Hvem er egentlig bedst til at håndtere smerter, og hvem er mest pylret – er det mænd eller kvinder? Spørgsmålet har været debattet i ét væk i årtier, og studier har faktisk givet begge sider medhold.
Her på Videnskab.dk har vi også tidligere delvist besvaret spørgsmålet i artiklen 'Hvad gør mest ondt – en fødsel eller et spark i skridtet?', men fordi vi alle er forskellige, er det svært at komme med et endegyldigt svar.
Det har forskere nu alligevel forsøgt at gøre ved at analysere, hvorfor vi føler den smerte, vi føler, og ikke bare kigge på, hvor intens smerten er.
Det skriver forskning.no.
I studiet viser det sig, at kvinder ikke nødvendigvis har en lavere tolerance over for smerter, selv om undersøgelser tidligere har vist, at kvinder reagerer kraftigere på dem. I stedet kan det simpelthen have noget at gøre med, at kvinder er mere opmærksomme på konsekvenserne af smerterne.
For mens mænd frygter stærke smerter, så er kvinderne også bekymrede for de ting, de stærke smerter måske medfører.
Hvis man eksempelvis taler om at brække nakken, kan mænd være meget bange for smerten, mens kvinderne i højere grad vil tænke længere frem og frygte at blive lamme, at få dårlig økonomi på grund af sygemelding fra job, eller bekymre sig om mulighederne for at kunne passe børnene.
»Kvinder bekymrer sig måske ikke bare for det, der sker her og nu. De bekymrer sig muligvis også for de konsekvenser, det kan have. Måske er det, hvad der farver deres svar, når de skal angive, hvor meget de frygter smerte,« siger Sara Magelssen Vambheim, der er hovedforfatter på studiet og forsker ved Norges Arktiske Universitet, til forskning.no.
»Bekymringer for deres egen sundhed og forældreansvar er måske større hos kvinder, så det er muligt, at de tolker spørgsmålene på en anden måde end mænd,« siger Roald Øien, der er medforfatter og phd-studerende på samme universitet, til forskning.no.
De to fandt tydelige forskelle mellem kvinder og mænds smerteniveau, og de måtte udsætte mændene for mere smerte, før de sagde, at det gjorde ondt.
Men når de analyserede frygten for forskellige smerter i et skriftligt spørgeskema, var forskellen mindre. Milde smerter som et papercut eller at bide sig i tungen, frygtede begge køn lige meget. Dog frygtede kvinder stærke smerter som livstruende sygdom eller en brækket nakke i højere grad end mændene.
Ifølge forskerne bør det lede til en overvejelse om, hvorvidt angstbehandling bør indgå i behandlingen af smerter hos kvinder, men de påpeger samtidig, at mere forskning er nødvendig.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Journal of Pain Research.