København står i mangfoldighedens tegn i denne Pride Week. Lesbiske, bøsser, biseksuelle, trans- og queerpersoner samt godtfolk af alle afskygninger – også heteroseksuelle og cispersoner – fejrer efter internationalt forbillede ugen igennem hele paletten af seksualiteter og køn.

Denne tradition har kun 23 år på bagen (i 2019, da artiklen blev skrevet, red.). I 1996 gik den første forkølede pride-parade gennem København.

Men kampen for homorettigheder har en over 150 år lang historie. Og i Danmark har den eksisteret i mindst hundrede år.

Sydtysk seksualitetskamp

De berømte optøjer ved Stonewall-baren i New York i juni 1969 har fået ikon-status i vores USA-fokuserede virkelighedsbillede, ikke mindst her i 50-året for begivenheden.

Men kampen for homorettigheder begyndte slet ikke i USA. Vi skal derimod til München.

Året er 1867. Her foretog den tyske jurist og forfatter Karl Heinrich Ulrichs (1825-1895) et modigt kamikaze-stunt ved det nationale tyske juristmøde. Måske kan det siges at være verdensdebuten for kampen for homorettigheder.

Ulrichs krævede straffrihed og rettigheder for samtlige repræsentanter af det, han kaldte ’det tredje køn’: Mænd, der elskede mænd og kvinder, der elskede kvinder.

De var ifølge Ulrichs ikke forbrydere, der skulle forfølges, blot mennesker, der fulgte deres iboende natur.

Hans tale udløste en voldsom skandale. I dag er der opstillet en buste af Ulrichs i Münchens homokvarter samt i flere andre tyske byer.

Tante Magnesias kamp mod § 175

Op gennem det tyvende århundredes første årtier fortsatte kampen for homorettigheder, først og fremmest drevet af læger og jurister.

En førende autoritet var sexologen Magnus Hirschfeld (1868-1935), der i 1897 grundlagde verdens første seksualpolitiske organisation, Wissenschaftlich-Humanitäres Komitee samt i 1919 et forskningsinstitut, Institut für Sexualwissenschaft.

Instituttet indeholdt både museum, behandlingsanstalt, hospital og laboratorium. Og så var det hjemstedet for en farverig samling af det, vi i dag ville kalde LGBTQ-personer.

Også Hirschfeld selv (der gik under kælenavnet Tante Magnesia) boede der med sin partner Karl Giese.

En af Hirschfelds mærkesager var afkriminaliseringen af mandlig homoseksualitet, den forkætrede § 175, og det lykkedes næsten. Seksuelle forhold mellem kvinder var ikke strafbare.

Den sydtyske sexolog Magnus Hirschfeld, også kendt som Tante Magnesia, var en pioner, når det kom til homoseksuelles rettigheder. Fotoet er fra maskerade i Hirschfelds institut. Hirschfeld er den ældre herre med hvalrosskægget. (Foto: Magnus Hirschfeld-samlingens arkiv) 

Homohovedstæder: Fra Berlin til København

Berlins status som hele verdens homohovedstad blev befæstiget i 1920’erne, og i hele mellemkrigstiden havde byen en blomstrende subkultur.

Fascismens fremmarch satte en definitiv stopper for dette, og med afbrændingen af Hirschfelds institut i 1933 gik denne centrale homohistorie til dels i glemmebogen, ligesom uerstattelige dokumenter gik op i flammer.

Hirschfeld selv, der udover homoseksuel tillige var jøde og socialist, var en af fascisternes yndlingsfjender. Da hans institut blev destrueret, befandt han sig  efter en længere jordomrejse i Nice, hvor han var gået i eksil.

At Berlin var sexologiens vugge og homoseksualiteten og transkulturens epicenter, ses også i homohistoriens geografi. Jo nærmere Berlin, jo tidligere og jo mere homoseksualitet.

Det er en hovedgrund til at København og i mindre grad Stockholm blev Nordens homometropoler.

Især København har i over hundrede år fungeret som homohovedstad, ikke kun for Danmark, men også for Sydsverige, Norge, Færøerne, Island, og Grønland. Svenske og finske LGBTQ-personer drog typisk til Stockholm.

Homoseksualitet (især mandlig) og storbylivet hænger nemlig uløseligt sammen.

Den ’usædelige’ litteratur skabte debat om homoseksualitet

Danmark har Nordens ældste og mest righoldige homolitteratur. Allerede i 1880 udgav Herman Bang den dristige roman ’Haabløse Slægter’, der medførte en dom for usædelighed, skønt homoseksualiteten kun optræder i kodet form.

I 1883 udkom den første roman i Norden med en moderne lesbisk karakter, ’Nina’ af Otto Martin Møller.

I perioden 1900 til 1910 bliver homoseksualiteten for alvor et tema for dramatik, romaner og digte, og det er i dette tiår, de første offentlige homoseksuelle skandaler finder sted i Tyskland, England, Danmark og Sverige.

Men forfølgelserne og de offentlige smædekampagner – især i smudspressen – påkalder også modstemmer, og der er allerede her livlig debat om beskyttelse af mindretal.

I 1912 indfører Danmark en lov, der de facto afkriminaliserer homoseksualitet mellem samtykkende voksne. Den fuldkomne og formelle afkriminalisering sker dog først i Straffeloven af 1930 og trådte i kraft i 1933. I Norge sker dette først i 1972.

Fordommene fortsatte

Men en ting er lovgivning, en anden er diskriminering, stigmatisering og fordomme.

Helt frem til 1960 mente et stort flertal af den danske befolkning for eksempel, at homoseksuelle burde afstå fra at søge embede i folkeskolen.

Denne negativitet skal ses på baggrund af et konservativt og homofobt tilbageslag i 1950’erne, hvor hele den vestlige verden vendte sig mod traditionelle familieværdier efter verdenskrigenes kaos.

Forbundet af 1948 og ’Den Grimme Lov’

Men også denne konservatisme blev mødt med modstand, og i 1948 blev den første forening for homoseksuelle dannet, Forbundet af 1948.

Den tyske jurist og forfatter Karl Heinrich Ulrichs kan måske siges at have begået verdensdebuten for kampen for homorettigheder ved det nationale tyske juristmøde i 1867. (Foto: WikiMedia Commons)

Oprindeligt havde den lokalforeninger i Norge og Sverige, men efter et par år dannedes der selvstændige nationale forbund også i nabolandene.

I Danmark kom den voksende homofobi til udtryk i en øget bekymring for drengeprostitutionen og dens konsekvenser.

Homoseksualitet blev koblet til pædofili og prostitution, og i 1961 vedtog Folketinget den kontroversielle ’Grimme Lov’, der øgede den kriminelle lavalder for sammekønsforhold, hvis penge var involveret, og intensiverede jagten på homoprostitution.

Loven ophørte efter megen kritik i 1965, og kampen mod den er udtryk for den slags nationale kompromisser, Danmark er så berømt for. Myndighederne lod de voksne homoseksuelle være i fred, hvis de til gengæld afholdt sig fra samvær med yngre og købesex.

Hvilket de rent faktisk gjorde.

70’ernes seksuelle mangfoldighed

Med 70’ernes seksuelle revolution og generelt forandrede seksualmoral, pornografiens frigivelse og dannelsen af kvindebevægelser, Lesbisk Bevægelse og Bøssernes Befrielsesfront blev kampen for LGBTQ-rettigheder mere radikal.

Vilkårene for at mødes, leve og elske blev fundamentalt forandret. For eksempel ophørte danseforbuddet i 1973, der i årtier havde forbudt to mænd at danse sammen på offentlige steder, og i 1976 blev den homoseksuelle lavalder ligestillet med den heteroseksuelle.

Danmark havde så at sige vænnet sig til seksuel og kønslig mangfoldighed, og da lovforslaget om registreret partnerskab i 1989 blev vedtaget, var det en langt større sensation i udlandet end i Danmark.

Denne lov blev som forventet (og af nogle frygtet) forløberen for det kønsneutrale ægteskab, der i 2012 sidestillede homoseksuelle og heteroseksuelle par og åbnede mulighed for kirkevielser for alle.

Danmark har en særlig plads i homohistorien

At Danmark som det første land i verden vedtog dette er både et tegn på en pragmatisk indstilling til seksualitet, et udtryk for vores lange tradition for nationale kompromisser samt et håndgribeligt bevis på, at myten om det danske frisind har en vis realitet.

Man kan faktisk tale om, at Danmark er exceptionel, når det gælder homohistorien. Også selvom vi selvfølgelig stadig har kampe, der skal kæmpes. 

Danmark har således noget at være stolte af, når vi fejrer dette års Pride Week. Måske mere end vi aner.