På alle sociale medier dukker fotografier op af falske mennesker, der ser så ægte ud, at det er umuligt at gennemskue.
Den såkaldte deep fake-teknologi er så effektiv, at den nu kan skabe ansigter, som opleves mere virkelige end billeder af ægte mennesker.
Det skriver mediet The Conversation.
Forskere fra University of London har undersøgt, hvordan folk opfatter kunstigt genererede ansigter af ikke-eksisterende mennesker, altså ansigter, der er skabt af teknologi.
Ansigterne i studiet blev lavet gennem den digitale teknologi Generative Adversarial Networks (GAN), og deltagere skulle efterfølgende skelne mellem de falske ansigter og ansigter af ægte mennesker.
Skræmmende nok blev GAN-ansigterne i højere grad opfattet som de mest ægte. Og den vurdering så ud til at påvirke deltagernes digitale måde at agere.
»Vi har vist, at en manglende evne til at skelne disse kunstige ansigter fra den ægte vare har konsekvenser for vores onlineadfærd,« siger Manos Tsakiris, professor i psykologi ved University of London i The Conversation.
»I et andet eksperiment, der udgjorde en del af vores seneste undersøgelse, så vi, at deltagerne var mere tilbøjelige til at stole på oplysninger, der formidles af ansigter, som de tidligere havde vurderet som ægte, selvom de var kunstigt genereret,« uddyber han.
I det nye studie, der er publiceret i iScience, afslører forskerne, at de ansigter, der blev vurderet som de mest ægte, og som oftest var GAN-genererede, var dem, der var mindre attraktive og derfor så mere autentiske ud.