Studie konkluderer: De bedste beslutninger bygger ikke på impulsivitet
Kilde: 
13 december 2017

Sov på det. Sådan lyder et populært råd, når man står overfor vigtige beslutninger.

Nu kan et hollandsk forsøg bekræfte det gamle råds gyldighed.

Undersøgelsen fra Vrije Universiteit i Amsterdam viser, at de bedste beslutninger ikke bygger på impulsive beslutninger, men på et gennemsnit af vurderinger. Det skriver ScienceDaily.

Forskerne bag undersøgelsen har fået 1,2 mio. mennesker til at gætte på, hvor mange perler, der var i et stort champagneglas. Det mest præcise gæt udløste en præmie på 100.000 euro.

Den største vinder viste sig dog ikke at være én deltager, men derimod alle deltagerne til sammen.

Princippet bag den konklusion har i mere end 100 år været kendt som ’the Wisdom of Crowds’. Adskillige forsøg har bekræftet, at gennemsnittet af flere estimater ligger tættere på det rigtige svar, end de enkelte estimater hver især.

Udover at bekræfte princippet er det hollandske forsøg interessant, fordi det har sammenlignet flere svar fra de samme personer. Også fra den samme person viser gennemsnittet af svar sig at ligge tættere på det rigtige svar end de enkelte svar hver især.

Med andre ord er de bedste beslutninger ikke impulsive, men bygger på et gennemsnit af mulige svar. Derfor er det måske ikke en dum idé at sove på det og gentænke situationen, inden en vigtig beslutning skal træffes.

Ifølge undersøgelsen er gennemsnittet af selv adskillige svar fra den samme person dog ikke ligeså godt som blot to svar fra forskellige personer. To hoveder er som bekendt bedre end et.

Resultaterne af det hollandske forsøg er netop blevet publiceret i Nature human behavior.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.