Selvom de yngste skoleelever nu kan se frem til at vende tilbage til den fysiske skolebænk, må rigtig mange elever og studerende fortsat øve tabeller og diskutere franske filosoffer over Zoom-forbindelser.
Og det sætter altså både engagement, koncentration og indlæring på helt nye prøvelser.
Men hvordan lærer hjernen egentlig bedst?
Et nyt dansk studie har undersøgt sagen, og Brainstorm dykker ned i det i denne uges podcast.
’Brainstorm' er Videnskab.dk’s ugentlige podcast om hjernen - udkommer fredage.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragsyder til dansk, offentligt udført hjerneforskning.
Videnskab.dk og Lundbeckfonden deler en ambition om at udbrede viden til alle om hjernen og hjerneforskningen.
Brainstorm kan produceres takket være støtte fra Lundbeckfonden.
Udover podcasts omfatter Brainstorm-projektet også formidling af hjerneviden på Instagram. Find profilen her.
Hvad er indlæring?
Når vi skal lære noget, er der to ting, som er helt nødvendige:
- At vi øver os
- At vi kan huske det, vi har øvet os på, så vi kan bygge videre på det, næste gang vi øver os.
Hukommelsen er altså afgørende, hvad enten vi skal lære at strikke elefanthuer eller regne differentialregning.
Jais og Asbjørn øver sig i at interviewe i denne uges Brainstorm, hvor de taler med Lisser Rye Ejersbo, lektor emerita i neuromatematik, DPU, Aarhus Universitet, og Jesper Lundbye-Jensen, lektor og forsker i indlæring på afdelingen for Integrativ Fysiologi på Københavns Universitet og forskningsleder for forskergruppen ‘Motor Performance and Health’.
Han har for nyligt udgivet et studie om, hvordan vi mennesker lærer.
Studiet viste, at vi præsterer langt bedre, når sværhedsgraden på den opgave, vi skal løse, tilpasses vores niveau:
Opgaven skal være krævende men ikke så svær, at vi bliver demotiverede. Men opgaven skal selvfølgelig heller ikke være så nem, at vi ikke lærer noget.
Det handler altså om at ramme et sweet spot, hvor vi bliver udfordret, men ikke giver op.
Ifølge Jesper Lundbye-Jensen kan man godt sige, at det samme gør sig gældende for undervisning i skolen.
Men her er der sjældent ressourcer til at tilpasse øvelser til den enkelte elev.
Vil du høre mere om studiet og Lundbye-Jensens resultater? Så lyt med i Brainstorm!
Ros fremmer indlæringen
Ifølge Jesper Lundbye-Jensen hjælper det os desuden til at løse opgaver og lære nyt, hvis vi løbende får feedback.
Hjernen er især glad for ros. Ros fremmer nemlig de aktivitetsmønstre i hjernen, som fører til læring.
Selvom det måske kan være svært at modtage undervisning i øjeblikket, kan det altså være, det hjælper, hvis din lærer sender dig nogle thumbs up-emojis på Aula eller Teams.