Den osmanniske arv løber gennem Istanbul
Istanbul byder i dag på et unikt indblik i tidernes kommen og gåen. En enkelt tur gennem den gamle og stolte by kan kaste ganske uudtømmelige historiske indtryk fra sig, beretter dansk lektor.

Hagia Sofia, tyrkisk Aya Sofya, engang kristendommens største kirke, i 1453 moske og i dag museum. Flere gange ramt af jordskælv allerede i byzantinsk tid. De 4 minareter betyder, at det er en kejserlig moske. (Foto: Pi István Tóth)

 

Hotel Antik i Istanbul ligger tæt på den gamle hovedgade, som Istanbuls moderne sporvogne nu kører igennem, i området ved Beyazit-moskeen og nær ved indgangen til byens berømte 'Lukkede Basar' Kapalı Çarşı.

Når man træder ind i hotellets lobby, bydes gæsten velkommen af resterne af antikke marmorornamenter, som alle stammer fra udgravninger på stedet. Går man ned til baren i kælderen, befinder man sig pludselig i en byzantinsk cisterne fra 500-tallet.

Byens forskellige stadier, fra den antikke græske koloni Byzantion over Konstantin den Stores Nye Rom (Nova Roma, Nea Rome) til det osmanniske Konstantinopel (Konstantiniye) og den tyrkiske republiks Istanbul, optræder ved elevatoren som navne på hotellets fire etager: Byzantion, Konstantinopolis, Konstantiniye, Istanbul – selvfølgelig med antikken i bunden, den som har givet hele hotellet navn.

Øverst oppe har hotellet en restaurant med fornem udsigt ned til havet. Herved adskiller hotellet sig dog ikke fra en del andre hoteller i det gamle Istanbul. En charme ved byen er netop byens mange høje, der skaber flotte udsigter.

Dyrkelsen af byens lagdelte historie er blevet mere markant gennem de seneste år. Dels var Istanbul Europæisk kulturhovedstad i 2010, dels er holdningerne til fortiden blevet mere nuancerede. Det opleves tydeligst i forholdet til den osmanniske periode, som længe blev helt negligeret i forhold til det moderne Tyrkiet.

Negativt syn på Osmannerriget

Hotel Antik er udmærket, også værelserne. Men overvågningen af lobbyen lod noget tilbage at ønske. Jeg fik stjålet min rygsæk med computer, kalender og pas af en indtrængende tyv i forbindelse med selve afrejsen. Det gav mig en ufrivillig ekstra dag i byen og et besøg på en politistation, hvor min sag blev behandlet både venligt og grundigt. Rygsækken med dens indhold har jeg aldrig fået igen.

Men i ventetiden fik jeg en spændende diskussion med politifolkene om deres syn på osmanner-tiden. Det samme gentog sig den følgende dag, da jeg skulle have et midlertidigt pas. De var interesseret i at vide, hvordan jeg så på den sidste sultan og den sidste kalif, afsat af Atatürk i henholdsvis 1922 og 1924!

Politifolkene selv var ikke i tvivl. De så Osmannerriget med republikkens traditionelle, negative blik. Hele Atatürks stat er blevet bygget op på en negation af forgængernes imperier. Konstantinopels erobrer, Sultan Mehmed 2., overtog den byzantinske hovedstad og det byzantinske regeringsapparat, men gjorde hovedkirken Hagia Sofia, nutidens Aya Sofya, til moske.

Atatürk flyttede regeringssædet fra den 1600-årige hovedstad til Ankara midt i Lilleasien og gjorde Aya Sofya til museum. Og det er den gamle kirke stadig, senest fornemt restaureret i anledning af, at Istanbul som nævnt var Europæisk kulturhovedstad i 2010. Men omstridt er dette stadig den dag i dag.

'Istanbul er ikke Byzans!'

Çemberlitaş, 'Den brændte Søjle', som blev rejst til
Konstantin den Stores indvielse af Romerrigets nye
hovedstad 11. maj 330. (Foto: Pi István Tóth)

Det forholder sig nemlig anderledes med de religiøst vakte tyrkiske sunni-muslimer, som allerede i 1950’erne igen begyndte at løfte hovedet under den liberalistiske Menderes-regering, hvilket blandt andet resulterede i meget alvorlige overfald på kristne grækere i Istanbul i 1955.

Menderes-regeringen blev fældet ved et militærkup i 1960. Men harmen over henrettelsen af den faldne ministerpræsident, som bl.a. blev begrundet med hans optræden i 1955, har været en faktor i tyrkisk politik lige siden. Den har styrket modstanden mod Atatürks gamle republikanske parti og været en kanal for kritik af dets sekulære linje.

Således oplevede en gruppe studerende og lærere fra Købehavns Universitet, som jeg var leder for i 1976, at vi ikke kunne komme ind i Aya Sofya den 29. maj, fordi bygningen netop den dag var målet for store demonstrationer med bannere, hvorpå der stod slagord som ”Åbn Aya Sofya” og ”Istanbul Bizans degildir” – ”Istanbul er ikke Byzans”! Målet for demonstrationerne var at besætte bygningen, ophæve dens neutrale museumsstatus og gøre den til moske igen.

 

Istanbul genindrettet gennem samarbejder

Det har faktisk i perioder været lidt vanskeligt at drive middelalderarkæologi og restaureringsarbejder i Istanbul. Alligevel er det imponerende, i hvor høj grad man har restaureret gamle byzantinske kirker, som var blevet lavet om til moskeer, men siden er blevet forladt og overladt til forfald.

Ofte er det foregået i samarbejde med en lokal muslimsk menighed. En kirke som Konstantin Lips kirken, der har en smuk byzantinsk ornamentik, er således blevet genindrettet som moske, samtidig med at man uden for bedetimerne har adgang til den som turist.

Fordelen ved et sådant samarbejde er ikke blot, at den lokale menighed får et medejerskab til bygningens før-republikanske og før-islamiske fortid. Menigheden sørger også for at vedligeholde en værdifuld del af kulturarven og beskytte den mod det, som er værre end forfald: Tyveri af antikviteter.

Denne samvirken af kulturer og tidsaldre smitter forhåbentlig også af på holdningerne til Osmannerriget, som mange religiøse muslimer i Tyrkiet i dag ser som Den gyldne Tidsalder. Republikken og Europa har set dette rige gennem forfaldstidens prisme, som 'Europas syge mand'. Men i stadig flere publikationer giver man i dag Osmannerriget kredit for udviklingen af en højtstående civilisation og genetableringen af islam på europæisk jord mod øst, samtidig med at det sidste muslimske kongerige i vest blev erobret af spanierne.

 

Osmannerriget var en supermagt

For mange traditionalister og religiøse islamister står Mehmed Fatih 'Erobreren' i 1400-tallet og sultanerne Selim 1. Yavuz 'den Grumme' og Suleyman 1. Kanuni, 'Lovgiveren' fra 1500-tallet som store forbilleder, fra en tid, hvor både Europa, Mellemøsten og Nordafrika rystede og bævede for tyrkernes magt.

Jo, Osmannerriget var i 1500-tallet en virkelig supermagt. Og det ikke kun militært, men også kulturelt. Og som jeg mindede politifolkene om: De store sultaner underkastede sig ikke religionen, de satte deres kejserlige lovgivning over anden lovgivning. Og de tog hånd om alle deres undersåtters tarv uden hensyn til religion, race eller sprog.

'Den blå Moske', turisternes populære navn på den vældige Sultan Ahmet moské fra begyndelsen af 1600-årene (1609-16). Første moske uden for Mekka med 6 minareter, arkitekt Mehmet Ağa. (Foto: Henrik Berger Jørgensen)

Infrastrukturen i Istanbul var enestående i Europa i 1500-tallet, med god vandforsyning, kloakering og gadebelysning. Og med fantastiske bygningsværker, både paladser (Topkapı, Ibrahim Pasa), moskeer (Süleymaniye, Rüstem Pasa, Mihrimah) og akvædukter. Jeg håber, at jeg fik overbevist 'mine' politifolk om, at den osmanniske storhedstid var noget at være stolt af, også det påfaldende lave niveau af korruption.

Det var et rige i forfald og et samfund i opløsning, Atatürk havde stået med resterne af. Men jeg er enig i, at moderne islamisters dyrkelse af den sidste sultan og den sidste kalif er præget af en nostalgi uden meget hold i virkeligheden.

 

En rejse på 2.000 år

Så spurgte jeg ind til de ældre perioder: Hvad vidste de om Byzans? Ja, de vidste, at byen oprindelig var grundlagt af grækere. Men at der 1.000 år før den osmanniske storhedstid var en byzantinsk storhedstid, med et rige som både militært og økonomisk var en supermagt i den daværende verden – det vidste de ikke. Men de lyttede med stor interesse.

Man må håbe, at nutidens tyrkere i højere grad får øjnene åbnet for de ældre dele af den overvældende rige kulturarv, de i dag forvalter. Og retfærdigvis må det siges, at det ikke kun er sultaners og stor-vezirers moskeer og paladser, der er blevet fornemt restaureret i det moderne Istanbul.

Nylig er Konstantins mægtige søjle nær Den store Basar blevet restaureret – den søjle ved hvilken Konstantin den Store indviede sit Nye Rom den 11. maj 330. Det lokale sporvognsstoppested er sågar opkaldt efter 'Den brændte Søjle', Çemberlitaş, som de moderne tyrkere kalder denne vældige søjle, der er sammensat af brandmærkede tromler af stenarten porfyr.

Faktisk er en tur med den moderne sporvogn – som ofte er tæt pakket med mennesker af alle mulige slags og påklædninger – en tidsrejse gennem en af Europas ældste byer. På få kilometer tilbagelægger vi en rejse på hen ved 2000 år.

Det er påfaldende, når man først har set det, hvordan hele byen, som Hotel Antik, består af lag på lag, præget af de forskellige tidsaldre, der er bragt vidunderlig rodet sammen, på charmerende vis. En by præget af en ekstrem samtidighed af kulturer og historiske perioder, hvor de over 1100 byzantinske og over 550 osmanniske år godt nok vejer tungere end det antikke og det helt moderne.

 

Hvilken betydning har fortiden for tyrkerne?

Af politiske grunde har man gang på gang forsøgt at sætte afgørende skel i udviklingen og hævdet, at de forskellige fortider var uden betydning. Eller man ophøjede en fjern og uvis fortid til en national storhedstid, hvorfra man skulle være faldet og hvortil man atter skulle hæve sig. Republikkens forsøg på at konstruere de moderne tyrkere som en slags efterkommere af antikkens sumerere eller hittitter har bestemt ikke vundet tilslutning internationalt.

Men der er stadig folk, som 'mine' politifolk, der hårdnakket hævder, at den osmanniske herskerslægt slet ikke var tyrkere. Og de har ret i, at flertallet af de osmanniske sultaner var født af kvinder, som var født og havde levet deres første år som kristne, og som derfor typisk kom fra et af de undertvungne folkeslag, var krigsbytte eller købt på et slavemarked.

Dolmabahçe-paladset set fra Bosporus-strædet. Paladset blev bygget mellem 1843-56 og var i brug som sultan palads indtil 1922. Atatürk døde her i 1938. (Foto: Ryan)

Modsat politifolkene er der i dag mange tyrkere, som stadig (eller igen) anser Osmans slægt for hellig. For mands-stammen går, i det mindste påstået, hele vejen igennem fra dynastiets grundlægger Ertoğrul, far til Osman i 1200-tallet, over de store sultaner i 1500-tallet til fætrene Muhammed 6. Vahettin og Abdül Mecit 1. og 2. Efendi, hhv. den sidste sultan og den sidste kalif, dvs. det religiøse overhoved.

 

Osmannerriget trækker spor fra Kina

På mange punkter, kan der i virkeligheden sættes lighedstegn mellem det byzantinske og det osmanniske rige. Det gælder ikke blot hovedstadens placering, men også den veluddannede centraladministration og den veludviklede lovgivning, det stabile pengevæsen, den multietniske karakter og meget andet. Det gælder også i spørgsmålet om autokratiet, herskerens i princippet uindskrænkede magt.

Men hvor der i Byzans kan tales om 14 dynastier, var der i Osmannerriget kun tale om ét, det der har givet imperiet navn. Hvis Osmans slægt var døet ud – og flere gange var det lige ved at ske – havde statsmagten mistet sit grundlag. Som det sandsynligvis ville ske med det moderne Saudi-Arabien, hvis kongeslægten skulle forsvinde, hele staten er jo dannet omkring og opkaldt efter sin herskerslægt.

Men hvor kom Osman og hans stammefrænder fra, og hvordan var de i stand til at skabe så vældigt et rige? De tidligste spor af de moderne tyrkere stammer fra Østturkestan, det i dag kinesiske Xinkian, hvor uigurerne stadig repræsenterer den tyrkiske folkestamme i området. Via Centralasien, Afghanistan og Iran sivede de derfra ind i Mellemøsten, som lejesoldater eller slaver eller en kombination heraf – men i deres egenskab af krigere, og senere ledere, var de smidige og effektive. På mange måder kunne de i deres eventyrlyst og pragmatisme minde om de samtidige normannere i Europa.

 

Osmannerriget startede som et lille emirat

I Mellemøsten skete det gentagne gange, at tyrkerne tog magten fra lokale fyrster, de var i tjeneste hos. De udnyttede klogt politisk forfald, og når de omkring 1050 kunne etablere sig som de reelle herrer i kaliffens Bagdad, var det fordi der faktisk var brug for dem. Til Lilleasien, i dag Anatolien, kom de i virkeligheden ved et tilfælde, som følge af byzantinernes indre uenighed.

Det første tyrkiske rige i Lilleasien, opkaldt efter dynastiets stamfader Selçuk, nåede sit højdepunkt i 1200-tallet, efter at Byzans var sat ud af spillet ved de vestlige korsfareres erobring af Konstantinopel i 1204. Men Selçuk-riget gik i opløsning i anden halvdel af 1200-tallet, delvis pga. mongolernes invasion i Mellemøsten.

En af de delstater, der blev resultatet af Selçuk-rigets opløsning, var Osmans lille emirat i det nordvestlige Lilleasien. I 1326 bemægtigede han sig den byzantinske by Prussa, tyrkisk Bursa, og gjorde den til sin hovedstad. Sønnen Orhan indtog den byzantinske by Nikæa, tyrkisk Iznik, i 1332. Men dette blev kun begyndelsen.

 

Tilstrømmende rigdom stoppede i 1600-tallet

Orhan stillede sine styrker til rådighed for to byzantinske kejsere, der kæmpede mod hinanden, og lod være med at udlevere sine erobringer bagefter. Hans søn Murad 1. flyttede sin hovedstad til Adrianopel, tyrkisk Edirne, som han havde erobret omkring 1370. De følgende sultaner slog alle de kristne balkanfolk et for et, med grækerne, bosnierne og albanerne som de sidste.

I 1453 indtog osmannerne Konstantinopel, der derefter blomstrede op som hovedstad for et nyt, stærkt imperium. Faktisk kom der til at bo flere kristne i byen efter den tyrkiske erobring end før.

Kort over Osmannerriget i 1600-tallet, da riget havde sin største udstrækning, ved tyrkernes 2. belejring af Wien i 1683. Da kunne det måle sig med antikkens Romerrige under kejser Hadrian i 100-tallet. (Ill.: SFINX)

Erobreren Mehmed 2. og hans umiddelbare efterfølgere var særdeles dygtige herskere. Men fra 1566 er det kun undtagelsesvis sultanerne selv, der faktisk regerer. Ekspansionen stopper i 1600-tallet og dermed den stadige tilstrømning af nye rigdomme gennem erobringer. Efter den anden fejlslagne belejring af Wien i 1683 starter tilbagegangen, som først slutter med Atatürks sejr over grækerne i 1922.

 

Osmannerne fik inspiration fra Byzans

Osmannerne var ikke forbeholdne over for den kulturelle arv, de mødte i byen. De byggede videre på det, de forefandt, men gav det deres eget præg. De forvandlede byzantinske kirker til moskeer, udbyggede det gamle riges enestående fæstningsværker, og dets formidable vandforsyningssystem. Men mest interessant er deres videreudvikling af inspirationen fra Byzans.

Süleyman den Prægtiges (1520-1566) store arkitekt Sinan (formentlig græker fra fødslen, men opvokset som muslim) skabte en række fornemme moskeer, alle mere eller mindre inspireret af det byzantinske hovedværk Hagia Sofia.

Det mest imponerende af Sinans værker i Istanbul er den vældige Süleymaniye-moske fra 1550'erne, 1020 år efter at grækeren Athemios fra Tralles byggede Hagia Sofia for kejser Justinian 1. (527-565). Det fortælles, at Justinian ved indvielse af kirken i 537 udtalte: 'Jeg har overgået dig, Salomon', med henvisning til bibelens kong Salomons tempel i Jerusalem. Men nu var der en ny Salomon, Süleyman på tyrkisk, som overgik den store byzantinske kejser 10 århundreder senere!

Også på andre punkter var Süleyman 1. som en 1000 år senere parallel til Justinian 1. Han udvidede riget kraftigt, anlagde nye fæstninger og byer, gav love og samlede dem i lovsamlinger, og var nært knyttet til en enkelt kvinde, som greb dybt ind i hans dispositioner og også officielt blev den mest magtfulde person i riget efter kejseren selv – de osmanniske herskere, som vi kalder sultaner, benævnte mest sig selv som Padishah, alhersker, en persisk titel nogenlunde svarende til den byzantinske kejsertitel autokrator. I begge tilfælde var der tale om enevældige herskere, som styrede landet ved hjælp af et omfattende og veluddannet embedsmandskorps. 

 

Kulturen blomstrede i de faldende imperier

Et fælles træk for Byzans og Osmannerriget er endelig, at også i de forfaldne imperiers sidste århundreder var samfundene præget af kulturel blomstring. Chorakirken i den nordlige del af den gamle by er et smukt eksempel herpå, og jeg må indrømme, at det sen-osmanniske palads Dolmabahçe, hvor Atatürk døde, er et imponerende eksempel på nybarok, som man selv i Rusland ikke finder magen til.

Også den tyrkiske kogekunst, som er baseret på det osmanniske paladskøkken, er udviklet gennem mange århundreder og rækker formentlig helt tilbage til byzantinsk tid.

Byen er virkelig en smeltedigel ikke blot mellem folkeslagene, men også mellem tidsaldrene. Derfor er den så uudtømmelig i de indtryk, den giver fra sig blot ved noget så enkelt som en sporvognstur ind gennem centrum. 

Tidsskriftet SFINX

Denne artikel er en let omarbejdet udgave af en artikel i Tidsskriftet SFINX, juni 2013.

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandenes og Nærorientens kunst- og kulturhistorie.

Juninummeret er et højaktuelt rejsenummer om Istanbul. Danske forskere og eksperter har bidraget med i alt 14 artikler om denne fascinerede bys historie. Du kan blandt andet læse om:

  • Udgravningen af i alt 36 skibsvrag ved Yenikapi, det største samlede fund af skibe fra byzantinsk tid.
     
  • Krystalnatten i Istanbul. Den skæbnesvangre nat 6. - 7. september i 1955, hvor tyrkiske demonstranter hærgede de græsk-ortodokse befolkningsområder i Istanbul.
     
  • Uskyldens Museum. Den nobelprisvindende tyrkiske forfatter Orhan Pamuks nye museum, der bygger på hans bog af samme navn.

Læs mere om SFINX og bestil abonnement på tidsskriftetsfinx.dk

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.