Vi tester for lidt. Vores isolationsstrategi er naiv. Og så er det direkte selvskadende adfærd at lukke hele samfundet ned, som vi gør.

Verdenssundhedsorganisationen (WHO) kritiserer Danmark igen og igen, men den seneste uge har WHO også været i skudlinjen for ikke at gå kritisk nok til Kina. 

Sundhedsorganisationens anbefalinger til andre lande kommer nemlig blandt andet på baggrund af en stor WHO-inspektion til Kina og meget af den data, der findes fra Kina. 

Men dataen fra Kina kan være behæftet med fejl, har flere andre eksperter fremhævet. Ligesom de kinesiske inddæmnings-metoder har været drastiske og på kant med menneskerettighederne. Hvorfor ser WHO forbi det?

En årsag kan være, at WHO også er en dybt politisk organisation, der skal balancere deres sundhedsfaglige anbefalinger i et storpolitisk og diplomatisk spil. Det har lektor i historie, Niels Brimnes, der forsker i WHO’s historie, blandt andet fremhævet i flere medier, og han gentager det overfor Videnskab.dk.

»Det er vigtigt at understrege, at WHO selvfølgelig ikke er neutrale,« siger Niels Brimnes, der er tilknyttet Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet, og tilføjer: 

»Man skal have respekt for deres sundhedsfaglige viden, men WHO er ikke et sandhedsorakel. Det er en politisk organisation, og de anbefalinger, de giver, skal ses i lyset af det. Man skal have i baghovedet, at WHO ikke kun agerer inden for sundhed, men også sundhedspolitik, og sundhedspolitik i FN-regi er storpolitik.« 

WHO tør ikke være uvenner med Kina

Niels Brimnes har set WHO’s rapport fra Kina, der blev udgivet 28. februar, og det er påfaldende, men ikke overraskende læsning, siger han.

»Det slår én, at det er en rapport, der er meget loyal over for Kina, og som stort set kun roser den kinesiske indsats. Der er en lille kritisk passage om, at Kina skal være bedre til at kommunikere deres nøgletal ud, men det er også det. På den måde lægger rapporten sig op ad den officielle kinesiske linje,« fortæller Niels Brimnes.

»Politisk er det meget vanskeligt, for ikke at sige umuligt, for WHO at kommentere på nogle af de ubehagelige ting, der har været en del af den kinesiske indsats, eller at stille spørgsmålstegn ved tallene,« mener Niels Brimnes

Det skyldes blandt andet, at WHO’s rapport fra Kina er skrevet på baggrund af en såkaldt ‘joint mission’ mellem WHO og de kinesiske myndigheder, der sammen har rejst og undersøgt den kinesiske indsats mellem 16. og 24 februar. 

Rapporten er altså langt fra et uafhængigt dokument, pointerer Niels Brimnes. 

I det større politiske spil kan forklaringen desuden findes i, at WHO er meget interesserede i at være på god fod med Kina. Landet ligger inde med meget vigtig viden om coronavirussen lige nu, men Kina kommer også til at være en vigtig vidensbank for fremtidige epidemi-udbrud.

»Man kan forestille sig det næste udbrud, hvor man ikke har en god kontakt til Kina. Det ville være meget problematisk. Derfor har det høj prioritet at have adgang til Kina og stå på god fod med dem. De har en masse ekspertise, og det koster jo så noget troværdighed i den vestlige verden, men det tror jeg, at WHO er villige til at risikere,« vurderer Niels Brimnes. 

WHO taler med flere stemmer

Corona-krisen illustrerer på den måde i al sin tydelighed, hvor dobbelt en størrelse WHO er. 

»Det er en organisation, der taler med flere stemmer, og bliver nødt til det. På den ene side er det en sundhedsfaglig organisation, og på den anden side er den politisk,« forklarer Niels Brimnes. 

Vi så, hvordan WHO’s diplomatiske beredskab rykkede ud, da WHO's europæiske direktør, Hans Kluge, og direktør for Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, holdt et fælles og meget udglattende pressemøde 27. marts. 

Omvendt har man i utallige danske medier kunnet læse en krads kritik af den danske strategi fra WHO-læge og -seniorrådgiver, Bruce Aylward, der ledte WHO’s inspektion i Kina. 

Bruce Aylward var også hovedpersonen i en akavet video, hvor mediet Radio Television Hong Kong spørger ind til Taiwans medlemskab i WHO (Taiwan er ikke medlem, men det er Kina, der ikke anerkender Taiwan som selvstændigt land). I videoen ignorer Bruce Aylward først journalistens spørgsmål og lægger siden på. 

»Det interessante er jo, at han er en sundhedsfaglig ekspert, der får et politisk spørgsmål, og her bliver det helt tydeligt, hvilken organisation, WHO er. Aylward kan naturligvis ikke besvare det spørgsmål, han får stillet, men det var en klodset måde, at han (Bruce Aylward, red.) gled af på spørgsmålet på, for det er jo ingen hemmelighed, at WHO arbejder både diplomatisk og sundhedsfagligt,« forklarer Niels Brimnes.

Interviewet med Bruce Aylward kan ses her:

Bruce Aylward @WHO did an interview with HK's @rthk_news When asked about #Taiwan he pretended not to hear the question. The journalist asked again & he even hung up! Woo can't believe how corrupted @WHO is. pic.twitter.com/uyBytfO3LP

— Studio Incendo (@studioincendo) March 28, 2020

Et politisk svendestykke fra begyndelsen

Niels Brimnes analyser af WHO’s håndtering af Kina bygger naturligvis på hans egne vurderinger, men han pointerer, at WHO gennem hele sin levetid har måttet navigere i den slags politisk morads. 

Grundlæggelsen af WHO som FN-organ i 1948 var også et politisk svendestykke, der skabte røre i verdenssamfundet. Det fortæller lektor i statskundskab, Lars Thorup Larsen, der forsker i sundhedssystemer og sygdomsopfattelser.

I øjeblikket arbejder han på en bog om WHO’s tilblivelse og første forfatning. 

Forfatningen, der kan ses som organisationens dåbsattest, har en meget berømt definition af sundhed, der lægger vægt på, at alle borgere i verden har ret til sundhed, og at statens rolle er at tilvejebringe den sundhed. 

»Det lyder som et socialdemokratisk velfærdsprogram, og noget af det, der har undret mig, er, hvordan man kunne få USA til at æde den i en tid, hvor landet var præget af mccarthyismen og var stærkt antikommunistisk, og det kunne man så heller ikke helt,« siger Lars Thorup Larsen, der er tilknyttet Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.  

Intet WHO uden USA

Fra begyndelsen af havde WHO altså kontroverser med USA, men hvis den amerikanske kongres ikke havde skrevet under på forfatningen, ville WHO ikke have eksisteret i dag, fortæller Lars Thorup Larsen. 

Derfor blev det blandt andet bestemt, at WHO ikke kunne blande sig i amerikansk sundhedspolitik, og i dag er WHO også ‘kun’ en rådgivende myndighed, hvis anbefalinger det står frit for at fortolke og overholde.

»Man kan jo lave en parallel til en anden del af FN-systemet, nemlig den internationale flygtningekonvention, som mange lande også vælger at se stort på i disse år,« siger Lars Thorup Larsen. 

WHO blev idealistisk i 1970’erne

I WHO’s første levetid var det også USA, der næsten egenhændigt satte dagsordenen for WHO, og 40 procent af WHO’s økonomi blev eksempelvis betalt af USA.  

Det ændrede sig dog gennem 1960’erne og -70’erne, efterhånden som FN voksede sig stærkere som selvstændig organisation. I den tid spillede den danske læge Halfdan Mahler en helt afgørende rolle. 

Halfdan Mahler startede som ung WHO-udsendt læge i Indien i 1950’erne. Han blev senere leder for WHO’s afdeling for tuberkulose i 1960’erne og fra 1973 til 1988 var han WHO's generaldirektør. 

Niels Brimnes forsker netop i Halfdan Mahler og er i gang med at skrive en bog om hans liv. 

»Han er interessant, fordi han står som repræsentant for WHO i de venstreorienterede 1970’ere, hvor WHO i højere grad end i dag var præget af  idealisme,« fortæller Niels Brimnes.

Til tider kunne idealismen dog være meget åbenlys politisk, og læser man publikationerne fra 1970’erne, kan man se, at WHO utilsløret støtter sundhedssystemerne i socialistiske lande som Cuba og Kina, fortæller Niels Brimnes.

Her ses den danske læge Halfdan Mahler i sit virke som generaldirektør for WHO. Mahler var øverste leder for sundhedsorganisationen i en af dens mest politiske perioder. (Foto: Erling Mandelmann / CC BY-SA 3.0)

WHO støttede åbenlyst socialistiske lande

I denne periode var WHO især engageret i sundhedsforholdene i udviklingslande, og igen var organisationen præget af kontroverser.

»På et tidspunkt, forsøger Mahler at få medicinalindustrien til at stille medicin til rådighed for udviklingslandene på meget fordelagtige vilkår. Det kommer til nogle voldsomme sammenstød med industrien, og det står virkeligt som en tid, hvor WHO var en meget modig og idealistisk organisation,« forklarer Niels Brimnes. 

»WHO vil på mange måder altid være et barn af sin tid. Så organisationen ændrer sig også i takt med, at verden ændrer sig,« tilføjer han.

1990'erne: WHO spiller fallit

Gennem 1980’erne og 1990’erne, hvor man populært siger, at de neoliberale og neokonservative strømninger tager fat, træder WHO også ind i en ny æra. USA bliver eksempelvis lige lovlig trætte af den socialistiske slagside. 

»USA begynder at tilbageholde sit kontingent og stille krav om, at WHO skal reformere sig,« forklarer Niels Brimnes.

Halfdan Mahlers periode som generaldirektør slutter i 1988. WHO har fortsat fokus på sundhedsfremme og sygdomsbekæmpelse i udviklingslande, men møder efterhånden en større konkurrence fra private fonde og NGO’er, der især har fokus på bekæmpelsen af aids. 

WHO taber løbende terræn på sundhedsområdet og i 1996 lider organisationen et stort nederlag. Her stiftes ‘UNAIDS’, et samlet FN-program, der skal koordinere den globale kamp mod hiv/aids-epidemien.

»Her mister WHO reelt retten til at være dem, der skal tackle aids-epidemien. WHO er også en del af UNAIDS men sammen med en række andre organer, og det er et tydeligt tegn på, at WHO har mistet status og magt,« forklarer Niels Brimnes. 

Nedturen fortsætter for WHO, der får yderligere konkurrence af stenrige humanitære fonde som Clinton Foundation og Bill & Melinda Gates Foundation, der stiftes i henholdsvis 1997 og 2000.

»Begge fonde har masser af penge, og de bidrager jo faktisk til WHO. Man skal huske på, at WHO faktisk ikke har så mange penge,« fortæller Niels Brimnes.

Uheldige anbefalinger om svineinfluenza

2000’erne bliver en periode, hvor WHO skal genopfinde sig selv og finde sin rolle i den nye liberale verdensorden, og det er man på en måde stadig i gang med, fortæller Niels Brimnes. 

»WHO står relativt stærkt i dag. Men de har haft opture og nedture de seneste 20 år,« siger han.

»De vinder noget respekt i deres håndtering af SARS-epidemien i 2003. Men har senest fået kritik for at være for langsomme og gøre for lidt ved ebola-epidemien i 2014, og så havde de en uheldig sag med svineinfluenza i 2009,« tilføjer Niels Brimnes.

Den uheldige sag fra 2009 bunder i, at WHO anbefalede medicinen Tamiflu mod influenzaen, selvom studier senere viste, at det havde forsvindende lille effekt. 

Det resulterede i at flere lande købte Tamiflu i kassevis, som mange lande dog brændte inde med, og WHO blev dengang kritiseret for at danse lige lovlig tæt med medicinalindustrien. 

»Det viste sig jo at være en klog beslutning ikke at følge deres anbefalinger dengang. I dag må vi også sige, at WHO er en vigtig og vægtig stemme, men de har ikke patent på sandheden,« fortæller Niels Brimnes.

Sammenligner man med de idealistiske 1970’ere, er WHO i dag i højere grad en pragmatisk, omstillingsparat organisation med en klar realpolitisk linje. Det har corona-krisen i al fald afsløret, mener Niels Brimnes. 

»Tamiflu - vores håb mod fugleinfluenzaen«. Sådan lyder sloganet fra producenten Roche i 1999. Senere i 2009 anbefalede WHO Tamiflu mod svineinfluenza, men effekten var minimal. (Foto: Shutterstock)

Politik og sundhed kan ikke adskilles

I sidste ende illustrerer diskussionen om WHO’s rolle et overordnet dilemma ved sundhedspolitik. Der er findes sundhedsfaglig ekspertise og fakta, og så findes der politiske skøn og vurderinger.

Vi vil så gerne holde de to ting adskilt, men det kan man ikke altid, pointerer lektor i statskundskab, Lars Thorup Larsen.

»Det kan ikke adskilles, hvornår noget er sundhedsfagligt, og hvornår noget er politisk i corona-krisen, vi oplever nu,« siger han og tilføjer:

»De sundhedsfaglige anbefalinger har direkte politiske implikationer. Samtidig er den viden, der findes om virussen, stadig så usikker, at anbefalingerne fra WHO, men også Sundhedsstyrelsen herhjemme, altid vil indeholde en stor grad af politik.« 

Niels Brimnes supplerer:

»Sundheds- og sygdomsbekæmpelse er altid politisk. Sygdomsbekæmpelse er ikke en eksakt videnskab. Den beror i høj grad på skøn. Men det er også vigtigt, at være opmærksom på, at stridighederne mellem WHO og de danske eksperter heller ikke bare er politiske. Det er også nogle gode saglige og faglige stridigheder.«

Corona-krisen er en kæmpe eksamen for WHO

WHO fungerer altså i en politisk virkelighed og skal balancere sin store faglighed med interesser i øst og vest. Det samme kan man sige om Sundhedsstyrelsen, der til tider også må makke ret for den siddende sundhedsminister.

På den måde er den igangværende corona-krise også endnu en eksamen for WHO, og spørger man Niels Brimnes, klarer WHO det også ret godt, selvom de  møder kritik for at stryge Kina med hårene.

»De får noget kritik for deres realpolitik nu, men den kritik, tror jeg godt, at de kan overleve. Jeg tror godt, at de kan komme styrket ud af det her,« vurderer han.

Lars Thorup Larsen er enig: 

»WHO’s berettigelse og historie er fortalt gennem kriser. En krise er noget, der gør en organisation vigtig, og kan skaffe opbakning til organisationen. Det lyder kynisk, og det kan blive fremstillet mere kynisk, end det er. Men WHO har nogle traumer fra ebola-epidemien, hvor de handlede langsomt, og det kan man ikke sige, at de har gjort i den her situation.«