»Det gør ondt, når vores søn kalder hende for mor«
Ny ph.d.-afhandling afdækker de ambivalente følelser mellem plejefamilier og biologiske forældre, som skal samarbejde om at give barnet den bedst mulige opvækst.

Plejeforældrene skal elske barnet som deres eget, men hele tiden huske, at det ikke er deres eget barn. Barnet har en mor og far, som det skal kende og måske flytte hjem til igen. (Foto: Shutterstock)

Forståelse, frustration, magtesløshed og respekt. Det er nogle af de meget blandede følelser biologiske forældre og plejeforældre har i forhold til hinanden.

På den ene side ønsker forældrene, at deres barn skal føle sig elsket og godt tilpas i sin plejefamilie. På den anden side truer tilhørsforholdet og kærligheden mellem barnet og den nye familie deres egen rolle som forælder.

»Forældrene oplever et ulige magtforhold. De føler, at de er til eksamen hele tiden, og de har svært ved at finde deres rolle som forælder, når de er så meget på afstand af børnene i hverdagen,« fortæller ph.d.-studerende Stine Luckow fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE).

Mange af dem oplever også, at plejeforældrene er på samme side som systemet.

Stine Luckow har for nylig forsvaret sin ph.d.-afhandling, hvor hun har undersøgt hverdagslivet i plejefamilier ud fra både børnenes og de voksnes perspektiv.

Som plejefamilie på den anden side, skal man elske barnet som sit eget, men samtidig huske de biologiske forældre og være med til at sikre, at barnet ser dem, også selvom det kan være rigtig svært for barnet.

Det kan være svært at skulle sende sit plejebarn hjem til nogle forældre, som har misrøgtet barnet tidligere. (Foto: Shutterstock)

Magtesløse over for system

Stine Luckow har i samarbejde med professor på sociologisk institut på Københavns Universitet Margaretha Järvinen,  zoomet ind på forholdet mellem plejeforældre og biologiske forældre gennem 15 interviews med biologiske forældre og 16 interviews med i alt 8 plejefamilier.

Interviewene viser blandt andet, at plejeforældrene ofte føler sig lige så magtesløse som de biologiske forældre.

»Det forventes af dem, at de kaster alle deres følelser i de her børn. Samtidig oplever plejeforældrene, at de er tvunget til at udsætte plejebørnene for noget, de aldrig ville have udsat deres egne børn for,« fortæller Stine Luckow.

En plejemor fortæller for eksempel sådan her om Theo på fem år, som kom i pleje hos hende og hendes mand, da han var nyfødt, men som skulle have samvær med sin mor hver uge:

»Jeg kørte ham til de her møder hver uge, og han skreg, når vi kom tilbage. Han var helt ude af den på grund af de møder,« siger plejemoren i det videnskabelige interview til ph.d’en.

»Plejeforældrene er gode til at sætte sig ind i de biologiske forældres situation og se tingene fra deres synsvinkel. De skal være åbne over for de biologiske forældre, men hvis mor eller far er enormt ustabil, og de kan se, at det belaster barnet, så kan det være rigtig svært,« siger Stine Luckow.

Anbringelser i tal

De nyeste tal fra Kommunernes Landsforening (KL) viser, at der i 2017 var cirka 13.000 børn og unge, som var anbragt uden for hjemmet.

62 procent af dem i alt 8.600 var anbragt i en plejefamilie.

Det tal er inklusiv de børn, som var anbragt hos familie eller netværk for eksempel bedsteforældre eller venner.

Knapt 8.000 af børnene boede i en kommunal plejefamilie, som ikke var en del af deres netværk tidligere.

Resten i alt 4.448 børn var anbragt på en socialpædagogisk døgninstitution.

Siden Barnets Reform i 2009 er andelen, som kommer i plejefamilie steget, samtidig med at færre kommer på døgninstitution.

Det har blandt andet betydet, at plejefamilier har skullet tage flere børn med større vanskeligheder end tidligere, hvor de børn med flest problemer typisk kom på et professionelt opholdssted.

Kilde: KL: Udsatte børn - Nøgletal 2019

 

Barnet kan flytte hjem igen

Samtidig er plejeforældrene også i en usikker situation, hvor det barn, de har i pleje, kan blive flyttet eller skulle flytte hjem til sin rigtige mor og far igen.

»Plejeforældrene ved ikke, hvor længe barnet skal blive boende hos dem. Det skaber selvfølgelig usikkerhed,« siger Stine Luckow.

En familie havde for eksempel to piger i pleje, Lilly på 4 år og Johanna på 11 år. Lillys far var i gang med at søge om at få sin datter hjem igen, og plejemoderen sagde sådan her:

»Vi må leve med denne her tikkende bombe om, at han får Lilly hjem. Man ville måske tænke, at vi skulle lade ham gøre det. Hvorfor skulle vi bekymre os om det. Men vi har haft hende siden hun var lille, og vi er jo også mennesker.«

Du er en fiasko, men enormt vigtig

De biologiske forældre oplever på den anden side et kæmpe tab og en stor sorg, når deres barn bliver fjernet, fordi de ikke er i stand til at passe på det.

»De står tilbage med en oplevelse af, at de har svigtet som forældre. Det er et stort tab at få fjernet et barn. De får at vide, at de ikke er gode nok som forældre, men at de stadig er enormt vigtige i barnets liv,« fortæller Stine Luckow.

Om det lykkes at få et godt samarbejde mellem de biologiske forældre og plejefamilien afhænger i høj grad af, om forældrene forstår, hvorfor barnet blev fjernet, og erkender, at det var nødvendigt, viser studiet.

De fleste af forældrene i studiet kan godt sætte sig i barnets sted og forstå, hvad der er bedst for barnet, men ikke uden ambivalente følelser.

Louise på 21 år og David på 29 år har for eksempel en søn på halvandet år, som blev fjernet, da han var bare seks uger gammel.

»De giver vores dreng et fantastisk hjem og den mest vidunderlige og kærlige omsorg. Alt i alt har vi været meget heldige,« siger Louise i det videnskabelige interview.

LÆS OGSÅ: Forsker finder de mest udsatte anbragte børn

Tilliden og respekten for plejefamilien følges dog også af bekymring, fortæller David.

»Ja, men jeg er også bekymret, og jeg tror alle forældre i vores situation ville være bekymrede for, hvad der vil ske… De har knyttet sig til vores dreng. Det betyder, at det vil blive sværere for os at få ham hjem igen. De ser ham som deres dreng. Heldigvis skal jeg tilføje,« siger David.

»De skal se ham som deres dreng ik’, men der er det ved det, at det gør ondt, når vores søn kalder hende for mor,« siger Louise.

Både Louise og David er vokset op i plejefamilier og på døgninstitutioner, og begge har psykiske problemer og en historik omkring kriminalitet.

Begge har magt

I midten af de ambivalente forhold står de børn, som er blevet anbragt i familiepleje. De børn står ofte med et stort loyalitetsproblem, fortæller ph.d. og adjunkt på Københavns Professionshøjskole Kresta Munkholt.

Hun er oprindeligt uddannet socialrådgiver og forsker nu i plejefamilier og anbringelser. Hun har læst det nye studie og var faktisk også med til Stine Luckows ph.d.-forsvar.

»Jeg kan meget godt genkende det her mønster. Begge vil i princippet barnets bedste, men ud fra hver deres perspektiv. Begge parter oplever, at den anden har noget magt, som de ikke kan stille noget op overfor,« siger hun.

Kan forældrene og plejeforældrene ikke samarbejde, vokser barnets loyalitetsproblemer, og konflikter og samarbejdsproblemer kan i sidste ende føre til, at barnet ikke kommer til at se sine forældre.

Forskning søger løsninger

Mere og mere forskning går ud på at udvikle og teste tiltag, som skal løse samfundets problemer.

Interventionsforskning kaldes det.

Videnskab.dk sætter i en artikelrække fokus på den type forskning, der skal gavne velfærdssamfundet.

Følg med i temaet her.

Støtte fra TrygFonden har muliggjort temaet. TrygFonden har dog ikke indflydelse på, hvilken forskning vi skriver om, og hvordan artiklerne skrives. 

Læs mere om aftalen her.

Bedre støtte til forældre

Både Stine Luckow og Kresta Munkholt mener, at studiet peger på et behov for en mere håndholdt indsats både i forhold til de biologiske forældre, men også i forhold til samarbejdet.

»Forældrene skal støttes bedre omkring det at miste deres barn. Mange af de her forældre har selv haft en opvækst uden den nødvendige omsorg. De skal hjælpes bedre til at forstå perspektivet på anbringelsen, hvorfor deres barn ikke bor hjemme hos dem, og hvad der skal til, for at barnet kan komme hjem igen,« siger Stine Luckow.

Plejefamilierne efterspørger faktisk mere støtte i forhold til samarbejdet med de biologiske forældre, fortæller Kresta Munkholt.

Hun er i gang med et større forskningsprojekt, som skal undersøge trivslen hos anbragte børn og udvikle en værkstøjskasse af indsatser til plejefamilier.

»I vores fokusgruppeinterview med plejefamilier, hører vi fra dem, at de føler, de er i stand til at sætte sig i forældrenes sted. De forstår deres situation, men de mangler, at kommunen går ind og hjælper i forhold til at håndtere samarbejdet med forældrene,« siger Kresta Munkholt.

»Vi skal være bedre til at støtte relationen og kommunikationen mellem plejefamilier og biologiske familier. Ved længere anbringelser skal man tænker over, hvordan man sikrer, at barnet bevarer en god og tydelig relation til de biologiske forældre,« siger Stine Luckow.

LÆS OGSÅ: Halvdelen af plejebørn har psykiske lidelser

LÆS OGSÅ: Døgninstitutioner er med til at gøre børn kriminelle

LÆS OGSÅ: Anbringelse bryder ikke børns sociale arv 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.