Derfor går danske forskere i kødet på undervisningsministeren
Tre forskere fra Aarhus Universitet har i mange uger ligget i indædt kamp mod undervisningsminister Christine Antorini. Det usædvanlige opgør foregår i fuld offentlighed – men hvorfor egentlig? Og vil vi se flere af den slags fejder?

Jan Mejding, Peter Allerup og Louise Rønberg fra instituttet DPU ved Aarhus Universitet griner skævt af Christine Antorinis fortolkning af deres forskning i et indslag i TV Avisen. (Screendump fra dr.dk)

Det trak store overskrifter, da en lille gruppe forskere i december måned råbte op om, at Undervisningsministeriet fordrejede deres forskningsresultater.

De tre forskere fra Aarhus Universitet kaldte det både »misinformation« og »manipulation« at bruge deres rapporter til at konkludere, at længere tid i skolen giver bedre elever.

Opråbet udløste møder mellem forskere og embedsmænd i ministeriet og senere i januar et samråd i Folketinget, hvor undervisningsminister Christine Antorini (S) skulle forklare sig. 

På samrådet gentog Antorini blot de oprindelige pointer fra en pressemeddelelse – at ekstra »kvalitetstimer« i skolen vil være en gevinst for eleverne, og at den oplysning kan findes, hvis man læser ud af et spor i forskernes rapporter, uagtet, at forskerne selv siger, at man ikke kan læse rapporten på den måde.

Stædige forskere hægter sig fast

Fakta

Peter Allerup konkluderer i rapporten TIMSS 2011 blandt andet, at:

»Det årlige fagspecifikke tidsforbrug har ingen sammenhæng med niveauet af TIMSS-scorerne i [matematik og natur/teknik], hverken set i internationalt perspektiv eller vurderet alene ud fra de
danske data.«

I mange tilfælde ville sagen givet dø her; forskerne har råbt op, en minister understeger sin pointe, og så er der ligesom ikke mere at komme efter. Men denne gang er det anderledes. Selvom forskere normalt er tilbageholdende med at gå i offentlig clinch med politikere, bliver de tre ved med at svare tilbage på Antorinis udmeldinger, senest i et indslag i TV Avisen og i en længere artikel i fagbladet Folkeskolen.

Kampen finder sted, selvom forskernes rapporter er delvist betalt af Antorinis ministerium, og forskerne på den måde principielt risikerer at skære den gren over, de selv sidder på.

Tavshed er værre end tale

Forskerne holder fast i megafonen, ifølge Peter Allerup – en af de tre forskere på barrikaderne – fordi det kan have endnu større omkostninger at tie stille.

»Jeg har før prøvet at sidde på mine hænder og kun råbt op i fagtidsskrifter, mens en debat rasede. Dengang handlede det om, at man blev dummere af at gå på små skoler – en påstand, der blev markedsført, lige før Lars Løkke Rasmussen (V) skulle gennemføre sin kommunalreform. Konsekvensen blev, at man nedlagde små skoler, selvom min forskning viste, at påstanden var forkert.«

Striden med de tre forskere fra Aarhus Universitet har været vendt på et åbent samråd, hvor Christine Antorini fastholdt sin fortolkning af forskernes arbejde. Se nærmere detaljer i boksen under artiklen. (Screendump fra ft.dk</a>)

»Det er min baggrund for at sige, at nu holder vi altså fast – ud over at man selvfølgelig føler sig trådt på som forsker, når Christine Antorini går ud og siger, at man ikke har forstand på sit eget arbejde.«

»Vi kan godt lade ting fare forbi vinduet, hvis de ikke generer i ens liv, men når vi skal skydes i skoene, at vi ikke har forstået, hvad vi selv laver, så overskrider hun en anstændighedsgrænse,« siger Peter Allerup, professor ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) - Center for Grundskoleforskning.

Udefra set virker det som en sjælden beslutning, at man går så langt, som I gør lige i øjeblikket?

»Ja, for i vores tid med stærkt eksternt finansierede projekter er folk bange for at bide den hånd, der fodrer én. Men i min mailboks har jeg hørt fra mange, der synes, det er fint, at vi står frem, fordi de selv oplever noget tilsvarende. Flere af dem synes, at det er som at hamre i en dyne, når de f.eks. skriver breve; det kommer der ingenting ud af. Vi er ikke ene om denne her oplevelse, det er helt sikkert.«

Fakta

Peter Allerups kolleger Jan Mejding og Louise Rønberg skriver blandt andet i rapporten 'PIRLS 2011 - en sammenfatning', at:

»Et ofte diskuteret forhold er elevernes årlige timetal, men det har vist sig, at der ikke er nogen entydig sammenhæng mellem erhvervede kompetencer og det tildelte timetal i skolen. Skolesystemer, der tildeler eleverne flere årlige undervisningstimer klarer sig ikke nødvendigvis bedre. Selv hvis man ser på det antal timer, der er afsat til undervisning i hovedsproget – i Danmark i dansk – inklusive den del af danskundervisningen, som specifikt går med læseundervisning, så er sammenhængen med elevernes læsekompetencer ikke entydig.«

»Grænsen for, hvor hårdt man melder ud, går måske ved den måde, hvorpå man bliver generet. Hvis politikere siger lige det modsatte af, hvad ens forskning viser, så er det deres politiske ret, og man kan bagefter bare konstatere, at det var lidt underligt. Men når de læner sig ind over hegnet og siger, at vi ikke selv har forstået et pluk af det, vi laver, går de altså et skridt for langt,« mener Peter Allerup, der har lavet rapporterne sammen med lektor Jan Mejding og ph.d.-stipendiat Louise Flensted-Jensen Rønberg.

Han tilføjer, at kampen står mellem forskerne og ministeren og ikke mod hendes embedsmænd, som ifølge Peter Allerup har været lydhøre gennem forløbet.

Forskere er nødt til at forholde sig til politikere

Maja Horst fra Københavns Universitet har i 15 år forsket i videnskabelige kontroverser. Hun mener, at lige præcis denne sag skaber større splid end andre af primært to årsager:

  1. Forskerne oplever formentlig, at deres troværdighed er på spil. »Har man tabt sin troværdighed én gang, er det virkelig svært at få den tilbage, og har man ingen troværdighed, kan man lige så godt finde sig et andet job,« bemærker hun.
     
  2. Gennem de seneste 10 år er politikere blevet mere og mere fokuseret på at bruge forskningsresultater i deres politik, såkaldt evidensbaseret politik eller ’evidence-based policy-making’.

»Det er blevet mere og mere tydeligt, at forskningsresultater bliver brugt politisk, og derfor er det også blevet sværere for forskere at lade, som om de ikke har et ansvar for, hvordan deres forskning bliver brugt. Derfor kan jeg godt forestille mig, at det ikke er sidste gang, vi ser sådan noget her,« siger Maja Horst, institutleder på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling ved Københavns Universitet.

En kamp, der ikke kan vindes

På Aarhus Universitet forsker Kristian Hvidtfelt Nielsen i videnskabelig formidling. Han pointerer, at sagen på den anden viser, at det kræver tid, mod og stædighed for forskere at tage kampen med politikerne, og at den derfor kan være med til at holde forskere væk fra den offentlige debat.

Vi har selvfølgelig haft interne snakke om, hvorvidt vi skulle gøre det her, men vi er alle tre af nogenlunde samme støbning og synes, der er gået over grænsen. Vi har ikke fortrudt noget lige nu, og det kommer vi heller ikke til.

Peter Allerup

»Min fornemmelse er, at mange forskere vil om ikke blive skræmt, så i hvert fald prioritere anderledes end de tre fra DPU. De vil måske tænke, ’godt, at nogen gør det, og godt, det ikke er mig’. Tiden går jo også fra alt det andet arbejde, de skal lave.«

»Og så er der det element i det, at de næppe får Antorini til at indrømme, at hun måske forvrider forskernes arbejde. Det er en kamp om den politiske dagsorden og mediernes opmærksomhed, der er svær at vinde, og det bedste resultat, man kan håbe på, er nok, at man kan give sin stemme med i debatten. Derefter må folk selv tage bestik af situationen,« siger Kristian Hvidtfelt Nielsen, lektor på Videnskabsstudier ved Aarhus Universitets Institut for Fysik og Astronomi.

Diskussionen er vigtig i sig selv

Maja Horst er enig med Kristian Hvidtfelt i, at kampen virker svær at vinde, men hun peger også på, at netop diskussionen mellem forskere og politikere er meget positiv og kan være et mål i sig selv.

»Jeg synes, det er sindssygt vigtigt, at forskere bruger sager som denne her til at diskutere, hvad videnskabelig viden er og ikke er. Man skal tænke på, at forskere og politikere har to forskellige raisons d’être (’grunde til at eksistere’, red.): Forskere skaber viden om verden og stræber efter at opnå erkendelse. Politikernes opgave er derimod at finde løsninger på problemer, og de kan ikke altid vente på, at forskere finder ud af alt, hvad der er værd at vide. Derfor er der plads til fortolkninger, og det er dem, vi skal diskutere. Sådan nogle diskussioner er i sig selv rigtig positive, og dem kan vi ikke få for mange af,« mener Maja Horst.

Opråb til politikere: udmeldinger kan skade

Det er rigtig modigt og godt, at forskerne præciserer, hvad resultaterne viser, for det er meget udbredt, at politikere bruger undersøgelser til at bakke op om deres egen dagsorden.

Line Lerche Mørck, lektor, DPU

På de tre forskeres institut ved Aarhus Universitet sidder også lektor Line Lerche Mørck. Hun har ikke haft noget med de omstridte rapporter at gøre, men forsker selv i, hvordan man kan skabe en bedre folkeskole (se artiklen ”Skolerne er syge – hvad kan vi gøre?).

Line Lerche Mørck har ligesom Maja Horst bidt mærke i, at politikere har fået for vane at spænde forskning for deres egen vogn, og at sagen omkring Christine Antorini ikke er et særsyn, hverken herhjemme eller i udlandet.

»Alligevel synes jeg, det er vigtigt at sige, at netop når det gælder store, omstridte ændringer af f.eks. folkeskolen, så ville det være godt, hvis politikerne kunne erkende, når der ikke er forskningsmæssigt belæg for deres påstande. De burde gå lidt mere forsigtigt frem og måske lave små forsøg for at belyse, om det her er den rigtige vej at gå, for ellers kan det i sidste ende skade folkeskolen mere, end det gavner,« bemærker Line Lerche Mørck, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) - Læring.

Slaget om fortolkningerne af forskernes resultater er langt fra slut. Peter Allerup bedyrer over for Videnskab.dk, at næste fase i kampen mod undervisningsministeren formentlig kommer til at handle om definitionen af »kvalitet« i timerne og hvordan man bedst opnår det.

Ministeriet for børn og undervisning oplyser, at Christine Antorini ikke har noget at tilføje til det, hun sagde under samrådet i januar.

Her er, hvad Christine Antorini tillægger mere værdi end konklusionerne fra de danske forskere

Folkeskolen.dk bringer i sin grundige artikel en gennemgang af de centrale formuleringer for undervisningsminister Christine Antorini.

Antorini hæfter sig ved den internationale del af undersøgelsen TIMSS, hvor Peter Allerup har stået for den danske del. Ministeren læner sig ifølge pressemeddelelsen fra ministeriet op ad følgende citat:

»Despite the difficulties in studying its effects, instructional time remains a crucial resource in considering students' opportunity to learn. If everything else about schooling was equal and of high quality, more instructional time should result in increased student learning. For example, a recent study published by the London School of Economics used data from Pisa 2006 and from 10- and 13-year-olds in Israel to compare achievement estimates for the same students across curriculum subjects, and found that instructional time has a positive and significant effect on achievement« (Lavy, 2010).

Ifølge folkeskolen.dk er der blot tale om et working paper, altså ikke en afsluttet og peer-reviewed videnskabelig artikel, og registreringen af timer er upræcis i forhold til den, der bliver lavet i undersøgelserne TIMSS og PIRLS. Den bygger ifølge folkeskolen.dk på, hvad eleverne selv vurderer, at de har haft af timer i en typisk uge forud for undersøgelsen, grupperet i tre grupper: nul-fire timer, fire-seks timer og mere end seks timer.

Lavy finder ifølge folkeskolen.dk en positiv effekt af antallet af timer, som eleverne oplever det, og deres præstationer, men den øvrige forskning, der refereres i Lavys studie, viser ikke sammenhæng mellem timer og præstation alene.

Bemærk i øvrigt ordet »should«. Levy påpeger, at mere skoletid af høj kvalitet burde give et bedre resultat, men det er altså ikke efterprøvet videnskabeligt.

Forskerne understreger ifølge folkeskolen.dk, at der i TIMSS og PIRLS deltager så mange forskellige lande med så forskellige timetal, at sammenhæng mellem timetal og elevernes resultat burde vise sig i undersøgelserne - hvis den altså fandtes.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Goliath-frøen, som du kan se på billedet herunder.