Når man freder bygninger i Danmark, skal det ifølge bygningsfredningsloven afspejle, hvordan den brede befolkningen lever, bor og arbejder.
Det skal tage højde for arkitektonisk værdi såvel som kulturhistorie.
Men et nyt studie fra Københavns Universitet påviser, at det bestemt ikke altid er sådan, det forholder sig.
Det skriver universitetet i en pressemeddelelse.
Snarere kan man se, at det i højere grad er arkitektegnede villaer på Nordsjælland, der fredes til eftertiden.
Konkret har forskerne undersøgt, hvor fredede boliger siden 1945 ligger, og hvilken type de er. Det viser sig, at de fredede bygninger ofte ligger på Nordsjælland og er tegnede af stjernearkitekter såsom Arne Jacobsen og Jørn Utzon.
Dermed overses for eksempel almene boligbyggerier, hvor 20 procent af befolkningen bor, ifølge én af forskerne bag studiet.
»Lige nu har vi skabt en elitær fortælling i stedet for at fortælle det brede samfunds historie. Men hvis bygningsfredning skal give mening i forhold til at afspejle den historiske periode, bør den have et større perspektiv. Det handler om demokrati, og om hvem der bliver repræsenteret,« siger Ph.d. Rikke Stenbro, som er medforfatter på studiet.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Bolig og Fabrik.
tkt