Fertilitetsturisme er en konsekvens af den teknologiske udvikling. Men hvem er mor og far - både i deres egen opfattelse og i henhold til landenes regler om statsborgerskab? Er det dem, som har lagt æg og sæd til, eller rugemødrene som føder børnene?

Etiske, juridiske og filosofiske dilemmaer står i kø, efter at teknologi har vendt op og ned på, hvordan man får børn. En forskergruppe, støttet af Det Frie Forskningsråd, søger svar og har i deres arbejde været vidt omkring.

Kan give juridiske problemer

Barnløse par, også danske, rejser nemlig i stigende antal til Indien, Grækenland, Ukraine og Spanien for at få deres ønskebarn.

Mange vælger Indien, fordi det er billigst, lægerne er veluddannede, og kvaliteten på klinikkerne er god, fortæller lektor Charlotte Kroløkke fra Syddansk Universitet. Hun er leder af forskningsprojektet om fertilitetsturisme, KinTra, (Trans)Formations of Kinship: Travelling in Search of Relatedness, under Syddansk Universitet, Institut for Litteratur, Kultur og Medier.

»Men det kan give juridiske komplikationer i forhold til barnets fremtid og statsborgerskab. Især hvis der ikke er tale om moderens æg, men at kun faderens sæd er med til at skabe barnet i rugemoderen,« fortæller hun.

Flere børn bliver statsløse

Et eksempel er et tysk ægtepar, der leverer ’tysk’ æg og sæd, mens en indisk rugemor føder barnet. Det kan ikke få indisk statsborgerskab - men heller ikke tysk, fordi det i Tyskland er ulovligt at bruge en betalt rugemor. Så reelt er barnet statsløst.

Flere komplicerede tilfælde har allerede vist sig, fortæller Charlotte Kroløkke. Hun nævner en sag, hvor en indisk rugemor føder et barn, som ikke alene er statsløst, men heller ikke reelt har en mor eller far.

Det drejer sig om en japansk mor – som ikke selv leverer æg – hvis mands sæd bruges i en indisk rugemor. Parret bliver skilt, inden barnet fødes.

Selv om den indiske rugemor har fraskrevet sig alle rettigheder, kan det ikke uden videre adopteres af den biologiske far. For han er nu enlig, og den japanske kvinde med intentioner om at blive mor er ikke længere interesseret.

Efter flere år er sagen endt med, at barnets japanske farmor har fået lov til at adoptere barnet.

»Med de flere kropsdele – æg og sædceller - der krydser grænser, står vi over for helt nye problemstillinger blandt andet i forhold til ejerskab. Hvad nu, hvis et ’programmeret’ sundt barn bliver født hjerneskadet eller handikappet på anden måde; hvilke forældre og hvilket land bærer så ansvaret for barnet? Der vil komme mange uafklarede sager, og i sidste ende er børnene taberne, så længe de globale regler er så uklare,« siger Charlotte Kroløkke.

Mor ved fødsel – far ved sæd

Hun påpeger, at en kønslig ulighed i moderskab og faderskab spiller ind som et levn fra gamle dage, ’hvor man altid vidste, hvem moderen var’. Og det komplicerer forholdene yderligere, at landene har forskellige regler – såvel for statsborgerskab som hvad angår lovligheden af blandt andet rugemødre:

»Far er man i de fleste lande, når ens sæd resulterer i et barn. Mor er man først i retslig forstand, når man føder barnet, hvad enten det er med ens egne æg eller andres. Det skaber komplikationer i takt med, at flere og flere vælger diverse højteknologiske måder at skabe deres barn på,« forklarer Charlotte Kroløkke.

I Indien skal enten æg eller sæd komme fra parret, for at de lovligt kan få lov at bruge en rugemor.

»Og parret skal dokumentere, at de har forsøgt selv, fået insemination og reelt kun har håb om at blive forældre via en rugemor. Det er for at undgå, at vestlige kvinder, som blot ikke vil have ødelagt deres figur og har masser af penge, vælger en rugemor,« forklarer Charlotte Kroløkke.

Rugemødre - win-win for alle eller en ny form for kolonisering

Forskergruppen har interviewet rugemødre, læger og klinikpersonale – ud over deres mere analytiske studier. De konkluderer, at synet på ’projekt rugemor’ både hos rugemødre, parrene og omverdenen afhænger meget af, hvordan det fremstilles og markedsføres:

»Flere rugemødre pointerer, at de er glade for at hjælpe stakkels barnløse vestlige par,« siger Charlotte Kroløkke. 

I Vesten betragter mange, herunder den amerikanske sociolog Susan Markens, muligheden for at leje rugemødre i for eksempel Indien og Østeuropa som en moderne form for kolonisering eller ligefrem prostitution.

Andre amerikanske sociologer - og de amerikanske klinikker i deres markedsføring - slår på, at rugemødre indebærer en form for ’frigørelse’ - især på grund af mulighederne for bøsser og lesbiske. Kommercielle rugemødre er tilladt i USA, men ikke i de fleste nordeuropæiske lande.

I Indien promoverer Dr. Naya Patel, en af de mest fremtrædende fertilitetslæger, de indiske rugemødre som en gave til verden og deres indsats som en win-win-situation for alle.

10 årslønninger giver indiske rugemødre en ny start

Når en kvinde i Indien fungerer som rugemor, betragter hun det typisk pragmatisk og som en økonomisk gave – ifølge de nyeste forskningsresultater fra den danske forskergruppe.

»Men langtidsvirkningerne – både fysisk fra hormonbehandlinger og de psykiske – ved man ikke meget om. Det er et af fokuspunkterne i vores forskningsprojekt. Ligesom vi mener, at der virkelig er behov for en udredning om de juridiske regler globalt i forhold til alle sider af de nye højteknologiske måder for reproduktion,« siger Charlotte Kroløkke.

Klinikkerne sikrer sig typisk, at kvindernes eventuelle mænd er indforståede. Pengene indsættes ofte på en spærret konto i kvindens navn, og betalingen falder ofte i rater med den absolut største, når et sundt barn er kommet til verden.

»Mange indiske kvinder bruger beløbet til et hus eller til at komme i gang med deres egen lille forretning, en livsforandring, de ellers ikke havde chance for,« siger Charlotte Kroløkke.

Den nyfødte undgår nogle rugemødre at se ved at have deres ansigt tildækket under fødslen. Barnet fjernes hurtigt, og i stedet får kvinderne et par uger senere et foto.

Flere ægbanker og klonede børn fra et stykke DNA

Fertilitetsturismen er langt fra det eneste dilemma, teknologien rejser. Charlotte Kroløkke peger på, at med markant bedre nedfrysnings- og optøningsteknikker vil der de kommende år opstå helt nye spørgsmål, og at ikke alene antallet af sædbanker, men også ægbanker vil stige.

»På få år er teknikkerne blevet så gode, at kun få æg og lidt sæd går til i processen - og kan gemmes i årtier. Allerede nu vælger karrierekvinder omkring de 35 år i lande som USA og Australien at få taget sunde, gode æg ud, så de kan bruge dem senere – når der er plads i karrieren til et barn. Men skal æg kunne gemmes f.eks. i flere generationer, så du som 25-årig får taget æg ud, og dit barnebarn kan bruge dem i en nødsituation?« spørger Charlotte Kroløkke.

I den nærmeste fremtid forudser hun endnu mere radikale muligheder:

»Teknikken i forhold til kloning bliver hurtigt bedre. Det vil gøre det muligt at skabe grundlaget for et barn ved at udvikle på et stykke DNA fra en mand og kvinde.«

Både dansk lovgivning og Etisk Råd er meget klare i forhold til nedfrosne æg: En dansk kvindes nedfrosne æg skal destrueres, når hun dør. I modsætning hertil gav en retsafgørelse for nylig tilladelse til, at en kvinde kunne få sin afdøde mands sæd tøet op og bruge den til at befrugte sig med. 

Opfattelsen af liv og slægtskab skrider

Inden for KinTra ser forskerne også antropologisk og filosofisk på, hvad de nye højteknologiske muligheder betyder for vores definition af slægtskaber, og hvad et menneske overhovedet er. Er det et stykke DNA, et befrugtet æg eller hvad?

»Blot det, at alle disse nye muligheder for reproduktion eksisterer, rykker ved vores opfattelse af liv og biologisk skabelse. Det indebærer, at slægtskab bliver et mere bredt flydende begreb,« siger Charlotte Kroløkke.