De døde adskilt for tusind år siden: Nu genforenes vikingebrødre
skelet viking brødre genforenes

I 2005 fandt arkæologer et vikingeskelet ved Otterup på Fyn. I 2006 opdagede engelske kolleger en massegrav med 35 vikingeskeletter på den anden side af Nordsøen. Nu har Eske Willerslev med sit forskerteam kortlagt, at det fynske skelet var i nært slægtskab med én af massegravens døde (Foto: Odense Bys Museum)

I 2005 fandt arkæologer et vikingeskelet ved Otterup på Fyn. I 2006 opdagede engelske kolleger en massegrav med 35 vikingeskeletter på den anden side af Nordsøen. Nu har Eske Willerslev med sit forskerteam kortlagt, at det fynske skelet var i nært slægtskab med én af massegravens døde (Foto: Odense Bys Museum)

14 juni 2021

Vikingehalvbrødrene døde med Nordsøen mellem sig for tusind år siden. Eske Willerslevs DNA-analyser betyder, at de to slægtninge nu kan genforenes på Nationalmuseet.

Det skriver museet i en pressemeddelelse.

Analyserne viser, at de to vikingemænd har slægtskab i anden rang. Det betyder, at de enten er halvbrødre eller nevø og onkel.

Den ene døde som 50-årig på Fyn. Den anden ung i en massegrav i England.

Danske vikinger besatte store dele af England fra år 850 og frem, men i 1002 vender krigslykken. Konge Æthelred 2. beordrer en massakre på danskerne, og det er formodentlig i den forbindelse, den unge mand har mistet livet.

Krigeren var omkring 180 centimeter høj. Kraniet viser spor efter hele ni læsioner fra et sværd eller en anden skarp genstand, skriver nationalmuseet. Men det er langt fra det hele. Manden har haft flere spyd i ryggen og er på et tidspunkt blevet fanget i en pileregn.

De andre 35 mænd i massegraven mødte samme, grufulde skæbne.

Hjemme på Fyn har livet heller ikke været nemt. Den 50-åriges 182 centimer lange krop er mærket efter vold, tænderne er slidte, og slægtningen havde en lungesygdom, da han døde.

»Der tegner sig et billede af en mand, som det meste af sit liv levede som bonde. På et tidspunkt har han måske været på togt. Han har i hvert faldt været i kamp flere gange i sit liv,« siger Lasse Sørensen, forskningschef på Nationalmuseet ifølge pressemeddelelsen.

I et omfattende DNA-studie ledt af Eske Willerslev blev 442 skeletter undersøgt. De levede i et spænd fra bronzealderen til middelalderen. Resultaterne blev sammenlignet med 3.855 mennesker, der lever i dag, og 922 andre, forhistoriske personer.

I den forbindelse fandt forskerne flere slægtskab mellem både de døde og levende deltagere i undersøgelsen.

Vikingeskeletterne kan ses på Nationalmuseet i forbindelse med udstillingen ’Togtet’, der åbner 26. juni.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.