Forestil dig, at en antropolog fra en anden planet bliver sendt til Jorden for at dokumentere de mærkværdige tobenede pattedyrs adfærd.

Antropolog-rumvæsenet ender ved et tilfælde i en biograf, der viser den seneste Hollywood-gyserfilm.

I biografens mørke sidder adskillige mennesker. De stirrer alle på et rektangulært område, hvor forskellige mønstre ændrer sig med stor hastighed.

De er tydeligvis meget ophidsede. Følelserne er i højeste gear, de ser sig nervøst omkring, det giver til tider et sæt i dem, og de afgiver højlydte advarselssignaler.

Til sidst bliver lyset tændt igen, og det rektangulære område mørklægges. Menneskene rejser sig og forlader salen, mens de sludrer og ler og lader til at have det hyggeligt.

Hvad i al verden er det, der sker?

Hvorfor udsætter mennesker sig frivilligt for, hvad der lader til at være en dybt ubehagelig oplevelse? Hvorfor reagerer de så stærkt på de forskellige mønstre, der viser sig på lærredet?

Vi udviklede os til at nyde at blive skræmt

Jeg er fascineret af horror-paradokset; det mærkværdige i at vi opsøger underholdning, der vækker skræk og rædsel i os.

Det er et emne, jeg undersøger i min seneste bog 'Why Horror seduces' og min TEDx Talk 'Lessons from a terrified horror reseacher', som du kan se her:

Det er noget, man blandt andet kan se i børnelege - gemmeleg er eksempelvis en simulering af interaktionen mellem rov- og byttedyr.

Barnet gemmer sig et sted, og den voksne forgiver at være en farlig trold eller et rovdyr, der truende knurrer, mens det leder efter barnet.

Legen giver barnet afgørende viden om, hvordan det skal undgå at blive fanget. Børn synes almindeligvis, at denne slags aktivitet er dybt tilfredsstillende, angiveligt fordi den leverer en tryg oplevelse af et potentielt katastrofalt scenarie.

Børnene nyder legen, og nydelse er evolutionens måde at motivere til adaptiv adfærd.

Dyr leger også

Det er ikke kun menneskebørn, der leger. Mange dyr har også udviklet sig, så de nyder leg, fordi det leverer afgørende oplevelser og lader dem udvikle adfærdsmæssige og psykologiske coping-strategier under trygge forhold.

Det kan vi blandt andet se, når killinger leger vildt og fanger, bider og kradser hinanden: De lærer dynamikken bag fysiske konfrontationer under trygge omstændigheder med minimale omkostninger og risici. 

Det er helt klart mere trygt, end hvis de lærte det ved at prøve sig frem i forbindelse med fjendtlige konfrontationer i naturen.

Horror udnytter vores forsvarsmekanismer

Mange personer nyder horror, fordi de kan lege med de negative følelser og udvikle coping-strategier. Vi lærer, hvordan det føles at være rigtig bange, og vi lærer, hvordan vi håndterer de negative følelser.

Mennesket udviklede sig, så det fandt nydelse i situationer, der lader os opleve negative følelser i en tryg kontekst. Det er noget, man blandt andet kan se i børnelege som gemmelege og i vores forkærlighed for film, der skræmmer os fra vid og sans. (Foto: Shutterstock)

Men hvordan virker horror? Min forskning indikerer, at horror virker gennem en række primale biologiske forsvarsmekanismer – et system for håndteringen af frygt og angst udviklet i løbet af evolutionen.

Dette system blev udviklet for at beskytte os mod fare, og det findes også blandt andre dyr. Rotter, geder og murmeldyr udviser alle frygtsom adfærd. Det kan endda observeres blandt snegle og fluer.

Horror forædler coping-mekanismerne

Men mennesket er fantastisk fantasifuldt, og vi bruger vores veludviklede fantasi til at rejse til virtuelle farefulde verdener. Når vi læser en horrorhistorie eller ser horrorfilm, reagerer vi på de uhyggelige og rædselsvækkende situationer, vi ser.

Vi identificerer os med de fiktive personer, der står ansigt til ansigt med skrækindjagende trusler. 

Vi føler afsky og væmmelse ved synet og beskrivelsen af døde og forrådnede zombier og rædsel ved et Lovecraftagtigt blækspruttemonster. Vi gennemlever en række følelser, i takt med at vi observerer og læser, og gennem disse oplevelser lærer vi noget om vores egen respons.

Horror leverer indsigt i både os selv og verdens dunkle sider. Gennem horror kan vi udvikle og forædle coping-strategier, der kan vise sig at være afgørende senere i livet.

Træn dit frygt-system

Sagt med andre ord er der altså god grund til at se en horrorfilm i aften – også selvom du måske ikke er hardcore-fan.

Det er nok en meget god ide at starte med noget, som ikke er så rædselsvækkende, når du skal give dit frygt-system en workout.

Hvis du kan klare dig igennem en film uden at falde helt fra hinanden, vil du formentlig opleve en stærk følelse af beherskelse; en følelse af at du klarede sig igennem en negativ oplevelse.

Måske oplever du mareridt eller andre adfærdsforstyrrelser, men alting har sin pris.

Horrorfilm hjælper os med at håndtere vores frygt, og hvem ved, hvornår det kan få afgørende betydning?

Oversat af Stephanie Lammers-Clark. En engelsk version af denne artikel kan læses på vores internationale søstersite ScienceNordic her.