Når vi ser romantiske komedier, vil vi have en oplevelse. Men hvornår føler vi os underholdt, og hvad vil vi opnå med at se denne type film?
Vil vi gerne drømme os lidt væk, har vi brug for at grine, eller har vi måske brug for at græde?
Svaret er, at vi kan opnå en del ved at se romantiske komedier.
I den romantiske komedie er plads til de store følelser. Der er plads til både grin og tårer, og det er netop oplevelsen af at få gang i følelserne, der bestemmer, om vi synes en romantisk komedie er god.
Bridget Jones og Hals store kærlighed
Baggrunden for denne artikel er mit speciale fra 2008.
Her blev undersøgt, hvad tilskuere bruger romantiske komedier til, og om de har en funktion i vores hverdag. Analysematerialet bestod af en række brugerkommentarer, hentet fra filmsitet IMDb, hvor brugere fortæller om deres filmoplevelser og vurderer filmenes kvalitet.
\ Fakta
SPECIALETS METODE
Det særlige ved undersøgelsen er, at jeg har brugt brugerkommentarer, som allerede ligger tilgængeligt på IMDb, og som jeg dermed ikke kunne påvirke, men observere.
Jeg udvalgte de nyeste 10 kommentarer uafhængigt af indhold og prøvede herefter at gruppere brugernes kommentarer i forskellige kategorier, der skulle vise, hvad de lagde vægt på i deres vurderinger.
En kvalitativ undersøgelse som denne kan ikke bruges til at bevise noget generelt om, hvad alle oplever, når de ser romantiske komedier. Men den kan vise, at nogle konkrete oplevelser eksisterer og dermed give et praj om, hvad mennesker oplever.
De to film, der blev målt og vejet af brugerne, var filmene Bridget Jones’ dagbog og Hals store kærlighed.
Hvad handler filmene om?
Den romantiske komedie handler ofte om en kvinde, der skal så grueligt meget igennem for at finde den store kærlighed. En af klassikerne er historien om Bridget Jones, der i Bridget Jones’ dagbog skal vælge mellem den lækre, men selvcentrerede Daniel Cleaver og den lidt kedelige, men trofaste Mark Darcy.
I filmen udsættes Bridget for en række pinlige situationer og forviklinger, men til sidst finder hun ud af, hvem der fortjener hendes kærlighed. Denne historie er hverken ny eller unik, men vi oplever den alligevel som relevant og interessant. Det gør vi af flere årsager.
At se sig selv
Identifikation og genkendelse er centrale elementer, når filmtilskuere bedømmer, om en romantisk komedie har været værd at se.
Karaktererne skal være så troværdige, at vi tror på, at de ville handle, præcist som de gør. De skal også være sympatiske nok, til at vi får ondt af dem, når det går dårligt og hele tiden ønsker det bedste for dem.
Ikke mindst skal vi kunne identificere os med hovedpersonen – se os selv stå over for de valg, hun står overfor. Når vi ser Bridgets opførsel, griner vi af hende. Vi griner af hende, fordi hun er åbenlyst pinlig, men vi griner også af hende, fordi vi kan genkende hendes fejltrin og hendes dilemma.
\ Fakta
Og når vi bliver rørt over Bridgets uheldige facon, er det fordi, vi genkender følelsen af at være forkert eller gøre noget kikset.
Så langt fra og alligevel så tæt på
Universerne, vi møder i den romantiske komedie, er tit urealistiske og overdrevne.
Det er vi fuldt ud klar over, når vi kaster os over film som Sex and the City eller Storbyens små mirakler. Alligevel bedømmer vi filmen og dens figurer efter virkelighedens målestok.
Det er vores egne standarder og forestillinger om kærlighed, der afgør, om vi f.eks. oplever Bridgets Jones’ handlinger som pinlige, eller hendes valg af partner som klogt.
Har den romantiske film et budskab?
I specialet blev det blandt andet undersøgt, om tilskuerne opfattede et budskab i filmene. Konklusionen er, at tilskuere ikke nødvendigvis udleder et direkte budskab, men i høj grad registrerer en række værdier og temaer, som de finder en værdi i at spejle sig i.
Tilskuerne, der havde set Bridget Jones’ dagbog, vurderede, at filmen fremstillede en moderne britisk kvinde på en troværdig måde. En kvindetype, de kunne identificere sig med – og kunne have ondt af.
\ Fakta
ANDRE GODE GRUNDE
I specialeundersøgelsen vurderede tilskuerne også deres oplevelse ud fra andre ting end identifikation og værdier.
F.eks. udtrykte tilskuerne, at det kan være en god oplevelse bare at få lov at se på en skuespiller, man synes er lækker.
Det kan også være en hel oplevelse i sig selv at kunne sammenligne forskellige film i samme genre. At finde lighedspunkter og forskelle – og overveje, om man synes, en film passer ind i en genre eller ej.
F.eks. syntes mange af tilskuerne, at det var sjovt og interessant, at Bridget Jones’ dagbog i så høj grad havde referencer til miniserien Stolthed og fordom.
En film, hvor tilskuerne oplevede et tydeligere budskab, er i Hals store kærlighed fra 2002.
Filmen handler om den overfladiske Hal, der skal lære at se menneskers indre skønhed. Trods filmens mange overdrivelser, oplevede tilskuerne, at filmen havde et budskab om, hvordan man bør se på andre mennesker. At budskabet var så tydeligt, fremhævede tilskuerne dog selv som atypisk for genren.
Den romantiske komedie fortæller os ikke, hvad vi skal gøre. Den viser os konsekvenser af handlinger – i en anden virkelighed.
Man må gerne grine
Når vi ser romantiske komedier, registrerer og bedømmer vi de handlinger, hovedpersonen udfører. Vi vurderer, om hovedpersonen handler egoistisk eller dumt, og vi sammenligner med, hvad vi selv ville have gjort?
Den romantiske komedie giver os mulighed for at tænke over vores egne værdier og de valg, vi træffer. På den måde udvider vi vores egne handlingsmuligheder i det virkelige liv.
I en romantisk komedie er det okay at grine af folks fejl og mangler, og det er en af genrens forcer, at vi netop får lov at grine af noget, der i virkelighedens verden er svært. Det er ukompliceret at grine af Bridget Jones, fordi det ikke har nogen konsekvenser for os.
Og netop derfor kan filmen være katalysator for, at vi kan reflektere over vores egne valg – fra et trygt biograf- eller sofasæde, hvor vi kan lege med virkeligheden.
Hvem taler den romantiske komedie til?
Det er en almen opfattelse, at den romantiske komedie primært er rettet mod et kvindeligt publikum.
Hvis man kigger på antallet af kvindelige hovedpersoner i denne type film og sammenholder det med, at identifikation er et kerneelement for en god filmoplevelse, er det oplagt at udlede, at den romantiske komedie er lavet til kvinder.
I min undersøgelse var fokus dog ikke på, hvem der ser de romantiske komedier, men i højere grad, hvad de, der ser dem, oplever. Her kommenterede både mænd og kvinder de to film.
Det interessante er her, at både mænd og kvinder hang deres oplevelse op på deres køn. Kvinderne sammenlignede sig i høj grad med Bridget, hvor mændene mere distanceret udtrykte, at de kunne identificere hendes type som en kvindetype, de godt kunne lide.
Flere af mændene fortæller, at lige præcis denne film var bedre end andre »tøsefilm«, som de i hvert fald ikke vil bruge tid på – som mænd.
Til sammenligning identificerede brugerne sig generelt mindre med Hal – fordi han er fremstillet mindre sympatisk – men det var i udpræget grad mændene, der udtrykte, at de følte sig ramt af filmens budskab, hvilket højst sandsynligt skyldes det faktum, at hovedpersonen er en mand.
»I like you very much… Just the way you are«
Dette er Mark Darcys kærlighedserklæring til Bridget Jones. Dette er replikken, der får os til at elske Mr. Darcy lige så højt, som Bridget gør. Og det er den erklæring, vi drømmer om i det virkelige liv.
I den romantiske komedie hylder vi kærligheden, kompliceret som den er, men også så fantastisk, som vi ønsker den skal være.
Udgangspunktet for at analysere filmoplevelser var en påstand om, at film, lidt ligesom festtaler, fremhæver menneskers gode og dårlige sider. Så vi kan spejle os i dem og bruge dem til at reflektere over vores egne værdier.
Forud for selve undersøgelsen gennemgik specialet en lang række teorier inden for retorik og film- og medievidenskab, der behandler oplevelser med fiktion og film, blandt andre David Blakesleys The Terministic Screen, Rhetorical Perspectives on Film fra 2003, der er en antologi, som behandler film i et retorisk perspektiv.
Fra filmvidenskaben kan nævnes Mette Kramer, der også har forsket i kvinders brug af de såkaldte kvindefilm, og som argumenterer for, at disse film har en reel nytteværdi for kvinder, fordi de kan bruge dem som træning til deres eget kærlighedsliv.
Specialet kan lånes på Det Kongelige Bibliotek, hvor der er meget mere om undersøgelsen og teorien bag, herunder både retorisk teori om fiktion og lejlighedstale-genren samt nyere filmteori om filmudbytte.
