Den klassiske antropolog rejser til eksotiske egne for at studere fremmede og 'vilde' stammer.

Den irske antropolog Richard Jenkins tog i stedet til Skive for at undersøge, hvad det vil sige at være dansk.

På baggrund af 15 års studier i og af Danmark og danskhed har han skrevet bogen ‘Being Danish - Paradoxes of Identity in Everyday Life', som udkommer sidst på året.

Vi har talt med Richard Jenkins for at få antropologens syn på danskhed anno 2010.

Danskerne opfatter sig i høj grad som en samlet gruppe. Hvor homogent et folk er danskerne egentlig?

»Det er en myte. Det er en sandhed på nogle områder, for eksempel er der en fælles danskhed, som handler om, hvordan man skal tale dansk, hvordan man skal sige tak og meget mere. Men der har altid været megen forskellighed i Danmark. Der er for eksempel stor forskel på, om man kommer fra Bornholm, København, Holstebro og Aabenraa - det er fire forskellige steder med fire forskellige lokale kulturer og historier. Forskellighed er helt normalt i Danmark. Det er en myte, at vi alle er de samme, og vi alle er i samme båd. Og det har været en god og meget hjælpsom myte, men den passer ikke til det 21. århundrede.«

Hvorfor har myten været hjælpsom?

»Vi skal tilbage til 1864, hvor Danmark var i stykker, og til 1849, hvor Danmark fik en ny grundlov, som var en stor forandring. Dengang havde man brug for noget nyt som led i moderniseringsprocessen. Fortællingen, at vi er alle danske, og vi er alle i samme båd, samlede befolkningen. Moderniseringen var et helt nyt projekt, og fortællingen om lighed og homogenitet var hjælpsom, og den har virket i næsten 150 år. Men den virker ikke længere.«

Men vi holder jo stadig fast i fortællingen om, at vi er et homogent folk?

»Ja. Men Danmark har brug for en ny national fortælling om den store verden og forskellighed. Jeg håber, min bog vil bidrage til en debat om danskhedens fremtid.«

Hvad skal det være for en national fortælling?

»Det er ikke mig, der skal skrive den. Det er danskerne, der skal skabe en ny fortælling.«

Richard Jenkins er professor i sociologi ved University of Sheffield, England. Han er uddannet antropolog og er bl.a. kendt for bøgerne ‘Social Identity' og ‘Rethinking Ethnicity'. Hans seneste bog, 'Being Danish: Paradoxes of Identity in Everyday Life", udkommer på Museum Tusculanum sidst i 2010. (Foto:University of Sheffield.)

Eller også er det staten. For eksempel har regeringen i de senere år lanceret en kulturkanon, en historiekanon og en demokratikanon, som skal give elever en fælles forståelse af dansk kultur, historie og samfund. Hvad betyder kanonprojektet for den fælles fortælling om danskhed?

»Tilbage i 1800-tallet var projektet ikke regeringens. Det var drevet af almindelige mennesker. Men nu har regeringen et projekt for danskhed: Regeringen vil skabe betydningen af danskhed. Og jeg synes, det er en fejl. Det er danskerne i deres daglige liv, der skal skabe danskheden. Det er ikke regeringen.«

»Danskhed er en meget almindelig og folkelig proces. Det er ikke noget, der kommer fra staten. Lad mig give et eksempel fra min bog: Jeg spurgte en skoleelev, ‘hvad er dansk mad?'. Og han svarede flæskesteg, pølser osv., men så tilføjede han: Der er også pizza og lasagne. Og det har han jo fuldstændig ret i, når vi ser på, hvad danske børnefamilier spiser. Lasagne er blevet dansk mad. Det med, at regeringen skal definere danskhed så firkantet, kommer ikke til at fungere.«

Hvorfor ikke?

»Ideen med en kanon er dårlig af tre grunde: For det første er det ikke regeringen, der ejer danskhed. For det andet forandrer danskhed sig hele tiden. For det tredje er kanonmodellen overfladisk. Danskhed er en meget kompleks og nuanceret proces.«

Hvad betyder ‘os' og ‘dem' for skabelsen af en danskhed?

Ideen med en kanon er dårlig af tre grunde: For det første er det ikke regeringen, der ejer danskhed. For det andet forandrer danskhed sig hele tiden. For det tredje er kanonmodellen overfladisk. Danskhed er en meget kompleks og nuanceret proces.

»I antropologi og sociologi er vores model om etnicitet og identitet, at identitet altid sker i kontakt og i interaktion. Når jeg kommer i kontakt med en anden eller andre, kan jeg se mig selv. I de sidste hundrede år er der ikke talt særlig meget om danskhed, måske lige med undtagelse af krigstiden. Den offentlige debat om danskhed begynder cirka omkring 1990 som følge af indvandring og Danmarks medlemskab i EU. Så kommer spørgsmålene 'hvem er vi?' 'Hvad så med danskhed?'. Det er meget normalt, for når man kommer i kontakt med fremmede, begynder man at tænke over, 'hvem er vi?' 'Hvem er jeg?' Debatten om identitet og danskhed er et resultat af indvandring og EU-processen.«

Jo mere vi kommer i kontakt med det fremmede, jo mere spørger vi os selv 'hvem er vi?'. Kommer vi til at skabe en stærkere national identitet i takt med globaliseringen?

»Det er én mulighed, men det er ikke uundgåeligt. Der er også andre muligheder. I bogen opstiller jeg fire muligheder, men tre af dem er ikke en særlig god idé. En af de tre dårlige er integrationsmodellen, som går ud på, at det kun er indvandrere, der skal forandre sig og blive til danskere. Det er en urealistisk model, for danskerne lærer også noget af indvandrere. Det er altid en gensidig proces. Det er ikke kun indvandrere, der skal forandre sig. Alle skal forandre sig og tilpasse sig en ny situation.«

Hvad nu hvis man ikke vil forandre sig, som der muligvis er en del danskere, der ikke ønsker?

»I bogen opstiller jeg en fjerde model, som handler om at redefinere danskheden; at skabe en ny national fortælling, der accepterer og tillader diversitet. Det er en lang vej belagt med konflikt, uenighed og forhandling, og nogle mennesker kommer til at udvise modstand. Det er helt normalt, at der er mennesker som Søren Krarup, for det er en sej proces at omstille sig. I Storbritannien har vi arbejdet med problemet i årtier, og nu er vi måske på vej til et flerkulturelt samfund, hvor vi kan bo med andre mennesker. Vores nationalmad er nu chicken tikka masala. I Sverige og Tyskland begynder vi også at se det flerkulturelle samfund. Og det kommer til Danmark.«

I din bog skriver du "it could be much worse". Hvad mener du med det?

»Danskerne skal huske, at det kunne være meget værre. Hvis man læser Jyllands-Posten, tror man, at det hele går ad helvede til. Det går ikke ad helvede til. Det går faktisk meget stille og roligt i Danmark.«

Dette er et uddrag af interviewet med Richard Jenkins, lavet i samarbejde med Asterisk. Du kan læse hele artiklen her.