Professorerne Eske Willerslev og Dorthe Berntsen er dette års modtagere af Carlsbergfondets forskningspris.
Det skriver Carlsbergfondet på sin hjemmeside.
Forskningsprisen gives til ’henholdsvis en naturvidenskabelig og en humanistisk/samfundsvidenskabelig forsker, som afgørende har bidraget til grundforskningen’, som Carlsbergfondet selv formulerer det.
Dorthe Berntsen, der er professor ved Aarhus Universitet, modtager prisen for sin enestående forskning indenfor såkaldt selvbiografisk hukommelse. Komitéen lægger vægt på, at Berntsens opdagelser har ’forandret psykologisk forskning i Danmark’.
Helt konkret har Berntsen og hendes kolleger forsket i, hvordan traumatiske minder bliver en slags referencepunkt for organisering af information i forhold til jeg’et og dermed bliver meget centrale.
Eske Willerslev hædres for sin årelange forskning i fortidens planter, dyr, mikroorganismer og mennesker. Komitéen skriver også her, at Willerslev ’har ændret videnskaben som helhed’ gennem de 20 år, han har forsket i forhistorisk genetik og evolutionsbiologi.
Det er blandt andet Willerslev, der fandt ud af at trække DNA ud af fossiler og sedimenter og dermed har gjort kortlægningen af store folkevandringer mulig. Eske Willerslev er professor på både Københavns Universitet og University of Cambridge
Carlsbergfondets forskningspris bliver uddelt af en priskomité, hvor der sidder ni forskere, både danske og internationale, udpeget af Carlsbergfondet selv og Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab.
Prisen kommer med en million kroner, hvoraf 750.000 er øremærket til forskningsaktiviteter. De resterende 250.000 kroner er en personlig hædersgave.
Se mere om forskernes arbejde i videoerne herunder:
Eske Willerslev fortæller om sin forskning. (Video: Carlsbergfondet)
Her kan du høre Dorthe Berntsen fortælle om sin forskning. (Video: Carlsbergfondet)
seh