I 1965 studsede medarbejderne fra Geodætisk Institut over en række luftfotografier med en masse små pletter, der lå i cirkler om lokaliteten 'Overdrevsbakken' (se foto 1).

De ræsonnerede sig frem til, at en forklaring kunne være, at der lå noget fra oldtiden i jorden.

Inspektør Thorkild Ramskou fra Nationalmuseet blev kaldt over. Han mente, der kunne være tale om resterne af et forlængst nedbrudt stenalderanlæg.

Ejeren af marken kunne oplyse, at han hvert år kørte flere ton sten væk fra marken, men næste år kunne han starte forfra igen. Vinterfrosten havde skubbet lige så mange nye sten op.

Ramskou fostrede den teori, at der var tale om fundamenter til store sten, som nu var væk. Stenalderfolk satte nemlig store opretstående sten på fundamenter af mindre sten, og det kunne være disse mindre sten, man nu kunne se sporene af.

»Sten, der ligger under pløjelaget, virker erfaringsmæssigt som en slags dræn. Falder der en regnbyge, vil den jord, der ligger over stenene, hurtigere tørre op end den pløjejord, der ligger direkte på den urørte undergrund, så det er at formode, at den flyver, der den 29.4 -65 kl. 10.37.30 optog billedet, er kommet på en dag, da overfladen var ved at tørre på en sådan måde, at de jorddækkede sten afslørede sig som lysere pletter mod den omgivende mørkere overflade, og det vil altså sige, at han lige har passeret i det rette øjeblik,« skriver Thorkild Ramskou senere i 'Nationalmuseets arbejdsmark' i 1970.

Flere stenanlæg end forventet

En arkæologisk udgravning af to cirkeludsnit blev iværksat i september 1969.

Desværre kom en gummiged, der skulle fjerne det øverste muldlag, øjensynligt til at ødelægge en del af stenhullerne, men udgravningerne bekræftede ellers Ramskous teori: Der var tale om fundamenter til store opretstående sten, 2-300 stykker, formodentlig af vægte på 3-5 ton.

Foto 2: Stenalderfolket i Danmark har med stor sandsynlighed haft en form for horisontkalender, som man kender det fra eksempelvis hopi-indianerne. Kalenderen skulle hjælpe med at forudsige det kommende solhverv. (Illustration: Henning Fisker Langkjer)

I mellemtiden havde et nyt fly været oppe og tage farvefoto af samme område. På dette kan man svagt se de samme pletter i cirkelforme plus enkelte flere.

Kombinererer man disse fotos, fremgår det tydeligt, at der ikke blot er tale om 2 eller 3 stencirkler, der er også sandsynlige mærker af 5-10 ekstra sten i retning mod nordøst.

Dermed ligner anlægget ved Birkendegaard en række andre stenalderanlæg, for eksempel det mere beskedne kulthus på Tustrup Mark på Norddjursland, men også det mest berømte Stonehenge på Salisbury Plain i Sydvestengland.

Fortidens soltempler

Som soltempler har disse været orienteret mod nordøst, nemlig det sted, hvor Solen står op på årets længste dag, ved sommersolhverv.

Det skorter ikke på kulørte teorier om, hvorledes sådanne stenalderanlæg blev benyttet til astronomiske observationer af sol og måne, og at stenalderfolkene ligefrem kunne forudsige formørkelser, men disse teorier kan ikke underbygges og bliver i dag anset for ren spekulation.

Tilbage står dog som et faktum, at stenalderfolkene tilbad Solen, og at disse anlæg er at betragte som datidens templer, hvor man især fejrede sommersolhverv.

For at kunne forudsige sommersolhvervet har stenalderfolkene sandsynligvis haft en form for horisontkalender, som det kendes fra andre urfolk og eksempelvis hopi-indianerne (se faktaboks og foto 2).

En horisontkalender virker bedst, hvis der er markante bjerge og dalskæringer i horisonten, men på fladere land kan der kompenseres for dette ved høje opretstående sten.

Foto 4: De røde afmærkninger markerer de sandsynlige mærker på marken efter de store sten. (Foto: Henning Fisker Langkjer)

Rigtigt placeret kan Solen - set fra et fast punkt - et bestemt antal dage før sommersolhverv stå op og kun give et enkelt glimt, før den for en tid igen forsvinder bag stenen.

Alternativt kan sten, hvis de ikke rager op over horisonten, når de betragtes fra et højt punkt som Overdrevsbakken, tjene som markører af forskellige steder på horisonten over dem, hvor Solen står op i nærheden af årets længste dag.

Et bevis på fejring af solhvervet

Under alle omstændigheder er de ekstra sten i den nordøstlige retning et stærkt tegn på, at sommersolhvervet blev observeret og fejret.

Når alle stenene i dag er væk, skyldes det en kongelig ordre fra 1100-tallet om, at alle hedenske anlæg skulle fjernes, og stenene skulle genbruges til kirkebyggerier.

Kalundborg Museum har haft planer om at indrette et besøgscenter på stedet for det danske Stonehenge, men planerne måtte skrinlægges på grund af pengemangel.

Man kan se Overdrevsbakken mod syd, hvis man kører ad landevejen rute 23 eller med toget 8 kilometer øst for Kalundborg.

Der er for nyligt rejst tre store vindmøller i skellet til nabomarken.