'Danske Lov' 1241 - derfor var Jyske Lov landsdækkende
KRONIK: Ikke alle er enige i den nye forskning, som gør Jyske Lov landsdækkende. Erland Kolding Nielsen, direktør for det Kongelige Bibliotek og bagmand til resultaterne, uddyber sine konklusioner her.

Valdemar Sejr slog mønt i Lund, Roskilde, Viborg, Ribe og Slesvig. Her ses for- og bagside af to mønter slået i Lund (øverst) og Roskilde (nederst). Bemærk kirkens markante tilstedeværelse. (Efter Hauberg 1906)

I marts 1241 havde den gamle og da stærkt svækkede konge, Valdemar Sejr, indkaldt til et usædvanligt rigsmøde på Vordingborg, den ene af sine foretrukne residenser. Formålet var at udstede en lov som afslutningen på hans regeringsindsats.

Til stede var kongens tre sønner, kong Erik (Plovpenning, som var blevet faderens medkonge i 1231), hertug Abel af Slesvig og junker Christoffer, foruden ærkebiskop Uffe af Lund og bisperne Niels af Roskilde, Iver af Odense, Peder af Århus, Gunner af Ribe, Gunner af Viborg, Jens af Vendsyssel og Jens af Slesvig samt »alle de bedste mænd, der var i hans rige«, dvs. fyrster og stormænd.

De gav alle deres samtykke til lovens udstedelse i form af en lovbog, som kongen forinden havde ladet »skrive« på dansk, som det hedder i fortalen (se foto længere nede i artiklen).

Det fremgår ligeledes, at efter denne lov skal landet dømmes og styres, loven skal gælde for alle, og den er ikke skrevet til nogens særlige fordel, men »efter alle deres tarv, som bor i landet«. Og den lov, »som kongen giver og landet vedtager«, kan heller ikke ændres eller ophæves »uden landets vilje, med mindre den åbenbart strider imod Guds ord«.

Omdatering har ændret vores forståelse af loven

Med denne lov kulminerede Valdemar Sejrs indenrigspolitiske indsats. Som det første af Nordens riger havde Danmark fået en samlet landsdækkende lov, dvs. en »rigslov«, der i tre bøger omfattede alle de retsområder, man dengang fandt nødvendigt at regulere, rækkende fra arve- og familieret over ejendoms-, proces- og strafferet til ledings- og landbrugsret, alt sammen afspejlende datidens samfund.

Indtil 1977 har man troet, at loven kun var overleveret i håndskrifter fra efter 1300, hvoraf der er bevaret 14, som afskrifter enten af ældre afskrifter eller af originalen, som man har anset for at være gået tabt i middelalderen. »Fundet« eller rettere omdateringen af et 1200-tals håndskrift, med to andre aktstykker indskrevet på en særlig måde heri, har imidlertid ændret grundlaget for vor forståelse af loven.

Det er denne artikels tese, at dette håndskrift Codex holmiensis C 37 er betydeligt ældre end 1276, og at det bedømt ud fra sin oprindelse og funktion er opstået og skal forstås i en rigshistorisk sammenhæng, der – sammen med tidligere og nye iagttagelser – godtgør, at Valdemar Sejrs lov af 10. marts 1241 blev udstedt som en lov for hele riget, ikke som en provinslov for Jylland-Fyn.

Under de politiske magtkampe mellem kongemagt, fyrster og adel, samt mellem kongen og kirken frem til efter 1300 blev lovens gyldighed langsomt indskrænket, men et væsentligt aspekt af den politiske kamp under kongerne Erik Plovpenning (1241-50), Christoffer (1252-59), dennes enke Margrethe Sambiria (Sprænghest) og søn Erik Klipping (1259-86) og Erik Menved (1286-1319) var kongemagtens forsøg på at hævde rigslovens – »gamle kong Valdemars loves« – gyldighed for hele riget.

Grundlaget herfor er en række håndskrifttekniske iagttagelser, som hidtil har været delvist overset.

Ingen beviser for, at Jyske Lov blev vedtaget på Landstinget

Mærkværdigt er det, at denne lov i eftertiden alene er blevet kendt under betegnelsen Jyske Lov og i nyere tid overvejende er opfattet som en landskabslov, der kun havde gyldighed for den jysk-fynske landstingskreds. Man har ment, at udstedelsesstedet skyldtes kongens affældighed, og at den efterfølgende måtte være blevet vedtaget på Viborg Landsting. Men der er hverken beviser eller indicier herfor.

Man kan med rette ud fra lovens fortale undre sig over, at en lov med begrænset gyldighed til en tredjedel af riget skulle være udstedt af kongen og vedtaget af en tilsyneladende fuldtallig rigsforsamling.

Man fristes til at tro, at det skyldes en tilbageslutning fra en senere tid, fordi der i retsudviklingen, hvor der i årtierne forinden havde udviklet sig sædvaneretlige regelsamlinger for Sjælland og Skåne, som blev nedfældet i af rigsmagten uautoriserede retsbøger kaldet »Skånske Lov« og Ældre og Yngre »Sjællandske Lov«, så at sige manglede en landskabslov for Jylland-Fyn. Prædikatet »jysk« er nemlig ikke samtidigt, hvilket nærmest er blevet overset indtil jubilæumsåret 1991.

Men hvad bygger opfattelsen af 1241-loven som landskabslov egentlig på? Hvornår optræder betegnelsen, der henfører 1241-loven til Jylland-Fyn, egentlig første gang?

Og afspejler prædikatet andet, end at loven på grund af en (rets)politisk udvikling, der ikke er fuldt klarlagt, havde fået indskrænket sin gyldighed til de områder, der i forvejen ikke havde en landskabslov »at falde tilbage på« i retlige anliggender?

Ingen spor af begrænset geografisk gyldighed

Der er ingen spor i de samtidige kilder af, at 1241-loven skulle være udstedt med begrænset geografisk gyldighed, dvs. som en landskabslov. Fortalen, udstedelsessituation og -procedure taler klart imod det.

Prædikatet »jysk« optræder første gang så sent som noget ind i 1300-tallet, men eftersom alle håndskrifter med denne lov indtil 1977 blev anset for at stamme fra 1300-årene, om end af forskellig alder, har man på grundlag af en tilbageslutning fra den senere udviklede retstilstand antaget, at det forholdt sig sådan.

Fakta

Flere danske medier bragte forleden artikler om, at dansk retshistorie skal skrives om.

Artiklerne var baseret på, at direktør for det kongelige bibliotek, Erland Kolding Nielsen, har forsket sig frem til, at Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241 ikke blot var en landskabslov, men også fungerede som rigslov og altså var gældende for hele landet.

Beviserne i Erland Kolding Nielsens forskning, hvis disse er rigtige, vil betyde, at man ikke længere kan betragte Christian V's Danske Lov fra 1683 som den første lov, der var gældende i hele Danmark.

Andre forskere er dog ikke enige i forskningens konklusioner. Det gælder blandt andet Helle Vogt, lektor og ph.d. på Det Juridiske Fakultet på Københavns Universitet. Læs om hendes kritik i denne artikel fra Politiken.

Imidlertid er det kun to ud af de 16 håndskrifter, der kendes fra tiden før 1400, som indeholder en slags overskrift med henvisning til et jysk gyldighedsområde, mens syv andre med en sådan ikke har det, og af disse omtaler fire direkte loven som danernes lov eller danske lov.

Og første gang, henvisningen til det jyske findes, er endvidere i et håndskrift foran en overlevering af Valdemars Sjællandske Lov, der vil forlene denne landskabslov med 1241-lovens prægtige, retsfilosofiske fortale, formentlig for at styrke dens status.

Visse udsagn er ignoreret eller bortforklaret

Det må derfor nærmest betegnes som et »optisk bedrag«, at man i de moderne udgaver anfører dette udsagn som indledning og dermed en del af fortalen: »Således begynder fortalen til Jydske Lov, som kong Valdemar gav, og Danerne vedtog«, selvom denne sætning først er tilkommet et stykke ind i 1300-årene, og således hverken er oprindelig eller bare nogenlunde samtidig.

Man har endvidere til dels ignoreret eller i hvert fald bortforklaret fire samtidige eller kun noget yngre udsagn, der utvetydigt meddeler, at 1241-loven blev udstedt som en rigslov.

Og endelig har den en særlig status i forhold til de sjællandske og skånske lovbøger i alle kongelige håndfæstninger indtil 1376 samt overleveringen af Erik Glippings (1282), hvortil originalen er gået tabt, der ikke kan forklares, hvis den alene var udstedt og efterfølgende opfattet som en provinslov.

Samtidige kilder omtaler Jyske Lov som rigslov

I de sidste 200 år har det imidlertid blandt historikere og retshistorikere været lagt til grund, at 1241-loven var en provinslov allerede ved tilblivelsen, udstedt til brug for den jysk-fynske landstingskreds ned til Ejderen.

Det forhold, at den første »officielle lov i landet« blev udstedt i Vordingborg på et rigsmøde, har både undret og ført til adskillige hjælpeforklaringer på, hvorfor den ikke udstedtes i Jylland og vedtoges på landstinget i Viborg.

Min påstand er, at bestemmelsen som landskabslov, altså ud fra en senere retstilstand, nærmest har været et filter for historikernes øjne, der har anskuet loven baglæns ud fra en senere tilstand i 1300-årene eller senere, og ikke kronologisk forlæns ud fra lovens egne udsagn og de samtidige kilder, der uden forbehold omtaler den som en rigslov.

Historikeren Per Andersen har kaldt det en cirkelslutning. Det omdaterede håndskrift underbygger yderligere denne erkendelse.

Håndskrift har været fejldateret

Først omkring 1991 og derefter er der blevet sat spørgsmål ved dette 'faktum', en diskussion, der kulminerede med Per Andersens udførlige bevisførelse i 2005 for, at det er en misforståelse, der skyldes kildesituationen, som den forelå, før historikeren Thomas Riis’ betydningsfulde opdagelse i forbindelse med omdateringen af et af de mest upåagtede håndskrifter fra 1300-årene af, at dette håndskrift har været fejldateret.

Dette håndskrift har hermed skiftet status fra at være en sekundær eller tertiær kilde på anden eller tredje hånd til såvel loven som dens udstedelse til nu at være den primære kilde, muligvis ligefrem førstehåndskilden til 1241-loven.

Den opfattelse, at 1241-loven var en jysk landskabslov, har ikke altid været gældende. Arild Huitfeldt (1546-1609), både rigens kansler og dermed rettertingskansler fra 1586, der startede sin embedskarriere i kancelliet, anså Jyske Lov som en rigslov, en Danske Low, idet »samme Judske Lowbog bleff forordnet offuer alt Riget at brugis«.

I 1800-årene udspandt der sig blandt retshistorikere en diskussion om Huitfeldts opfattelse, som endte med, at man forkastede den. I dag kan der næppe være tvivl om, at Huitfeldt havde ret.

Sjællandske Krøniske omtaler den oprindelige første sætning

Ejendommeligt nok har man indtil 1991 set bort fra – eller søgt at bortforklare – en række samtidige udsagn, der ikke bare omtaler lovens udstedelse, men også klart omtaler og karakteriserer den som en rigslov.

Ældst og mest udførlig er den ældre del af Sjællandske Krønike, der under 1240 skriver: »I dette år udstedte kong Valdemar på borgen Vordingborg den Danske lov og lod den nedskrive i en Dansk bog, hvilken bog begynder således: Mæth logh scal man land büggiæ. Dette skete med hans sønners tilslutning og under deres tilstedeværelse, nemlig kong Erik, hertug Abel, junker Christoffer, og den ærværdige ærkebiskop Uffe med sine lydbiskopper«.

Årbogen er blevet til i Valdemarernes hovedkloster, cistercienserklostret i Sorø, hovedsædet for årbogsskrivningen i anden halvdel af 1200-årene, og indførslen er fra senest 1282. Det er tydeligt, at forfatteren har kendskab til både udstedelsen og lovens indhold, idet han citerer den berømte første sætning i lovens fortale.

Loven var udbredt eller til at få adgang til

De første linier af fortalen til Danske Lov 1241 i det ældste håndskrift, Codex holmiensis C 37.

Ribeårbogen, der muligvis her er sekundær i forhold til Sjællandske Krønike eller bygger på en fælles ældre kilde, er nedskrevet senest 1323 og dermed samtidig med en række af de første afskrifter af lovteksten i flere af de ældste håndskriftsoverleveringer.

Den anfører under 1240 lidt kortere, at »Kong Valdemar udstedte loven i Vordingborg under nærvær af sine sønner og bisperne, som begynder således: Meth logh scal man land büggiæ«.  Jyske Krønike siger under 1241, at »denne Valdemar udstedte blandt sine øvrige berømmelige gerninger Danernes love«. Jyske Krønike er nedskrevet lige efter 1340.

Endelig oplyses det i bisp Gunnar af Viborgs Levned, der er skrevet mellem 1264 og 1280 af hans skriver Johannes, senere bisp af Børglum, utvetydigt, at »da drotten Valdemar den gamle konge i Vordingborg lod udarbejde den Danske lovs bog og gav sit lands folk den at bevare, var [bisp Gunnar] selv tilstede, og kongen selv fulgte fortrinsvis hans råd«.

Når krønikeskriverne kan citere lovens fortale, må det betyde, at kendskabet til loven allerede var så godt udbredt i samtiden, at indledningen kunne huskes og viderebringes af tilstedeværende, eller at man har haft adgang til en samtidig nedskrift.

Ikke ubestridt, at loven kun gjaldt for Jylland

Af de 15 håndskrifter, der er bestemt til 1300-årene, mangler syv, herunder flertallet af de ældste, en overskrift til fortalen, mens otte har en sådan. Fire, herunder håndskriftet C 37, siger direkte, at det er den danske eller danernes lov, mens kun to, der tilmed sætter fortalen ind foran Valdemars Sjællandske Lov og ikke foran 1241-loven – nævner, at den er taget fra »iutæ« lov.

Det har med andre ord langt ind i 1300-årene ikke været en ubestridt retstilstand, at loven kun gjaldt for Jylland, og slet ikke i de afskriftsmiljøer i klostre og byer, herunder i udgaver, der blev oversat til latin, hvilket vel afspejler den retspolitiske kamp om at fastholde loven som en rigslov. Denne synsvinkel er i øvrigt ikke fuldt ud undersøgt i historieforskningen.

Denne tolkning underbygges af 1241-lovens status i vor første håndfæstning, Erik Glippings af 29. juli 1282. Håndfæstningen indeholder nemlig et krav om overholdelse af »kong Valdemars love« udstedt i hans »lovbøger«, hvilket er en klar henvisning til 1241-loven.

Nødvendigt at have adgang til begge love

Originalen til håndfæstningen er i modsætning til de efterfølgende kongers håndfæstninger ikke overleveret i original, men i den ældste overlevering – den jysk-sjællandske – i 13 lovhåndskrifter før 1500, hvoraf 11 desuden alene indeholder 1241-loven, et sent (fra 1400-årene) har både 1241-loven og Sjællandske Lov og et fra ca. 1340 alene Sjællandske Lov. En af disse findes i øvrigt i anden halvdel af samlingshåndskriftet C37 og er antaget for at være fra o. 1400, men kan muligvis være ældre.

Parringen af Erik Glippings håndfæstning og kong Valdemars lovbøger i overleveringen siger noget om 1241-lovens status som rigslov i de følgende århundreder og nødvendigheden af at have adgang til begge love.

Kravet om overholdelse af kong Valdemars love gentages i alle håndfæstninger i det følgende århundrede: 1320, 1326, 1354 og 1376. I de latinske versioner bruges flertalsformen, i de senere danske oversættelser optræder entalsformen.

Aktstykkerne må have forbindelse og betydning

Håndskriftet C 37, det håndskrift, som sproghistorikeren Peter Skautrup i 1933 forkastede som grundlag for den moderne, kritiske udgave af Jyske Lov med den begrundelse, at det måtte dateres til ca. 1350, selvom det »vistnok [var] afskrevet efter et betydeligt ældre håndskrift“, er et samlingshåndskrift, der indeholder tre aktstykker, og det er udførligst beskrevet af Skautrup selv i hans faksimileudgave fra 1973.

Håndskriftet indeholder tre politisk vigtige aktstykker, som kun af Thomas Riis i 1977 – og det kun delvis – er analyseret i deres egen sammenhæng.

Selve forekomsten af de tre aktstykker i dette håndskrift må nemlig have en indbyrdes forbindelse og betydning, der kan sige noget om håndskriftets oprindelse, alder, funktion og betydning – herunder, om 1241-loven oprindelig blev udstedt som en rigslov.

Kan vi komme en datering af håndskriftet nærmere?

Håndskriftet blev af Thomas Riis, understøttet af Niels Skyum-Nielsen, bestemt til at være skrevet senest 1276, og dermed det ældste og eneste håndskrift fra 1200-årene med en overlevering af 1241-loven. Spørgsmålet er imidlertid, om vi kan komme en datering og bestemmelse af håndskriftet endnu nærmere?

Skautrups synsvinkel var kronologisk tilbageskuende ud fra hans datering, og han bemærkede derfor ikke den kronologisk logiske konsekvens af indførslen af to korte aktstykker, der findes på en oprindelig og kun delvist beskrevet side mellem lovtekstens kapiteloversigt/register og fortalen, hvor der har forefandtes 1½ ubeskrevet spalte til disposition for udfyldning.

Disse to aktstykker er for det første Odensekonciliets (dvs. kirkemødets) bandlysning af land og rige (eller bandsdom, sententia) af 22. februar 1245, og for det andet Erik Klippings lovudkast til forordningen om feudalret, tidligere kaldet majestætsforbrydelsesforordningen, af 9. oktober 1276, som formentlig blev behandlet og forkastet på Danehoffet i Nyborg samme år.

Tydeligvis to forskellige hænder bag

Vordingborg set fra syd med Gåsetårnet i baggrunden, som det fremstår i dag. I disse år foregår der meget omfattende undersøgelser og restaureringer på borgområdet. Både tårn og voldgrav er mere end hundrede år yngre end loven, nemlig fra Valdemar Atterdags tid midt i 1300-årene. (Foto: MOE, 2013)

Skautrup antager, at bandlysningsdommen er »skrevet med en hånd, der næppe er meget yngre end selve lovtekstens«, og at forordningsudkastet er skrevet »med samme hånd«. Han har givet ret i den første antagelse, men næppe i den sidste.

Niels Skyum-Nielsen antog ligeledes nogle år senere, at de to aktstykker var af samme hånd. Håndskriftet er i dag digitaliseret, og en forstørrelse viser efter min opfattelse tydeligt, at der er tale om to forskellige hænder i de to aktstykker, der er indført i kronologisk orden.

Bandlysningsdommen, som vi alene har herfra i en samtidig overlevering, er indført først, og derefter har skriveren Thomas G, som identificeret af Skyum-Nielsen, i oktober 1276 indført feudalretsforordningsudkastet, som alene kendes fra dette håndskrift.

Men dette må også betyde, at 1245-aktstykket er indført tidligere end 1276. Spørgsmålet er hvornår – i 1245 eller hvor længe efter 1245? Men sammenfattende kan vi sige, at håndskriftet C 37 indeholder tre afgørende, politisk vigtige aktstykker fra perioden 1241-76, indskrevet i kronologisk rækkefølge i håndskriftet af tre forskellige skrivere.

Hvem havde ønske om at indføre aktstykkerne?

Spørgsmålet er nu, hvad man kan udlede af disse kendsgerninger? Hvem har haft et sådant håndskrift med Valdemar Sejrs lov fra 1241 i sin besiddelse før 1276 og dermed mulighed, interesse i, behov for og ønske om at indføre de to senere aktstykker efterhånden, som de blev til?

Det er tydeligt, at de to senere aktstykker er blevet opfattet som vigtige og måske også som betydningsfulde at have let adgang til i en sammenhæng med lovteksten fra 1241, hvis ophavsmand vi kender (men ikke nødvendigvis, hvem der har formuleret den).

Loven af 1241 var udstedt af kongemagten og vedtaget af landet, dvs. rigsforsamlingen, med gyldighed for hele landet.

Ville man pacificere en opposition?

Bandlysningsdommen fra 1245 var derimod efter engelsk forbillede udstedt mod alle i landet, der måtte berøve kirkerne deres ret, friheder og ejendom – herunder potentielt også kongen – af det samlede bispekollegium. Den skulle foredrages og blev forkyndt »år ud og år ind på danske kirkeforsamlinger«.

Udkastet til en feudalret med blandt andet majestætsforbrydelsesbestemmelser 1276 er under den langvarige politiske kamp om magten efter 1259 udtænkt af kongemagten imod fyrster og adels voksende magt, selvom forordningen også ville være til fordel for dem, der havde mænd knyttet til sig, dvs. bisper og aristokrater.

Det skete seks år før, Erik Glipping som foreløbigt højdepunkt fik påtvunget den første håndfæstning i 1282 og dermed fik indskrænket sin magt væsentligt, men samtidigt understreget, at 1241-loven skal overholdes. Har man i 1276 villet pacificere en evt. opposition fra netop den gruppe, der tog magten i 1282?

Thomas G var måske skriver i kongemagtens kancelli

Der er kun én logisk konklusion. Dette håndskrift er blevet til i en klar rigshistorisk sammenhæng – altså ikke i en landsdelshistorisk – hvilket de samtidige indførsler af de to senere aktstykker beviser.

I datidens politiske magtkamp har nogen haft brug for at have let adgang til disse centrale – og for kongemagten på flere måder skæbnesvangre – aktstykker, herunder at indføre det sidste i et foreliggende håndskrift med de to forrige. Og den sammenhæng peger forholdsvis entydigt på kongemagten, altså at håndskriftet er opstået i, eller i hvert fald stammer fra, kongens kancelli.

Det forhold, at feudalretsforordningsudkastet er indført af skriveren Thomas G, der nogle få år efter er identificeret i enkedronning Margrethe Sambirias kancelli i Nykøbing (på Falster), kan også tolkes således, at han før da, i den periode Margrethe havde stor indflydelse på landets regering, var skriver i kongemagtens kancelli.

Beviseligt overlabning i stab

Det er påvist, at der i Erik Glippings yngre år var tætte forbindelser for ikke at sige overlapning i staben mellem enkedronningens og den unge konges kancelli, bl.a. når der udstedtes herskerdiplomer.

Det var tilfældet både i den periode, hun førte regeringsmagten 1259-66, og efter 1267, hvor hun tog fast ophold på Nykøbing Slot på Falster som 'frue til Estland', hvor hun stadig har været medbestemmende i rigets anliggender.

Kong Erik besøgte i årene derefter i modsætning til tidligere adskillige gange både Nykøbing og det nærliggende Vordingborg. Kancellisten Thomas A arbejdede for dem begge hhv. 1262-66, og Thomas G, der kendes fra 1279 og nu også er identificeret med håndskriftet C 37 som kancellist i 1276, har således tidligere også arbejdet i anden sammenhæng.

Hvem tilhørte den tidligere hånd?

Kongens repræsentative hus i Vordingborg, palatiet, under udgravning. De fremgravede murrester omkranser to kælderrum fra ca. 1200. Antagelig var det her, at Valdemar Sejr lod loven give i 1241. (Foto: Dorthe Wille-Jørgensen, 1997)

Påvisningen af, at det først indførte aktstykke fra 1245 eller derefter er skrevet af en tidligere hånd, rejser det spørgsmål, om denne også tidsmæssigt kan identificeres nærmere.

En nærmere undersøgelse af offentliggjorte kongediplomer i facsimile i kanslerne, bisp Niels Stigsen (1233-45) af Roskildes, magister Peder Ranesens (1246-48) og kancellisten, senere bisp Esger af Ribes funktionsperioder samt de kanslerløse perioder ind imellem viser, at skriverhånden må være den samme, som har skrevet fem diplomer i kong Abels kancelli 1250-51 og den ene af de to talmæssigt mest repræsenterede skriverhænder i perioden.

Denne hånd har Skyum-Nielsen tidligere identificeret som Esger A, men hans undersøgelse af skriverhænder begynder først med året 1250. Det må betyde, at Esger A har arbejdet i kancelliet allerede i Erik Plovpennings tid i 1245, og at bandlysningsdommen er indført på dette tidspunkt eller senest i Abels tid.

Interesse i at forene konge- og bispemagt mod kejseren

At bandlysningsdommen indskrives i et lovhåndskrift i kancelliet er ikke overraskende, den politiske situation i februar 1245 taget i betragtning. Pave Innocens 4. havde 3. januar 1245 indkaldt til verdenskirkemøde i Lyon i Burgund 24. juni, heriblandt både den danske konge og ærkebiskop som repræsentant for det danske bispekollegium, vendt bl.a. imod kejser Frederik 2.

Den pavelige kurie og Danmark havde dengang som også før givetvis et vist interessefællesskab heri. I bispemødet i Odense 22. februar 1245, dvs. efter pavens indkaldelse og før kirkemødets afholdelse, deltog både kongens kansler og fortrolige, bisp Niels Stigsen af Roskilde og pavens nuntius, magister Johannes af Piacenza, der nævnes i domsbeslutningen.

Sidstnævnte har af både politiske og finansielle grunde haft al interesse i at forene konge- og bispemagt i landet mod kejseren til fordel for paven.

Ophavsmanden kan være kansleren selv

Kancelliet havde altså brug for en præcis gengivelse af dette vigtige dokument i en potentielt konfliktfyldt sag, og ophavsmanden kan være kansleren selv. Det kan tillige meget vel være Odensekirkemødets officielle udfærdigelse af bandsdommen.

Niels Stigsens brud med kong Erik Plovpenning og dermed udbruddet af kirkekampen indtraf tidligst i juni samme år, og vi kender faktisk ikke årsagen. Er dommen indført senere, dvs. i Abels tid, afspejler det blot, at nu hvor kirkekampen var brudt ud, var der brug for den præcise tekst.

Det deraf følgende logiske spørgsmål er: hvornår er så håndskriftet fra, dvs. hvornår blev loven af 1241 oprindelig nedskrevet i C 37? Er det en tidlig afskrift fra før 1245, eller er det faktisk originalen, i hvilken man så i kancelliet har indføjet de to senere aktstykker?

Bisp Niels Stigsen var kansler både i 1241 og 1245, og han deltog i begge møder, der afspejles i nedfældningen af de første to aktstykker i C 37. Der er mig bekendt ikke nogen, der tidligere har forsøgt at identificere skriverhænderne i de store (lov)håndskrifter, kun i diplomer, måske fordi man har anset det for umuligt.

C37 har være i stormanden Claus Rønnows besiddelse

Hvor har C 37 befundet sig, inden det i 1720’erne dukker op i et arkiv i Stockholm og i 1770’erne opdages af danske historikere?

Thomas Riis har ud fra tilskrifter og ejermærker i selve håndskriftet og på bogbindet sporet det tilbage til den magtfulde Rønnow-slægt på Fyn i 1400-årene, hvor det har været i den fremtrædende stormands, rigsråd og marsk Claus Rønnows (d. 1486) besiddelse.

Rønnow var en af Christoffer af Bayerns og Christian 1.s nærmeste rigsråder og forhandlere i krigene i Sverige om genoprettelsen af Kalmarunionen, kongens ledsager på den store rejse til Italien i 1474, høvedsmand på Nyborg Slot 1441-62 og i øvrigt herre til Hvidkilde ved Svendborg. Hans søn Carl Rønnow blev biskop af Odense 1474-1501 og dermed også rigsråd. Det var ham, der indkaldte landets første bogtrykker Johan Snell til Odense i 1482.

Hans halvbroder Marquard Rønnows sønnedatter Anne ægtede 1561 Erik Hardenberg (d. 1604) til Skovsbo på Nordfyn, og da deres søn Christen Hardenbergs (1567-1600) initialer er præget på bindet ca. 1580, har det måske været en gave fra de bogelskende forældre.

Historikere har ikke haft kendskab til håndskriftet

Derefter er der et hul i besiddelseshistorien, indtil det dukker op i Odensebispen Christian Muus’ besiddelse inden dennes død i 1717. Muus har formentlig stjålet det eller på anden måde erhvervet det fra en herregård på Fyn efter sin forflyttelse fra Ribe Stift i 1712.

At det har befundet sig på Fyn i al ubemærkethed fremgår af, at Arild Huitfeldt og 1500-årenes andre historikere ikke har haft kendskab til det. Og kongens kancelli har i længere perioder i højmiddelalderen haft tilknytning til Fyn, nærmere betegnet Nyborg Slot, men håndskriftet befandt sig i hvert fald ikke i kongens arkiv, da dette blev etableret på Kalundborg Slot i 1400-årene.

Konklusionen på denne undersøgelse er alt i alt en styrkelse af Michael Geltings og Per Andersens bestemmelse af 1241-loven som en udstedt rigslov under betegnelsen Danske Lov eller Danernes Lov, og at den var gældende for hele landet eller i hvert fald i større dele end hidtil anset og i længere tid end måske hidtil antaget.

Yderligere undersøgelser kan sikkert udbygge dette forhold.

Til Jyske Lov blev 1241-loven i hvert fald først i 1300-årene, måske senere end hidtil antaget, hvis man skal slutte ud fra håndskrifternes udsagn i sig selv. Danmark fik med andre ord en samlet rigslov én generation før Norge og flere før Sverige.

Fortalen til den såkaldte Jyske Lov, 1241.

Efter Erik Kroman & Stig Iuul, ajourført 1991:

Med lov skal land bygges, men ville enhver nøjes med sit eget og lade andre nyde samme ret, da behøvede man ikke nogen lov. Men ingen lov er jævngod at følge som sandheden, men hvor man er i tvivl om, hvad der er sandhed, der skal loven vise sandheden.

Var der ikke lov i landet, da havde den mest, som kunne tilegne sig mest. Derfor skal loven gøres efter alles tarv, at retsindige og fredsommelige og sagesløse kan nyde deres fred, og uretfærdige og onde kan ræddes for det, der er skrevet i loven, og derfor ikke tør fuldbyrde den ondskab, som de har i sinde. Det er også rigtigt, dersom nogen ikke af frygt for Gud og kærlighed til retten kan lokkes til det gode, at frygten for øvrigheden og landets straffelov da kan hindre dem i at gøre ilde og straffe dem, hvis de gør det.

Loven skal tilgodese æren og retfærdigheden, den skal være tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet. Heller ikke skal nogen mand dømme mod den lov, som kongen giver, og landet vedtager; men efter den lov skal landet dømmes og styres. Den lov, som kongen giver, og landet vedtager, den kan han heller ikke ændre eller ophæve uden landets vilje, medmindre han åbenbart strider mod Guds ord.

Det er kongens og landets høvdingers opgave at overvåge domme og gøre ret og frelse dem, der tvinges med uret, såsom enker og værgeløse børn, pilgrimme og udlændinge og fattige – dem overgår der tiest uret – og ikke lade slette mennesker, der ikke vil forbedre sig, leve i sit land; thi idet han straffer og dræber ugerningsmænd, da er hans Guds tjener og landets vogter. Thi ligesom den hellige kirke styres af pave og biskop, således skal hvert land styres og værges af kongen eller hans embedsmænd. Derfor er også alle, der bor i hans land, skyldige i at være ham hørige og lydige og underdanige, og til gengæld er han skyldig at give dem alle fred. Det skal alle verdslige høvdinger også vide, at med den magt, Gud gav dem i hænde i denne verden, overdrog han dem også at værge sin hellige kirke mod alle krav. Men bliver de glemsomme eller partiske og ikke værger, som ret er, da skal de på Dommens Dag stå til ansvar, hvis kirkens frihed og landets fred mindskes ved deres skyld i deres tid.

Vide skal alle, der ser denne bog, at kong Valdemar, den anden søn af Valdemar, der var Sankt Knuds søn, da han havde været konge i ni og tredive vintre, og der var gået tusind og to hundrede og fyrretyve vintre, efter at Vor Herre var født, i den næstfølgende marts måned lod skrive denne bog og gav denne lov, som her står skrevet på dansk, i Vordingborg med samtykke af sine sønner, der var til stede, kong Erik, hertug Abel og junker Christoffer og Uffe, der da var ærkebiskop i Lund, og biskop Niels i Roskilde, biskop Iver i Fyn, biskop Peder i Århus, biskop Gunner i Ribe, biskop Gunner i Viborg, biskop Jens i Vendsyssel og biskop Jens i Hedeby og desuden med samtykke af alle de bedste mænd, der var i hans rige.

(Billedet viser Fortalen til Danske Lov, tidligere Jyske Lov 1241, i det ældste håndskrift Codex holmiensis C 37 med lovtekstens overlevering.  Håndskriftet dateredes indtil 1977 skønsmæssigt til ca. 1350, men blev i 1977 omdateret til før 1276 på grund af et aktstykke på den foregående side og føres i denne artikel tilbage til senest 1245-50. I mange år antoges håndskriftet for at være svensk krigsbytte fra Karl Gustav-krigene 1657-60, men i 2004 bevistes det, at det har været i Odensebispen Christian Muus’ besiddelse indtil dennes død i 1717, hvorefter det dukkede op i Antikvitetsarkivet i Stockholm i 1720’erne og overførtes til Kungliga Biblioteket i 1780. Det udveksledes med Sverige 30. marts 2011. (Foto: Det Kongelige Bibliotek))

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.