Danske skoler blev sparket i gang af folket - ikke staten
I 1600- og 1700-tallet voksede danske skoler frem på forældres initiativ med hjælp fra bl.a. handicappede soldater. Skolerne blev altså ikke – som man før troede – skabt af staten. Det viser ny banebrydende forskning.

Læreren havde to vigtige remedier, når han han skulle undervise: Bogen og riset, som han tampede eleverne med. Træsnittet illustrerer den tredje bøn i Fader Vor (Ske din vilje på jorden, som den sker i himmelen). Det stammer fra bønnebogen Hortulus Animae (Siælens Urtegård), udgivet i Wittenberg 1552. (Foto: Det Kongelige BIbliotek)

En ung mand, der mangler højre hånd, ankommer til en landsby i Vestjylland. Det er en efterårsdag sidst i 1600-tallet.

Han forhører sig hos de lokale bønder. De kan godt bruge en lærer. Deres børn skal nemlig kunne læse deres trosbekendelse, så de bliver gode kristne.

Lærerjobbet er den eneste måde, den unge mand kan tjene til føden på. Efter han mistede hånden som soldat, har han ikke kunnet lave hårdt, fysisk arbejde for egnens bønder. Men heldigvis er pæren i orden – og vigtigst af alt: Han kan læse og skrive.

Børn skulle lære kristne tekster

I 1600-tallets Danmark var det almindeligt, at fysisk skadede soldater, fattige studenter og gamle mænd var omrejsende lærere. Det viser ny dansk forskning, der giver helt nye perspektiver på forestillingen om, hvordan skoler opstod i Danmark.

Tidligere skole-historikere har beskrevet, at ideen om skolen kom fra kirken, og at kongen – altså staten – stod bag de første rigtige danske skoler. Virkeligheden viser sig altså nu at være mere nuanceret.

»Skolerne opstod, fordi forældre ville have, at deres børn kunne læse de kristne grundtekster. Det var et frit erhverv, hvor en soldat kunne komme til en by og tænke: ’her er et marked’,« fortæller historiker, dr. phil. Charlotte Appel.

Historikere har undersøgt hverdagen i skolerne

Sammen med ph.d. Morten Fink-Jensen står Charlotte Appel bag den nye forskning.

De to er netop ved at lægge sidste hånd på det første bind af værket 'Dansk skolehistorie – hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år'; et projekt, der skal resultere i fem bind, og som hører under Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet.

Fakta

De allerførste skoler i Danmark blev startet af den katolske kirke i middelalderen. Men den nye historieforskning har vist, at forældre-igangsatte skoler var almindelige i 1600-tallet.

Morten Fink-Jensen og Charlotte Appels forskning går til skolehistorien på en ny måde. De har undersøgt sociale, kønsmæssige og geografiske aspekter i dansk skolehistorie. Sådan har de undgået en fælde, som deres kolleger tidligere er faldet i.

»I traditionel skolehistorie har forskerne forsøgt at finde folkeskolens forhistorie. Man ledte kun efter ’rigtige’ skoler med bygninger. Men de kom først for alvor, da Kong Frederik d. 4. begyndte at oprette rytterskoler i 1721.«

»Vi har derimod set på elevernes hverdag. Hvem underviste dem? Hvad blev de undervist i? Og hvordan blev de undervist?« siger Charlotte Appel.

Kristendommen lærte børn at læse

Forskernes nye tilgang til skolehistorien løfter altså sløret for, hvordan dagligdagen var i datidens skoler. Når børn levede på landet, blev de for eksempel samlet i hjemmet hos nogle forældre. Læreren gik så ’på omgang’ i de små hjem for at undervise i kristendom.

I virkeligheden var det vigtigste ikke, at børnene lærte at læse. Det vigtige var, at børnene kunne læse og forstå kristne tekster.

»Man slog to fluer med et smæk. Børnene lærte at læse. Og de lærte om kristendommen, når de læste trosbekendelsen, fadervor og de ti bud,« siger Morten Fink Jensen.

Særligt efter den protestantiske reformation i Danmark i 1536, mente forældrene, at alle deres børn skulle læse kristendommens kernetekster.

»Forældrene mente, at de skyldte både deres drenge og piger en god, kristen opdragelse, så de kunne læse, hvad Martin Luther skrev i sin lille katekismus,« fortæller Charlotte Appel.

Drenge og piger fik forskellig undervisning

Rytterskolen i Lille Heddinge på Stevns er en af de 240 skoler, som Frederik 4. lod opføre på sit kongelige gods i 1720erne. Den adskilte sig fra de omliggende bygninger ved sine faste mure og tegltag. Men det var kun en lille del af de danske landbobørn, der gik i rytterskole. Andre skolehuse adskilte sig ikke fra andre bygninger i landsbysamfundet - de var bindingsværk med stråtag. (Foto: Morten Fink-Jensen.)

Men drenge og piger fik ikke den samme undervisning. For forældrene vurderede som udgangspunkt, at piger ikke behøvede at kunne skrive.

»Læsefærdighed og skrivefærdighed var to forskellige ting. Mange steder var det gratis at lære at læse. Men hvis man skulle lære at skrive, kostede det typisk to skilling,« siger Morten Fink Jensen.

»Det betød, at det særligt var sønnerne, der lærte at skrive. Det var drengene, der skulle ud i erhverv, hvor det var godt at kunne udfærdige dokumenter. I 1500-tallet var det nærmest kun adelspiger og enkelte præstedøtre, der lærte at skrive. Men i 1700-tallet blev det stadig mere almindeligt, at også piger fik lært at skrive,« fortæller Charlotte Appel.

De rige stak ud

I det hele taget var der stor forskel på rig og fattig i 1600- og 1700-tallets Danmark. Samfundet var standsopdelt. De rige og privilegerede holdt sig fra dem, der var fattigere. Noget, de rige børn lærte, allerede når de gik i skole.

»Jo højere man var i samfundet, desto mere lagde man vægt på at være adskilt fra de andre samfundslag. Ikke engang i 1814, da folkeskolen blev oprettet, gik man ind for idéen om, at alle børn skulle gå i samme skole. I og med at mange skoler blev organiseret lokalt – på forældrenes initiativ – var alle skoler ikke åbne for alle,« siger Morten Fink-Jensen.

Stor forskel på skoler til rige og fattige

Det gamle danske samfund var opdelt – også i forhold til, hvordan rige og fattige børn gik i skole. Der var forskel på, om du var adelig, præstesøn eller fattig:

  • Adelsklassen ansatte privatlærere, som boede på godserne og underviste både de adelige piger og drenge. Senere blev nogle af drengene sendt på kostskole på Herlufsholm eller Sorø Akademi. Andre kom på latinskole, hvor de fik eneundervisning og typisk boede hjemme hos biskoppen eller byens borgmester.
     
  • Præsterne hyrede tit teologistuderende til at undervise deres egne børn – og nogle gange særligt kvikke bondesønner. Når præstesønnerne blev 12-14 år, blev de sendt på latinskoler i byerne.
     
  • De fattige og bønderne havde som regel en lærer, der rejste rundt til hjemmene i vintermånederne, hvor børnene ikke skulle hjælpe til i landbruget. Typisk fik de børn kun seks ugers undervisning om året. Og kun de allerkvikkeste kom videre på latinskole.

En ny måde at undersøge skolehistorien på

Chalotte Appel og Morten Fink-Jensens nye perspektiver og opdagelser – ikke mindst at skolen voksede frem nedefra, på forældrenes initiativ – kridter banen op for mange flere historiske undersøgelser.

Når det første bind i ’Dansk Skolehistorie’ udkommer med støtte fra Carlsbergfondet, vil det fortælle mange nye historier fra skolens verden. Samtidig vil det lægge op til videre undersøgelser af en lang række spørgsmål, som fremtidige speciale- og ph.d.-studerende kan fordybe sig i, f.eks. hvilke skolebøger, der helt konkret blev benyttet af børnene i de forskellige slags skoler.

Forskerne vil også kunne undersøge forældrenes holdning til brugen af korporlig afstraffelse. Meget tyder nemlig på, at det var ét af de områder, hvor forældrene gik ind og blandede sig i, hvordan læreren holdt skole.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.