Den rigtige palæokost indeholdt muligvis brød
Kilde: 
31 august 2016

Korn og brød er forbudte fødevarer i den populære stenalderkost. Men nu viser et nyt studie, at stenaldermennesker fra Centraleuropa faktisk spiste hvede, byg og hirse mindst 400 år tidligere end man hidtil har troet. Det skriver nbcnews.com.

Studiet er publiceret i tidsskriftet PNAS.

Forskerne kom frem til resultaterne ved at undersøge plakken på tænderne af syv 8.600 år gamle skeletter, der blev fundet i Serbien.

I tandplakken fandt de små stykker korn, der lignede hvedesorten enkorn, rød hvede, byg og hirse utrolig meget. De fandt også tegn på stivelsesholdig materiale fra ærter eller bønner.

»Vi udleder, at ’eksotiske’ landbrugsplanter fra den yngre stenalder blev introduceret til Sydeuropa næsten et halvt årtusinde tidligere end hidtil antaget gennem netværk, der muliggjorde udvekslinger mellem stenalder-jægere og tidlige landmænd fundet langs den ægæiske kyst af Tyrkiet,« skriver Emanuela Cristiani fra University of Cambridge i Storbritannien og kollegaer i studiet.

De syv skeletter fra Balkan med kornsorterne i tandplakken peger altså på, at man spiste korn hele 400 år før man indtil nu havde fundet de første tegn på landbrug.

Forskningen indikerer, at kornsorterne blev introduceret til Balkan-landene omkring år 6.200 f.v.t. som en del af den ’pakke’, der også inkluderede landbrugsdyr og artefakter.

Der blev også fundet andre tegn på, at mennesker fra stenalderen spiste forarbejdede fødevarer, som ellers er forbudte i den nutidige palæo-bølge. Nogle af skeletterne havde nemlig mistet deres tænder tidligt i livet, hvilket kan indikere en stivelsesholdig, sød kost.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.