Forsker: Derfor er Trump en trussel for såvel den amerikanske som den globale sundhed
KOMMENTAR: Konspirationsteorier og videnskabelig misinformation har gode kår under COVID-19-pandemien – og verdens mægtigste mand bærer brænde til bålet, skriver professor.

Trumps håndtering af coronakrisen er en trussel mod hele verden, eftersom USA's problem i dag kan blive resten af verdens problem i morgen. (Foto: Shutterstock)

Trumps håndtering af coronakrisen er en trussel mod hele verden, eftersom USA's problem i dag kan blive resten af verdens problem i morgen. (Foto: Shutterstock)

Da min bedre halvdel og jeg arbejdede på Harvard Medical School i de tidlige firsere, var det store samtaleemne i laboratoriet om onsdagen de blodprøver, som en læge om tirsdagen fløj fra Boston til New York og retur.

Lægen skulle tage blodprøver på homoseksuelle, som havde udviklet en meget sjælden form for kræft (kaldet Kaposi's sarkom) – vel at mærke på en måde, som lignede en epidemi.

Blodprøverne blev anvendt til at bestemme immunstatus for patienterne. De viste uventet en ekstrem lav mængde CD4-celler, som på mange måder er krumtappen i immunapparatet.

Først langt senere fandt man (samtidig i Frankrig og USA) ud af, at den primære årsag til de lave CD4-celler var et virus, som senere blev døbt HIV, og som invaderede og ødelagde netop disse celler.

Dr. Fauci kunne få Reagan til at lytte

Vi ved nu, hvordan HIV svækker immunapparatet, men heldigvis også hvordan virus effektivt kan behandles. I processen var der megen misinformation om, hvordan virus spredtes, men de amerikanske myndigheder viste sig i stand til at skifte gear på en måde, så meget af det bureaukrati, som havde præget de første år af epidemien, blev sat ud af kraft.

Dette medførte, at så mange HIV-patienter som muligt kunne få den effektive medicin tidligere, end hvad man var vant til, når ny medicin skulle indkøres.

Det skyldtes først og fremmest pres fra patientgrupper, men også lederen af instituttet for infektionsbekæmpelse i Washington, Dr. Anthony Fauci. Han lod sig nemlig – efter nogen tøven – overbevise om, at der her var brug for en anden strategi, end hvad man ellers havde anvendt ved udvikling af nye antibiotika.

Fauci er nu – igen – verdensberømt som en person, som står tæt ved en præsident, når der er pressekonferencer om COVID-19 pandemien.

Han var ikke altid enig med Reagan i firserne vedrørende HIV, men kunne ofte sætte sin vilje igennem til alles gavn.

… men Trump er i en liga for sig

I 2020 er situationen en anden: Han ses stående bag Donald Trump, oftest med stenansigt, enkelte gange med et blik, som kun kan tolkes som vantro, en enkelt gang tydeligt tagende sig til hovedet.

Når han selv udtaler sig, er det ofte uden sammenhæng med, hvad hans øverste chef lige har sagt. Han holder sig næsten udelukkende til lægefaglige problemstillinger.

Læg mærke til Dr. Fauci, der står yderst i højre side i baggrunden. (Video: Ruptly)

Vi i det videnskabelige samfund spørger naturligt nok, hvordan Fauci kan tolerere de misvisende løgne, som hans chef kommer med, og om ikke han burde tage sit gode tøj og gå?

Han er ikke selv specielt informativ om dette, men sagen er vel den, at han med sit ry og integritet er den, som bedst kan moderere en regering med en præsident i spidsen, som synes at forholde sig til pandemien med den ene vinkel at få sig selv genvalgt.

Måske ser han sig selv som bolværket mod uhyrlige udtalelser (han ses ikke at være til stede, da Trump foreslog at drikke blegemiddel for at dræbe virusset)? Måske arbejder han i baggrunden for den sunde fornuft. Hvem ved?

Det er skræmmende at tænke på, hvordan den genåbning, som pågår i USA, kan føre til en ødelæggende anden bølge, som kan påvirke, hvordan resten af verden skal komme over pandemien. En vaccine er ikke lige om hjørnet, men på den anden side ser udviklingen af den ud til at gå hurtigere, end Fauci havde ventet.

Det er da i det mindste godt nyt, det kan alle vel være enige om?

Nej!

Vanvittige teorier bliver opfattet som sande

Anti-vaccine-ligaen er på spil igen. Jeg har tidligere forsøgt at beskrive dens uhyrligheder her på Forskerzonen – også at den tilsyneladende var på tilbagetog efter en alvorlig mæslingeepidemi i USA.

Desværre kommer den frem igen under pandemien, og nu har den allieret sig med den yderste højrefløj i USA. Sidstnævnte har demonstreret mod social afstand med skilte, som direkte angreb Fauci for at sprede misinformation og være i samme båd som storkapitalen.

Mens dette er pågået i nogle uger, er den allerseneste udvikling for mig endnu mere skræmmende: På en video kaldet Plandemic Part 1 ophøjes en Dr. Judy Mikovits til en slags orakel for sine teorier om COVID-19, hvoraf én af dem er, at det at bære maske kan aktivere COVID i din krop.

Dette lagt sammen med den generelle modvilje mod vaccine i disse kredse, og så er scenen sat for endnu en gang misinformation på de sociale medier.

Videoen ville blot være ufrivillig morsom, hvis det ikke var, fordi så mange amerikanere tror på den – herunder sikkert mange af dem, som til november vil stemme på Trump.

Videoen er ganske vist taget ned af de store hjemmesider, eksempelvis YouTube, men den lever i bedste velgående på Twitter. Det gør Dr. Mikovits bog 'Plague of Corruption: Restoring Faith in the Promise of Science– en bestseller på Amazon – også.

Mikovits' blakkede ry og konspirationer

Hvem er denne doktor, som synes at være blevet en anti-vaxxer kæledægge?

I modsætning til de 'falske profeter' – eksempelvis influencere og lignende, som er karakteriserede ved at have praktisk taget ingen uddannelse – er Mikovits højtuddannet med en ph.d.-grad fra et velmeriteret universitet i USA.

Hun var derefter forskningsleder ved en privat institution og var relativt ukendt, indtil hun i 2009 offentliggjorde en videnskabelig artikel i det meget velansete tidsskrift Science, hvori hun hævdede at have fundet et virus, som var årsag til kronisk trætheds syndrom.

Dette skabte selvsagt håb for de mange patienter med denne diagnose, hvoraf en del begyndte at tage medicin mod HIV for det, da der var ligheder mellem HIV-virus og det virus, Mikovits hævdede at have fundet.

Desværre viste det sig hurtigt, at studiet ikke kunne reproduceres af andre forskere, og det måtte i flere omgange trækkes tilbage, og Mikovits måtte selv i 2012 indrømme, at der reelt ikke var nogen sammenhæng.

Siden har Mikovits, så vidt jeg kan se, ikke haft nogen fast ansættelse, men har i stedet brugt tiden til at fremsætte forskellige konspirationsteorier – blandt andet omkring årsagen til kræft og til autisme. Senest har hun slået sig på COVID-19, hvor hun mener, at dette virus stammer fra influenzavirus-vacciner (Trump har flere gange hævdet, at coronavirussen blev produceret i et laboratorium i Wuhan i Kina).

En anden af Mikovits' konspirationsteorier går på hendes egen person og beskriver, hvordan en vis Dr. Fauci (ja, den samme!) har blokeret hendes karriere og undertrykt hendes – efter eget udsagn – banebrydende forskning.

Alt dette og meget mere er blevet faktatjekket og tilbagevist.

Fakta
Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Dr. Fauci og Trump i åben konfrontation

Som sagt kan alt dette lyde ufrivilligt morsomt, hvis det ikke var fordi, vi lever i en tid, hvor en amerikansk præsident konsekvent lyver om sundhedsvidenskabelige spørgsmål, og hvor højreorienterede og anti-vaxxers bruger COVID-19-pandemien til at komme frem fra de huller, de var kommet ned i efter mæslingeskandalen i USA, som jeg tidligere har skrevet om her på Forskerzonen.

I skrivende stund har Dr. Fauci lige vidnet ved en kongreshøring – dagen efter Trump udtalte: »Vi har sejret.« Til høringen sagde Fauci blandt andet, at »der er en reel risiko for et nyt udbrud, som vi ikke kan kontrollere,« hvilket kan føre til »lidelse og død, der kunne være undgået og gøre den økonomiske genopretning langsommere.«

Fauci argumenterede for, at meget af den politik, som Trump-administrationen har fremlagt/undladt og som har medført, at amerikanske delstater har åbnet op, vil kunne medføre den meget frygtede 'anden bølge' af et COVID-19-udbrud. Med andre ord, vi har på ingen måde sejret endnu.

Man kunne måske som dansker trække på skuldrene over dette (efter min mening) vanvid. Problemet er blot, at hvad der foregår i USA i dag, kan påvirke os og resten af verden i morgen. Og ja, Trump har selvfølgelig været ude og kritisere Fauci for dette vidneudsagn.

»Vogt jer for de falske profeter,« står der i Matthæusevangeliet. Det har aldrig været mere sandt for forskningskommunikation end i 2020.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.