DNA-strid: Arkæologer og historikere har mistet patent på historieskrivningen
DNA-forskere og biologer har sneget sig med ombord i historieskrivningen. Men deres møde med arkæologer og historikere går ikke altid uden problemer.
Arkæologi DNA vikinger

Arkæologer og DNA-forskere strides om, hvor mange vikinger der flyttede til England. Historien er blot det seneste eksempel på, at arkæologer og DNA-forskere langtfra altid er enige om, hvordan vores historie skal skrives. (Foto: Jacob Nyborg Andreasen)

Et stort DNA-studie har givet anledning til kritik fra arkæologer, som mener, at DNA-forskerne har fået deres genetiske data galt i halsen og misforstået vikingernes indtog i England.

Historien er blot den seneste i en række eksempler, som viser, at arkæologer, historikere og DNA-forskere langtfra altid er enige om, hvordan fortiden skal fortolkes og beskrives.

 »Debatten om vikingerne i England sætter hovedet på sømmet i en tendens, som ofte bliver debatteret blandt arkæologer – nemlig at genetikere ikke altid har al den viden, man kunne ønske sig om de historiske kilder,« siger Søren Sindbæk, som er arkæolog og professor ved Institut for Kultur og Samfund ved Aarhus Universitet.

Mister patent på historieskrivning

Arkæologer og historikere har traditionelt set stået for at skrive vores historie, men i de senere årtier er DNA-forskerne kommet på banen med helt nye former for historisk bevismateriale.

»I øjeblikket er der ved at opstå en ny tværfaglighed, hvor vi i de seneste ti års tid er begyndt at få biologer og genetikere med til bords i den arkæologiske forskning. Det er spændende, fordi vi får en masse nye data fra dem.«

»Men det er helt afgørende, at vi samarbejder om at fortolke og forstå hinandens kilder. Det er ikke nok, hvis DNA-forskerne bare læser, hvad der står i populærvidenskabelige historiebøger. De er nødt til at forstå konteksten og detaljerne for ikke at få deres data galt i halsen,« siger Søren Sindbæk.

»Arkæologer kan føle sig truede«

Den danske DNA-forsker Rasmus Nielsen er enig i, at de seneste årtiers kontroverser mellem arkæologer, historikere og DNA-forskere på den ene side bunder i, at DNA-forskere måske ikke altid forstår den historiske kontekst eller overser vigtige historiske detaljer.

»Men debatten handler også om, at arkæologer kan føle sig truede af en ny form for historisk data, som de ikke selv kan kontrollere,« siger Rasmus Nielsen, som er professor og forskningsleder ved Center for Teoretisk Evolutionær Genomforskning ved University of California, Berkeley i USA.

Professor og direktør for et forskningscenter for human genetik ved University of Oxford, Peter Donnelly, påpeger, at DNA-forskning kan bidrage med nye informationer og et anderledes syn på historien.»Arkæologien fortæller os ofte om de rige i samfundet. Smykker og mange andre artefakter fortæller os om samfundets elite. Det er jo også et kendt udtryk, at historien bliver skrevet af sejrherrerne. Men genetisk materiale skelner ikke mellem rige og fattige eller vindere og tabere. Derfor kan DNA-studier bidrage med nye sider til historieskrivningen, men det er selvfølgelig rigtig vigtigt, at vi samarbejder med arkæologer og historikere,« siger Peter Donnelly til Videnskab.dk.

Tendens til at DNA er 'overlegent'

Peter Donnelly er seniorforfatter på et velanset DNA-undersøgelse, som kortlægger briternes ophav og historiske indvandringer til England ved hjælp af moderne menneskers arvemasse.

Men i et nyt studie kritiserer arkæologen Jane Kershaw den del af studiets resultater, som handler om danske vikingers indtog i England – et forskningsområde, som hun selv har beskæftiget sig med gennem udgravninger af fund fra vikingetiden.

»Da DNA-studiets resultater om de danske vikinger kom frem, fik vi at vide, at deres DNA-resultater var overlegne i forhold til vores resultater fra arkæologien. Jeg var simpelthen nødt til at gå imod det argument. Der er lidt en tendens til, at folk regner DNA-studier som mere faktuelle end arkæologien.«

»Jeg synes, DNA-studier er et positivt bidrag til vores historieskrivning, og der er masser af fremtidigt potentiale i det. Men DNA-studier skal også behandles med omtanke, og de skal også kunne udsættes for den samme kritik som arkæologiske og historiske studier,« siger Jane Kershaw, som er arkæolog og postdoc ved University College London.

Behov for samarbejde

Professor og DNA-forsker Rasmus Nielsen mener, at der er brug for mere samarbejde mellem biologer, genetikere, arkæologer og historikere, hvis vi skal lave de bedst mulige fortolkninger af, hvad der skete i fortiden.

Han nævner den berømte danske DNA-forsker Eske Willerslev som et eksempel på, at samarbejde mellem forskellige discipliner kan lykkes.

»Vi bliver nødt til at samarbejde på tværs af faggrupper, men det er nogle gange lidt besværligt, for vi snakker ikke altid det samme sprog. Men det er besværet værd, hvis man skal undgå den her slags problemer. En af grundene til, at Eske Willerslevs studier er så gode, er netop, at han involverer ledende arkæologer og folk med historisk ekspertise i sine studier. Det er helt klart måden at gøre det på,« siger Rasmus Nielsen.

Fysik er allerede integreret

Arkæolog og professor Søren Sindbæk påpeger, at allerede længe inden DNA-forskere og biologers indtog i historieskrivningen, er fysikere, kemikere og andre naturvidenskaber hoppet med ombord i arkæologien.

For eksempel begyndte metoder fra fysikken allerede i 1950’erne at revolutionere dansk arkæologi, fordi kulstof-14-metoden pludselig kunne fortælle arkæologerne, hvor gamle deres fortidslevn var.

DNA arkæologi strid vikinger

Ved hjælp af DNA kan arkæologer og DNA-forskere få langt flere informationer ud af fortidsskeletter end tidligere. (Foto: Shutterstock)

»Vi får i disse år den tredje naturligvidenskabelige revolution i arkæologien. Det er især biologiske metoder, som vinder indpas. Vi får nye metoder til at undersøge ting på molekyleniveau, hvad enten det gælder oldsager eller levn fra dyr og mennesker.«

»Ting, som før bare var dødt materiale, er pludselig blevet en enorm kilde til viden om fortiden, og det er med til at lave arkæologien helt om. DNA-forskningen er bare et aspekt i denne her spændende revolution af arkæologien. Her kan vi pludselig også få informationer om fortiden ved at undersøge nulevende menneskers arvemasse,« siger Søren Sindbæk.

Historisk DNA-forskning version 2.0

Søren Sindbæk arbejder allerede på et tværfagligt forskningscenter, hvor fysikere, geoscience-forskere, arkæologer og historikere samarbejder. Han tilføjer, at næste skridt er at få lavet en lige så vellykket familiesammenføring med DNA-forskere og biologer.

»Når man er DNA-forsker, har man sandsynligvis ikke siddet og gransket historiske kilder i årevis eller fulgt med i langvarige tørre, arkæologiske fagdiskussioner. Vi arkæologer forstår heller ikke alle de nye metoder og data, som biologien og DNA-forskningen kan bidrage med. Det er nu, vi skal til at i dialog og forstå hinanden, hvis vi for alvor skal have lukket op for den skattekiste af ny viden, som vi kan få ud af hinanden,« siger Søren Sindbæk og tilføjer:

»I 00’erne var vi i en periode, hvor der kom mange metodisk spændende DNA-studier, men faghistorisk var værdien begrænset. Nu er vi ved at komme i gang med en dialog, som skal gøre, at vi kan få meget mere reel historieviden ud af DNA-studierne. Det er historisk DNA-forskning version 2.0«

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.