Dine spørgsmål fortæller alt om dig
Om du er journalist, konsulent, leder eller forsker, stiller du spørgsmål for at blive klogere. Men dine spørgsmål siger mere om dig, end om det du undersøger. Det viser ny ph.d.-afhandling.

Tænker du over, hvorfor du spørger, som du gør? Prøv engang at lade andre formulere spørgsmålene for dig, og så lærer du måske mere om dem, end du ville have gjort, hvis du selv havde spurgt. (Foto: Colourbox)

 

Hvordan ville dit spørgsmål lyde, hvis du selv måtte bestemme, hvem du ville spørge, og hvad du ville spørge om?

Tænk dig godt om, men ikke for længe – og du skal ikke tale med nogen om det. Du skal vælge et spørgsmål, der er vigtigt for dig at få besvaret, og som du tror, vil være relevant for læserne af denne artikel. Og så skal du skrive det ned – gerne i kommentarsporet nedenfor.

Når du har gjort det, er du klar til at læse videre: Klar til at få at vide, hvordan du tænker.

Hvad er et spørgsmål?

’Hvad er et spørgsmål?’ Sådan lød det spidsfindige spørgsmål fra bedømmelsesudvalgets formand til mit ph.d.-forsvar for nylig.

Jeg svarede ham ikke. I stedet sagde jeg, at det ikke var det spørgsmål, jeg var optaget af at besvare, men derimod: Hvorfor stiller vi spørgsmål? Og hvorfor stiller vi de spørgsmål, vi gør?

Min forskning viser nemlig, at de spørgsmål, vi stiller – og ikke stiller – fortæller noget om, hvordan vi forholder os til verden.

Fakta

Artiklen er oprindeligt bragt på Kommunikationsforum.

De fortæller, om vi er optaget af klare definitioner, regler og resultater, eller om vi orienterer os mod noget andet – som vi ikke kan sige præcis, hvad er. Og så fortæller vores spørgsmål, om vi er én blandt mange, eller om vi skiller os ud.

I hvert fald viser de undersøgelser, jeg har lavet på tværs af 17 forskellige arbejdspladser, at mens næsten 90 procent af de spørgsmål, der bliver stillet, når ledere og medarbejdere må stille et spørgsmål efter eget valg, er hvordan-, hvad- og hvilke-spørgsmål, så er kun godt 10 procent hvorfor-, hvornår- og hvem-spørgsmål.

Hvordan bliver vi klogere på hvad?

Set i lyset af Vestens idéhistoriske udvikling er der ikke noget mærkeligt i, at vi har en forkærlighed for hvad- og hvordan-spørgsmål. Vi har siden Sokrates været tilbøjelige til at betragte ’hvad er …?’-spørgsmål som ’det gode spørgsmål’, der bringer os tættere på sandheden end alle andre spørgsmål.

Og netop sandheden spiller en væsentlig rolle i forståelsen af, hvorfor vi stiller spørgsmål. Det er ved at spørge, hvad det sande, det skønne og det gode er, at Sokrates nærmer sig ideerne og dermed sandheden om verdens beskaffenhed.

Og det er ved at formulere klare Research Questions, at vor tids videnskabsmænd mener at kunne forklare, hvordan alt fra menneskesindet til atmosfæren hænger sammen og fungerer.

Således har ’hvad er …?’-spørgsmål til alle tider været brugt til at forstå og forklare, hvordan verden hænger sammen og fungerer. Og netop sammenhængen mellem hvad- og hvordan-spørgsmål – og deres dominans i vestlig tænkning – er da også en af den franske filosof Jacques Derridas væsentligste indvendinger mod den tyske filosof Martin Heidegger, der ellers er den første til at stille spørgsmålstegn ved ’hvad er…?’-spørgsmålets forrang.

Hvem ved hvad – og er der nogen, der ved hvorfor?

Der tegner sig et tydeligt billede af, at når vi selv må bestemme, hvem vi vil spørge, og hvad vi vil spørge om, så foretrækker størstedelen af os at spørge, hvordan eller hvad noget er eller forholder sig. Mens det kun er et fåtal af os, der er optaget af, hvornår og hvorfor det forholder sig, som det gør. (Ill.: Pia Lauritzen)

Men lad os lige træde et skridt tilbage. For én ting er, at vor tids videnskabsmænd har spørgsmålet og dermed ambitionen om at afdække sandheden tilfælles med Sokrates. En anden ting er, at Heidegger og Derrida stiller spørgsmålstegn ved denne spørgsmålsbaserede sandhedssøgen.

For hvorfor gør de det? Hvorfor er spørgsmålet så problematisk for både Heidegger og Derrida, at den ene går i gang med at undersøge de ’strukturmomenter’, der gør sig gældende i ethvert spørgsmål, mens den anden undersøger mulighederne for helt at lade være med at stille spørgsmål?

Problemet er sandheden. I modsætning til Sokrates betragter Heidegger og Derrida sandheden i lyset af den historiske udvikling, Vesten har været igennem siden det antikke Grækenland. Og her gør den tyske filosof Immanuel Kant en forskel.

For mens Sokrates kunne betragte sandheden som ‘noget’, der kunne afdækkes én gang for alle, indebærer Kants såkaldte kopernikanske vending, at enhver udlægning af sandheden skal ses i lyset af, at det er et menneske, der udlægger.

 

Fortæller mere om spørgeren end svareren

Mennesket er karakteriseret ved at være et endeligt væsen, forstået på den måde, at det ikke bare skal dø, men også er bundet til at se verden fra et bestemt sted i en bestemt tid

Det betyder, at det mennesket ser og udlægger, aldrig kan være udtryk for, hvordan tingene er i sig selv, men kun for hvordan de fremtræder for os. Og selv om det ikke er så lidt, er det altså ikke nok til at kunne løsrive sandheden fra den, der undersøger – og dermed spørger til – hvad sandheden er.

Figuren viser, hvordan de forskellige afdelinger (cirkler) relaterer sig til hinanden, og hvilke temaer de kommunikerer om (hver farve er udtryk for et tema). Den er lavet af Joachim Mathiesen, Niels Bohr Institutet, på baggrund af data fra en Stafetanalyse gennemført i en organisation.

Det er denne sammenhæng mellem den, der undersøger, og det, der undersøges, der får Heidegger til at konstatere, at ‘selve det at spørge har en egen værenskarakter som en forholdsmåde for et bestemt værende, nemlig for spørgeren’ (Væren og tid, side 24).

Eller sagt med andre ord: Spørgsmål fortæller mere om dem, der spørger, end om dem, der svarer. Så hvis man for alvor vil blive klogere på, hvordan andre forholder sig til den sammenhæng, de er en del af, så skal man lade dem stille sig selv (og hinanden) spørgsmål.

 

Stafetanalysen – når spørgsmålet er svaret

Det svarer til, at man – hvilket Derrida betragter som den eneste mulighed for at tænke den for-forståelse, vi møder verden med – undgår at stille spørgsmål.

For selv om det som journalist, konsulent, leder eller forsker kan være nyttigt at vide, hvad der sker, når man stiller spørgsmål, er det også i den grad interessant at undersøge, hvad der sker, hvis man lader være. Hvis man undlader at spørge – eller mere konkret: overlader spørgsmålene til andre.

I videoen fortæller Derrida om den bekræftelse, der går forud for og er forudsat i ethvert spørgsmål – og som man kun kan nærme sig en forståelse af ved at undlade at spørge. Det er det, jeg har gjort i de undersøgelser, jeg har lavet af, hvad der sker, når ledere og medarbejdere selv må bestemme, hvem de vil spørge, og hvad de vil spørge om. Metoden, jeg har udviklet, varemærkeregistreret og benyttet hedder Stafetanalysen.

 

Giver indblik i roller og relationer

Stafetanalysen går kort fortalt ud på at starte x antal stafetter i den organisation, gruppe eller det interessefællesskab, man ønsker at undersøge. Stafetten går ud på, at man skal stille et spørgsmål til en anden i den sammenhæng, man er en del af.

Forskellene på stafetanalysen og traditionelle analyser er mange, og man får vidt forskellige resultater. (Ill.: Pia Lauritzen)

Man må selv bestemme, hvem man spørger, og hvad man spørger om, men spørgsmålet skal være vigtigt for spørgeren at få besvaret og relevant for den sammenhæng, man undersøger.

Spørgsmålet bliver sendt til den udpegede respondent, som ud over at besvare det spørgsmål, han har modtaget, skal sende et nyt spørgsmål videre på de samme præmisser. Alle spørgsmål og svar sendes gennem digitalt software, der sikrer opsamling og anonymitet.

Hvis man har startet 20 stafetter og lader dem køre i fem dage med 24 timer til at besvare og sende stafetten videre, får man potentielt 100 spørgsmål og svar genereret af organisationens/gruppens/interessefællesskabets egne medlemmer.

Det giver ud over et væld af interessante citater mulighed for at lave en masse statistik over fordeling af spørgsmål på afdelinger, anciennitet, faggrupper, hierarki, temaer og hvilke uformelle roller og relationer, der har betydning for, hvordan den konkrete organisation eller gruppe forstår og udvikler sig selv.

 

Styrken i at svække sin egen (spørge)magt

Dermed adskiller Stafetanalysen sig fra de interviews-, spørgeskema- og fokusgruppemetoder, der ellers anvendes til at undersøge og udvikle mennesker og organisationer, ved ikke at lade være noget givet på forhånd.
 
Stafetanalysen tager afsæt i:

 

  • At det afgørende for, om organisationer, grupper eller interessefællesskaber udvikler sig, ikke er det, journalister, konsulenter, ledere og forskere ser, når de kigger på sammenhængen (udefra), men det, som de, der er en del af sammenhængen ser, når de kigger på sig selv (indefra). [Kant].
     
  • At der ikke er én sand udlægning af, hvad organisationer, grupper eller interessefællesskaber er og bør være (og derfor heller ikke er nogen spørgsmål, der på forhånd er bedre end andre), men et væld af fortolkninger, der alle har betydning for, hvorfor og hvornår noget betragtes som vigtigere (eller mere sandt og værdifuldt) end andet. [Nietzsche].
     
  • At spørgerens betydning for det, der undersøges, skal tages alvorligt, og at man kun ved at lade det, man undersøger, stille sig selv spørgsmål, kan blive klogere på, hvad der driver og betyder noget for den konkrete erfaring, som den enkelte person/gruppe er bærer af. [Heidegger].
     
  • At man ikke skal stille sine egne spørgsmål (som journalist, konsulent, leder eller forsker), men i stedet overlade ikke bare spørgsmålene og svarene, men også fortolkningen af, hvad spørgsmål og svar betyder og er udtryk for, til organisationens, gruppens, interessefællesskabets egne medlemmer. [Derrida].
     
  • At man kun ved at svække sig selv og sin egen magtudøvelse som spørger, fortolker, journalist, konsulent, leder eller forsker kan udfolde det potentiale og den idérigdom, der er i at have mange mennesker samlet om en opgave, sag eller branche. [Vattimo].

 

Spørgsmålet er svaret – men på hvad?

Spørgsmålet er svaret på:

 

  • Hvad alle vestlige undersøgelsesmetoder har tilfælles.
     
  • Det, vi ikke kan spørge til, uden samtidig at forudsætte det.
     
  • Vores måde at tænke og gå til verden på.
     
  • Vores mulighed – og begrænsning – i forhold til at gå til verden på andre måder.

Og derfor vil jeg opfordre til, at vi som journalister, konsulenter, ledere og forskere:

 

  • Har meget mere opmærksomhed på, hvad det gør ved vores måde at tænke og udvikle os på, at vi stiller de spørgsmål, vi gør – og ikke gør.
     
  • Udforsker om der er en sammenhæng mellem de spørgsmål, vi stiller – og ikke stiller – og vores evne til at tænke nyt (bør vi for eksempel stille flere hvorfor- og hvornår-spørgsmål?)
     
  • Overveje, hvad der ville ske, hvis vi ikke stillede spørgsmål – eller overlod spørgsmålene til nogen andre, for eksempel dem, vi gerne vil blive klogere på eller (som leder, konsulent etc.) facilitere udvikling for.

Og hvorfor ikke starte med os selv?

Flere stafetter

Ud over Stafetanalysen, som er målrettet organisationer og interessefællesskaber, er der udviklet en variant af metoden til konferencer, kaldet Konferencestafetten. Du kan læse mere om begge dele på www.tankespot.dk, hvor du også finder referenceliste.

Pia Lauritzens ph.d.-afhandling er resultatet af et ErhvervsPhD-projekt finansieret af Advice Netværk. Afhandlingen bærer titlen: ‘Hinsides teori og praksis. Vilkår for filosofi og ledelse’ og blev i fredags indstillet til ph.d.-graden i filosofi ved Aarhus Universitet.

En stor del af afhandlingen er udgivet i bogen ‘Filosofi i ledelse. Vilkår for ledelsesteori og -praksis’, som udkom sidste år på Hans Reitzels Forlag / Gyldendal Akademisk.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.