en fortælling, man kunne finde ret tydeligt i 1700-tallet.

Niels Brimnes ved Aarhus Universitet giver os afslutningsvist et oversigtsbillede af, hvilket forhold historieforskning og lægevidenskab har:

»Det er en af historiefagets generelle opgaver at fortælle, at det, vi tror er naturligt, er historisk foranderligt«, fortæller Niels Brimnes. Han forklarer, at sundheds- og sygdomshistorie er et stort og voksende felt. Især i den anglo-amerikanske verden har de såkaldte ''medical humanities'' en lang tradition bag sig:

»I USA er der flere institutter for 'The History of Medicine'. Nogle af dem er meget tæt knyttet til lægeuddannelser, og nogle af institutterne ligger ligefrem på de medicinske fakulteter«, forklarer Niels Brimnes og nævner flere engelske universiteter, hvor sundheds- og medicinhistorie også har været ganske udbredt længe. Han ser 1980'erne og 1990'erne som tiden, hvor forskere i Danmark begyndte at søge væk fra de klassiske politiske og økonomiske historiestudier, for at bevæge sig i retning af de mere kulturhistoriske fænomener.

Nyt projekt skal vise, hvordan fedme og kroppe er blevet forstået via fotografi

Hun har påbegyndt et nyt projekt, der skal kortlægge, hvordan fotografi og billeder af eksempelvis tykke børn har været med til at karakterisere vores forståelse af fedme og sundhed gennem godt et århundrede frem til, at WHO erklærede fedme for en epidemi i 1998.

Projektet ligger i forlængelse af hendes arbejde de senere år, hvor hun har beskæftiget sig indgående med Vestens forestillinger om fedme og sundhed fra det 18. til det 20. århundrede, og vil være et led i BioHistory Groups fortsatte arbejde på Saxo-instituttet for at udbrede den historiske og kulturelle forståelse for, hvordan vi har udviklet vores forhold til kroppen og sundhed gennem århundrederne.