Det første netværksmøde udbudt af Center for Faglig Formidling blev for nyligt afholdt med temaet 'Formidling i øjenhøjde på YouTube'. Deltagere fra mange forskellige organisationer var på besøg i Videnskab.dk’s lokaler for at blive klogere på, hvordan vi bedst formidler på YouTube.
Et af centerets formidlingsprojekter ’YouKnowHow’ blev præsenteret af Kirstine Jacobsen og Malene Sommer Christiansen. De arbejder begge med at drive YouKnowHow-projektets YouTube-kanal ’Skønhedslaboratoriet’ og kunne derfor dele ud af konkrete erfaringer med YouTube-formidling.
De gav otte gode råd til, hvad man skal huske, hvis man overvejer at starte en YouTube-kanal. Et af disse var, at man skal have tålmodighed, når man starter en kanal. Det tager tid at producere videoer, og man skal ikke forvente at få en stor følgerskare lige fra starten.
- Tag YouTube alvorligt
- Hav tålmodighed
- Husk dit formål
- Elsk din målgruppe
- Tal med dine brugere
- Hold brugerne til ilden
- Kommunikér i øjenhøjde
- Værn om din autencitet
Kilde: YouKnowHow, Center for Faglig Formidling
YouKnowHow-projektet er støttet af Nordea-fonden og har til formål at udbrede viden om sundhed og det gode liv til unge.
YouTube er de unges cykelskur
Deltagerne til mødet hørte desuden et oplæg af Stine Liv Johansen, der har forsket i unges brug af YouTube. Hun fortalte blandt andet, at:
»YouTube er de unges ‘cykelskur’ – et fristed fra voksne, hvor de kan opleve det frække, skøre, klamme og frivole.«
Hun mener ikke, at de voksne nødvendigvis bør gribe ind i disse aktiviteter med en løftet pegefinger, men måske nærmere træde ind i YouTube-universet og lege med derinde.
Stine Liv Johansen er lektor på Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Kommunikation og har deltaget i dette års YouTube-seminar på Københavns Universitet. Her mødes internationale forskere for at samle den bedste viden om YouTube.
Forskere og praktikere mødtes til networking og debat
På mødet var der rig mulighed for både at stille spørgsmål og komme med forslag til emner, der kan tages op på fremtidige møder.
Flere organisationer har fået øjnene op for, at YouTube er et sted, hvor de unge færdes, og derfor er et oplagt sted at prøve at kommunikere med dem.
Der er en hårfin balance mellem at gøre videoerne oplysende og kvalitetsfyldte, samtidig med at de skal være cool nok til, at unge vil dele dem med hinanden.
Spørgsmål om, hvordan man kan få unge til at række ud efter hjælp via YouTube, var noget af det, der blev debatteret til netværksmødet, og som muligvis kan blive et tema til et fremtidigt netværksmøde hos Center for Faglig Formidling.