Danmarks første jernfund er i virkeligheden kobber
»Danskerne kendte måske først til jern 300 år senere, end man tidligere troede,« siger forsker bag studiet.
Kobberkniv

Her er en af de to knive, der viser sig at være udsmykket med kobber. Opdagelsen løser et langvarigt mysterium for arkæologerne. (Foto: Nationalmuseets samlinger)

Indtil nu har det været etableret viden, at det første danske jernfund var fra omkring år 1000 f.v.t.

Det ændrer et nyt, dansk studie på.

Før troede man, at udsmykningen på to gamle knive var af jern, men det nye studie fastslår, at den i virkeligheden er af kobber. Det skubber danskernes kendskab til jern 300 år frem, til en fingerring, der menes at stamme fra omkring 700 f.v.t.

»Det er fantastisk, at så gammelt materiale rummer ny viden. Danskerne kendte måske først til jern 300 år senere, end man tidligere troede,« siger forskeren bag studiet, Henriette Lyngstrøm, lektor i arkæologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Mette Løvschal, ph.d. og lektor i arkæologi ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, deler hendes begejstring:

»At udsmykningen på to knive skulle være af jern, eller at der skulle have været jernudvinding i Danmark så tidligt, har drillet os arkæologer længe. Det stemte ikke overens med vores viden om den tid, de stammer fra,« siger Mette Løvschal. Hun har læst og vurderet den videnskabelige artikel, men har ikke selv været involveret i studiet.

Den videnskabelige artikel er publiceret i tidsskriftet Danish Journal of Archaeology og løser en gammel gåde blandt danske arkæologer.

Bronzealderknive

Arkæologerne har indtil nu antaget, at båndene, der udsmykker to knive fra midt i bronzealderen, var af jern. Nyt studie afliver den antagelse. (Foto: Lyngstrøm & Jouttijärvi, Danish Journal of Archaeology)

Jernfund gav ikke mening

Alle andre fund fra tiden omkring år 1000 f.v.t., udover de to knive, har peget på, at Danmark var et bronzesamfund på det tidspunkt.

Derfor har to knive med 'jern'udsmykning midt i bronzealderen undret arkæologerne.

Før danskerne lærte at udvinde jern, var bronze det mest avancerede materiale, man kendte til. For at få fat i det, vandrede folk ned igennem Europa, hvilket gav et samfund med åbne grænser. Når arkæologerne laver udgravninger fra bronzealderen, kan de derfor ikke finde nogle indhegninger.

»Spørgsmålet om, hvornår jern introduceres, er helt centralt, fordi jern i modsætning til bronze rent faktisk kunne udvindes herhjemme. Egentlig helt lokalt på danske gårde, hvis man blot vidste hvordan,« fortæller Martin Winther Olesen, der er cand.phil. og inspektør på den arkæologiske afdeling ved Museum Midtjylland.

Da jernudvindingen kom til Danmark, opstod formentlig ideen om den private ejendomsret. Områder, hvor man kunne grave myremalm (jernholdige jordaflejringer) op til at fremstille jern, blev pludselig værdifulde, så folk begyndte at indhegne landområder for at beskytte deres råmaterialer.

Den slags indhegninger har arkæologerne kunnet identificere i udgravninger, der stammer fra omkring 500 f.v.t.

Men hvordan har arkæologerne i det hele taget kunnet tage fejl af jern og kobber?

Man skulle måske tro, at det er nemt at se forskel, men det er ifølge Henriette Lyngstrøm sværere end som så.

Jernets ankomst til Danmark

Tidsangivelser for bronze- og jernalderen er taget fra Nationalmuseets hjemmeside.

Kobber var skjult under jernskorpe

For det første var det alene udsmykningen på knivene, man troede, var af jern.

Det drejede sig kun om de sorte bånd, der løber i kunstfærdige snørkler langs knivbladet, så det var svært at tage de nødvendige metalprøver af så lidt materiale.

Jernring

Antagelsen om at knivene fra år 1000 f.v.t. var udsmykket med tråde af jern, er aflivet. Nu udgør en fingerring, dateret til omkring 700 f.v.t, Danmarks første jernfund. (Kilde: Henriette Lyngstrøm, lektor i arkæologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet)

For det andet udvikler alle gamle metaller en slags skorpe af jern udover sig. Man siger, at bronzen korroderer. (Læs også boksen under artiklen)

»Hvis man ikke kradser korrosionsproduktet af, når man analyserer materialet, vurderer man slet ikke det egentlige metal,« fortæller Henriette Lyngstrøm.

En destruktiv metode

For overhovedet at kunne foretage en analyse af oldtidsfund, skal arkæologer have tilladelse af det museum, der har udgravet materialet.

Levn fra bronzealderen (1700 f.v.t. -500 f.v.t.) er nemlig ofte så skrøbelige, at de ikke tåler en såkaldt metallurgisk analyse af de fysiske og kemiske egenskaber. (Du kan blive meget klogere på metoden i boksen under artiklen)

»Den metallurgiske analyse er destruktiv, fordi man skærer i oldtidsfundene, men metoden er uundgåelig, hvis man vil vide mere om et materiales kemiske sammensætning,« forklarer Henriette Lyngstrøm.

Selvom metallurgen kun tager små bidder fra fundene, falder udstillingsværdien, så snart man begynder at skære i dem.

Derfor skal arkæologerne sende en ansøgning til museet, hvori de argumenterer for, at den skade, de forvolder, står mål med de resultater, de kan få ud af undersøgelsen. Da Henriette Lyngstrøm ansøgte, fik hun tilladelse. 

Betyder forskningsresultatet, at der skal rykkes rundt på, hvornår jernalderen begyndte?

Nej, for jernalderen er bare en betegnelse, arkæologerne bruger for at vide, hvilken periode de snakker om.

Forskerne har vedtaget at kalde perioden fra 500 f.v.t. for jernalderen, fordi man begynder at se såkaldte tuegrave, der muligvis dækker over en ny religion, der opstod.

Så udvinding og brug af jern, hænger ikke nødvendigvis sammen med, at man kalder det jernalderen.

Kilde: Henriette Lyngstrøm, lektor i arkæologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet

Hengemte resultater ser dagens lys

Selvom resultatet af analysen af de to knive først er blevet publiceret nu, har de danske jernforskere faktisk kendt til det i 20 år.

Allerede i 1998 blev der på Nationalmuseet lavet en analyse af knivenes materiale, og den slog fast, at udsmykningen var af kobber. Men derefter blev projektet henlagt og udkom aldrig i en videnskabelig artikel.

»Det ærgrede mig, at det kun var den lille gruppe af danske jernarkæologer, der kendte til materialet i knivene, og at jeg ikke kunne henvise til vores viden i andre videnskabelige artikler, fordi analysen fra 1989 kun var blevet nedfældet på et A4-ark. Vores viden kunne blive betydningsfuld i fremtiden, så den måtte ikke gå tabt,« fortæller Henriette Lyngstrøm.

Derfor tog hun initiativ til at finde de gamle resultater frem fra Nationalmuseets arkiver og gentage den metallurgiske undersøgelse og den arkæologiske vurdering.

Resultaterne forblev de samme, men denne gang blev de udgivet.

»Det er de færreste, der har adgang til Nationalmuseets arkiver, så det er vigtigt, at den nye viden kommer ud til en læserskare af forskere uden for Danmark. Nu er resultatet transparent og gennemskueligt, hvilket giver andre forskere mulighed for at vurdere mulige fejlkilder,« siger Mette Løvschal fra Aarhus Universitet.

Hvorfor bliver projekter henlagt?

Der kan være forskellige grund til, at nogle arkæologiske projekter ikke bliver udgivet.

Tidligere blev forskningen indenfor arkæologien ofte finansieret af museerne, og de var ikke så strikse med, hvor meget forskning der blev publiceret.

Projekter kan desuden blive henlagt, hvis finansieringen slipper op.

Kilde: Henriette Lyngstrøm, lektor i arkæologi ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet.

Museer er fuld af gamle fund

Noget tyder på, at der er flere henlagte forskningsprojekter, der går tabt i museernes kældre.

»Hvis vi ikke havde bragt de gamle resultater frem i lyset, kunne de have ligget i 20 år mere,« fortæller Henriette Lyngstrøm, og fortsætter:

»Der er utrolig mange af den slags forskningsprojekter, som ikke bliver udgivet.«

Mette Løvschal er enig:

»Der kan sagtens ligge en guldgrube af henlagte oldtidsfund rundt omkring på museerne, og med tiden vil det blive mere og mere vigtigt at undersøge dem,« fremhæver hun.

»Der er ikke et uendeligt lager af metalgenstande fra forhistorien under den danske muld. Desuden forsvinder meget af kulturarven hele tiden på grund af byggeprojekter og agerbrug, så vi bliver nødt til også at udnytte de fund, vi allerede har gravet frem.«

Metallurgisk analyse skridt for skridt

For at kunne afgøre knivenes rigtige materiale allierede Henriette Lyngstrøm sig med Arne Jouttijärvi, som er metallurg. Det vil sige, at han laver analyser af metal for arkæologer.

Først lavede han en priktest ved at skære bittesmå prøver på størrelse med et knappenålshoved ud af rageknivene og støbe dem ind i hærdeplast.

Den bløde hærdeplast lagde han herefter i små forme på størrelse med femkroner, hvorefter prøverne fra rageknivene blev trykket derned, og så størknede de.

Derefter blev prøverne gransket under et elektronmikroskop, som igennem en sonde kan afgøre, hvilke legeringer og materiale man har med at gøre.

På den måde kan forskerne analysere, hvilke komponenter prøven består af, altså, hvor meget kobber, tin og jern der forekommer.

»Det er en velkendt metode, til at vurdere råmaterialet af arkæologiske fund. Metoden er meget solid, så jeg tvivler ikke på resultaterne,« siger Mette Løvschal fra Aarhus Universitet.

I prøverne fra rageknivene kunne forskerne identificere noget jernoxid, der er korrosion (en slags skorpe af jern, der har lagt sig over knivene), men man fandt kobber nedenunder.

Ugens Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.