CPH:DOX gør op med den gængse fremstilling af videnskaben
Når dokumentarfilm-festivalen CPH:DOX i november 2015 indtager København, er der en række videnskabsdokumentarer på programmet. En glimrende måde at formidle videnskab, mener dansk forsker.

I filmen In Utero udfordrer læger, psykologer og videnskabsfolk idéen om, at et foster er ren biologi, og betragter det i stedet som et følende væsen. (Foto: CPH:DOX)

I filmen In Utero udfordrer læger, psykologer og videnskabsfolk idéen om, at et foster er ren biologi, og betragter det i stedet som et følende væsen. (Foto: CPH:DOX)

En socialt intelligent robot, som skal holde ældre mennesker med selskab. Et hypotetisk scenarie, hvor en asteroide er på vej mod Jorden. Og en visuel kortlægning af vores DNA.

Der er gode muligheder for at blive klogere på videnskaben, når dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX 5. november i år, 2015, lukker dørene op. Og det giver god mening, at der er en række dokumentarer om videnskab på programmet, mener adjunkt Peter Ole Pedersen.

»I det historiske udgangspunkt var filmen en videnskabelig opfindelse, der kunne hjælpe os med at se, registrere og siden også høre verden på en ny måde. Især dette potentiale til at se verden gennem et teknologisk øje og så fremstille den for os på en ny måde, tror jeg, gør filmmediet ekstra kvalificeret til at formidle videnskaben for os,« siger Peter Ole Pedersen, som blandt andet forsker i dokumentarfilm på Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.

Dokumentargenren låner fra fiktionen

Peter Ole Pedersen mener, at dokumentarfilmen kan gøre virkeligheden mere nærværende, og det gør mediet velegent til at præsentere videnskabelige landvindinger. Det kan også være grunden til, at både filmfestivalen og selve dokumentargenren har vundet stor popularitet de seneste år, mener han.

»Det er min overbevisning, at dokumentarfilmens nyvundne popularitet i den grad baserer sig på, at den har 'invaderet' fiktionsfilmens territorium og gjort det til sit eget. Det har den gjort gennem modige stiliseringer af realoptagelserne, medrivende rekonstruktioner af de virkelige hændelser og opfindsomme iscenesættelser af filmenes fortællinger,« siger Peter Ole Pedersen.

Netop det, at dokumentarfilmen lader sig inspirere af fiktionsgenren skinner igennem i CPH:DOX-programmet for i år – også når det kommer til formidling af videnskab. Og der kan være forskellige holdninger til, at videnskaben fremstilles populært og simpelt med et hint af fiktion.

Peter Ole Pedersen mener dog ikke, at den populære fremstilling er et problem.

»Jeg mener ikke, det er en filmfestival som CPH:DOX's opgave at formidle videnskab på en klassisk og nødvendigvis lødig måde, men derimod at udfordre vores omgang med videnskabelig information og vores opfattelse af samfundsudviklingen,« siger Peter Ole Pedersen.

Asteroider på vej mod Jorden og livet i en livmoder

Peter Ole Pedersen glæder sig især til filmene 'Disaster Playground', som handler om en asteroide med kurs mod Jorden, og 'In Utero', som er en dokumentar om, hvordan livet i livmoderen har betydning for resten af dit liv.

De film, mener han, vidner om, at festivalens program for videnskabsdokumentarer rammer bredt.

Du kan læse mere om et udvalg af festivalens videnskabsdokumentarer her:

Disaster Playground (af Nelly Ben Hayoun)

Oplevelsesdesigneren Nelly Ben Hayoun har sat sig for at finde ud af, hvad internationale beslutningstagere egentlig ville gøre, hvis en asteroide satte kurs mod jorden. Filmen går på opdagelse blandt rumfarts-eliten for at undersøge det hypotetiske scenarium.

In Utero (af Kathleen Gyllenhaal)

I filmen In Utero udfordrer læger, psykologer og videnskabsfolk idéen om, at et foster er ren biologi, og betragter det i stedet som et følende væsen.

Filmen viser, hvordan livet i livmoderen i høj grad allerede er påvirket af verden uden for mors mave og bruger film som 'The Matrix' og 'Alice i Eventyrland' til at rulle sin fortælling ud.

The Visit: An Alien Encounter (af Michael Madsen)

I den dansk-finske dokumentariske science-fiction film føres et tankeeksperiment ud  livet: Hvordan ville verden reagere, hvis vi fik besøg fra det ydre rum?

Tilskueren får rollen som gæsten fra rummet, som for første gang skal opleve Jorden, mens der sættes spørgsmålstegn ved, hvordan internationale ledere og forskere ville agere, hvis et rumskib rent faktisk landede på jorden.

Læs også: 'Forskere: Vi er ikke klar til besøg af intelligent liv'

Naturens Uorden (af Christian Sønderby Jepsen)

I denne danske dokumentar følger vi den spastiske Jacob Nossell, der søger svar på spørgsmål som, hvad normalitet er, og om han som handicappet har lov til at leve.

I sin søgen får han hjælp fra blandt andet en teaterdirektør, sin familie og en hel række forskere, som fra hver deres faglige udgangspunkt prøver at få Jacob en smule tættere på at forstå sig selv.

Læs også: 'Ny dokumentarfilm tester grænserne mellem formidling og videnskab'

Alice Cares (af Sander Burger)

I Alice Cares har robot-teknikere og psykologer slået sig sammen om at designe robotten Alice, som skal holde ældre mennesker ved selskab.

I et socialt psykologisk og teknologisk eksperiment flytter hun ind hos enlige beboere på et plejehjem, der ellers ikke har været vant til at forholde sig til teknologi, imens forskerne følger forsøget fra et universitet i Amsterdam.

The Dark Gene (af Miriam Jakobs & Gerhard Schick)

I filmen The Dark Gene følger vi lægen Frank Schauber, der i sin søgen efter forklaringen på de depressioner, han selv lider af, bliver ført dybt ind i genforskningen og kortlægningen af vores DNA.

I The Dark Gene bliver det genetiske grundstof visualiseret og åbnet op, mens filmen rejser spørgsmål som: Hvor meget ved vi om os selv? Hvor meget vil vi vide? Og hvor meget af os er bestemt af vores gener?

Ice and the Sky (af Luc Jacquet)

Filmen er et portræt af den franske polarforsker Claude Lorius, der i 1957 tog til Antarktis og opdagede, at der i isen var indkapslet tusind år gammel luft.

Det reviderede opfattelsen af menneskets indflydelse på klodens klima og den globale opvarmning, men opdagelsen blev til at begynde med mødt af tavshed.

Læs hele CPH:DOX-programmet

Flere af filmene har specialvisninger, hvor filmagere, fagpersoner og forskere kommer og fortæller om deres syn på filmens tema.

Læs hele videnskabsprogrammet her.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.