Darwin-debat på YouTube giver nyt syn på videnskab
På YouTube raser en ophedet debat mellem tilhængerne af Darwins teorier og kristne, der mener at Gud har skabt alt liv. Debatten viser nye måder at formidle og diskutere videnskab på.

'Kanbei85, du lyder stadig som en dum kreationist' er titlen på denne YouTube-video fra Spikesmth. (Foto: Screendump)

'Kanbei85, du lyder stadig som en dum kreationist' er titlen på denne YouTube-video fra Spikesmth. (Foto: Screendump)

»Så tag dog og 'google' det. Det er der aldrig nogen af jer røvhuller, der gør. Vi vader jo rundt i fossiler, der beviser evolutionen. Du har kun lorteargumenter, så hold op med at tale om videnskab, når du ikke aner noget om det.«

Ordene kommer fra YouTube-brugeren Spikesmth og er optaget hjemme i hans eget soveværelse. Hans video er en reaktion på en anden YouTube-brugers påstand om, at alle dyr er skabt på samme tidspunkt.

Det lyder måske ikke sådan, men det ovenstående er et eksempel på en ny måde at formidle og diskutere videnskab på, som man skal tage ganske alvorligt. I hvert fald hvis man spørger cand.it. Danny Kreutzfeldt.

Hans speciale har kulegravet debatten mellem darwinister og kreationister på videotjenesten YouTube og er netop blevet bedømt til et 12-tal.

Internettet åbner for nye diskussioner

Formålet med specialet var at undersøge, hvordan Internettet har ændret almindelige menneskers måde, at forholde sig til videnskab på.

»Mit absolut vigtigste resultat har været beskrivelsen af en ny slags videnskabsdebat, der ikke har været mulig før det sociale internet. Det har jeg blandt andet fundet i den brugerdrevne diskussion af darwinismen og kreationismen på YouTube,« siger Danny Kreutzfeldt, der har gennemset og analyseret hundredvis af debatvideoer i forbindelse med sit speciale.

På YouTube diskuteres en lang række videnskabelige emner, men debatten om gyldigheden af Darwins teorier er klart den mest aktive. Det skyldes især, at kreationisterne har meget svært ved at komme til orde i traditionelle videnskabelige medier, fortæller han.

Videnskab for folket og af folket

Danny Kreutzfeldt kalder den nye YouTube-trend for en participatorisk eller deltagerorienteret måde at gå til videnskab på, fordi den ikke bare er envejskommunikation som traditionelle videnskabelige artikler. I stedet fungerer videoerne i praksis som debatoplæg.

Diskussionen føres af almindelige mennesker uden videnskabelig baggrund, men med en stærk holdning for eller imod evolutionsteorien. Med hjælp fra computerens webcam fremlægger de deres syn på livets oprindelse.

Fakta

LÆS OGSÅ

Online med Gud

Sådan en video vil typisk afføde et videosvar fra en anden bruger, der argumenterer imod. Debatten kan løbe over utallige videoklip, hvor kamphanerne på skift forsøger at pille modstanderens argumenter fra hinanden.

Man skal huske at underholde

Der er hård konkurrence om opmærksomheden mellem de mange debattører på YouTube. Derfor tyr man til stadigt mere overraskende virkemider for at holde på seerne.

»Hvis folk ikke formår at underholde, så mister publikum interessen. Det er simpelthen ikke hensigtsmæssigt at være moderat på YouTube,« siger Danny Kreutzfeldt.

Retorikken bliver blandt andet mere direkte, end man kender fra normale videnskabelige debatter. F.eks.er det ikke ualmindeligt, at en debattør kalder sin modstander direkte uintelligent eller en løgner, når mere rationelle argumenter slipper op.

Kampen om opmærksomheden kan dog også føre til mere kreative løsninger. På YouTube finder man således også mange brugerskabte tegnefilm og sange, der sælger budskabet.

Mangel på objektivitet er ikke et problem

Debatten om darwinisme er meget polariseret. Debattørerne er fuldstændig overbeviste om, at de selv har ret og ser derfor ingen grund til at være nuancerede, når de fremlægger deres argumenter for seerne. Men ifølge Danny Kreutzfeldt er det ikke noget problem.

Hver for sig kan man ikke bruge videoerne til ret meget, men sammen tilføjer de hinanden noget værdi

Danny Kreutzfeldt

»Der er et skræmmebillede af de her videoer hos den etablerede videnskab og populærvidenskaben, fordi der ikke er nogen redaktører, og alle kan sige hvad som helst.«

»Men publikum er udmærket klar over, at folkene på skærmen ikke er videnskabelige eksperter. Der er ingen, som bilder sig ind, at de bliver præsenteret for den eneste endegyldige sandhed, når de har set en video,« siger Danny Kreutzfeldt.

»Værdien af denne form for videnskabsformidling ligger ikke i den enkelte video. Hver for sig kan man ikke bruge videoerne til ret meget, men sammen tilføjer de hinanden noget værdi.«

»Kvaliteten ligger i, at to modstridende synspunkter bliver præsenteret side om side og løbende diskuteres af alle mulige folk. Både af youtuberne med nye videosvar og tilskuerne i kommentarfeltet på siden,« siger Danny Kreutzfeldt

På den måde mener han, at videoerne afføder en refleksion hos publikummet, som de ikke ville have haft, hvis de var blevet præsenteret for en debat af videnskab på en anden måde.

Andre medier kan lære af YouTube

Danny Kreutzfeldt tror, at mere traditionelle videnskabsmedier kunne tage ved lære af YouTube-tilgangens grafiske opfindsomhed og inddragelsen af brugerne.

»Den participatoriske 'videnskab' kan kaldes en forlængelse af professionel og populær videnskab. Jeg tror, den kan vise nye måder at formidle stoffet på for den professionelle videnskab, og at det er en vej den traditionelle populærvidenskab skal prøve at gå for at engagere almindelige borgere bedre i videnskaben,« siger han.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs mere om Hubbles utrolige billeder her.