Brutale plyndringsmænd, der tog, hvad de ville have, drak mjød i spandevis og i øvrigt gjorde, som det passede dem.

Sådan bliver fortidens vikinger ofte fremstillet. Men det er, i hvert fald på nogle områder, langt fra den fulde sandhed.

For selvom det ofte er svært for nutidens eksperter at sige noget om verdenssyn, moral og etik hos mennesker, der levede for omkring 1.000 år siden, så er der hjælp at hente, når det kommer til vikingerne.

Et af de bedste kighuller, vi har til deres verden, er edda- og skjaldedigtningen.

De mange historier om guder, helte og konger blev oprindeligt overleveret mundtligt, og selvom de først blev skrevet ned efter vikingetidens slutning, giver de os et sjældent indblik i datidens værdier og menneskesyn.

Hávamál - Den Højes Tale

Blandt eddadigtene finder man teksten Hávamál, der med sine 164 strofer indeholder ganske meget vikingeviden. Navnet, der betyder 'Den Højes Tale', henviser til Odin, og de mange strofer handler om alt fra snusfornuft i dagligdagen, god opførsel ved gæstebud og vigtigheden i et godt eftermæle.

I Hávamál finder man en lang række leveregler, gode råd til hvordan en klog mand bør opføre sig, plus en hel del moralske overvejelser, der fortæller om nogle af de grundlæggende værdier, et mandfolk bør have.

Nogle af dem kan de fleste moderne danskere nikke genkendende til. 

LÆS OGSÅ: Hvorfor var vikingerne så overlegne i kamp?

Dykker man ned i digtets mange linjer, får man da også et mere nuanceret billede af vikingetidens mennesker end det, der ofte portrætteres.

I nogle af Hávamáls mange linjer kan man læse, at hverken utroskab, tyveri eller drukkenskab var velset blandt vikingerne, når man færdedes på de hjemlige gårde:

Hávamál strofe 131:
Varsom byder jeg dig være,
men ej for varsom.
Vogt dig mest for Øl
og for anden Mands Hustru;
vogt dig for det tredje
for Tyves Rænker.

Barbariske vikinger med gode manerer

Vikingetiden var ikke uden leveregler. Den barbariske kriger, mange ser for sig, havde, hvor kedeligt det end lyder, ganske gode manerer - forudsat, at han efterlevede de gamle teksters eksempler på god opførsel.

Ifølge Hávamál er den kloge mand varsom med både ord og øl, og som kender sit vid, sin appetit og sin alkoholtolerance. 

Det sidste har muligvis været lige så svært for vikingerne, som det er for nogle af nutidens danskere.

I hvert fald indeholder hele 7 strofer en advarsel mod at kikke for dybt i kruset:

Hávamál strofe 6:
Af sin rådsnare Kløgt
skal ingen sig rose,
heller være forsigtig i Sind.
Naar tavs og klog Mand
til Hjemsgård kommer,
sker ham intet ondt,
thi ypperligere Ven
har Mand aldrig
end meget Mandevid.
sådan spejder den snilde.

Hávamál strofe 7:
Forsigtig Gæst
som til Måltid går,
tier hel tavs,
lytter med Øren,
skuer med Öjne;
sådan spejder den snilde

Hávamál strofe 21:
Hjorde vide,
når hjem de skulle,
og gå da af Græs,
men uvis Mand
kender aldrig
sin Maves Mål.

Hávamál strofe 12
Ej er Øl så godt,
som det agtes at være,
för Slægternes Sönner;
jo mér man drikker,
des mindre man véd
til Sind og Sandser.

Hávamál strofe 13:
Glemsels Hejre det er,
som svæver over Øl;
den stjæler Mændenes Sind.
Med den Fugls Fjedre
blev jeg fængslet
i Gunløds Gaard.

LÆS OGSÅ: 5 ting, du skal vide om vikingetiden

Gæstfriheden i højsædet

Men selvom Hávamál advarer mod grovæderi og øl i store mængder, så tyder noget på, at vikingerne satte pris på at kunne tilbyde deres gæster både vådt og tørt og på at kunne indbyde til et gilde af en ordentlig standard.

Allerede blandt de første strofer finder man gode råd til, hvordan man som vært i vikingetiden bør tage godt imod en gæst:

Hávamál strofe 3:
Ild behøver
den, som ind er kommen
og er kold paa Knæ.
Til Mad og Klæder
trænger den Mand,
som har faret vide paa Fjæld.

Hávamál strofe 4:
Vand behøver den,
som til Davre kommer,
Håndklæde, Hilsen
og venligt Sind,
om han kan det vinde,
Ord og høfligt Øre.

Skal man byde velkommen på vikingemanér, bør man både hilse, være venlig og høflig samt sørge for varme, tørt tøj og lidt at spise og drikke til sin gæst.

Hávamál er ikke den eneste kilde, der peger i retning af, hvor vigtigt det var at kunne holde et godt gæstebud.

Et andet eksempel kommer fra Erik den Rødes saga, hvor hovedpersonen en vinter er i aldeles dårligt humør.

Problemet for Erik, der ellers plejer at være ved godt mod, er, at han ikke har forråd nok til at byde sine overvintrene gæster på et julegilde af ordentlig standard:

»Det er snarere det, at jeg frygter, at det — når I kommer andre steder — skal hedde sig, at I ikke har oplevet en fattigere jul end den nu forestående, hvor I var gæster hos Erik den Røde på Brattalid i Grønland.«

Heldigvis for Erik tilbyder hans gæster at takke ham for hans værtskab med gaver i form af både korn, mel og malt, så han kan byde dem på et værdigt julegilde med øl og mad i rigelige mængder.

LÆS OGSÅ: Forsker: Vikingerne var ikke 'racerene' skandinaver

Kød, alkohol og god samtale

At den gode vikingevært diskede op med kød, alkohol og god samtale kan man også læse i fortællingen om Rigs Vandring.

Rigs Vandring er et eddadigt og fortæller historien om den nordiske gud Heimdal, der besøger Jorden, tager på gæstebud i tre forskellige hjem og undervejs bliver far til den første søn af trælle-, bonde- og stormandsslægt.

Digtet fortæller, hvordan Heimdal bliver modtaget i hvert hjem.

Og selvom den gamle Oldemor i den fattige trællehytte gør sit bedste og serverer klistret brød og endda forkæler den fornemme gæst med kogt kalv, så er det modtagelsen i det tredje og fineste hjem, der står tilbage som det lysende eksempel på, hvordan man tager imod besøgende:

Da tog Mor
mønstret dug,
skinnende af hør,
skjulte bordet,
tog så derpaa
tynde brød,
skinnende af hvede
og skjulte dugen
Frem satte hun
Fyldte skaale
sølvomsvundne,
satte saa frem
flæsk og kødmad
og fugle stegte,
vin var i kanden,
vægtige sølvkrus,
de drak og talte,
til dagen hælded

Lægger man de mange gamle tekster i en stor bunke, ender man med en klar fornemmelse af, at vikingerne gik op i høvisk opførsel og godt værtskab.

Om den enkelte viking har levet op til de gamle teksters standarder, og om han, til hver en tid, har efterlevet samtlige formaninger, må stå hen i det uvisse.

Uanset hvad ser det ud til, at vikingerne værdsatte et godt og velafviklet gilde.

At et sådant gilde, ganske som nutidens julefrokoster, ind i mellem kunne udvikle sig til en drukfest af dimensioner, er måske netop blandt grundene til Hávamáls mange formaninger om at være forsigtig med øllet.

LÆS OGSÅ: Hvordan så vikingerne egentlig ud?

LÆS OGSÅ: Forskere: Nej, vikingetiden skal ikke have nyt navn

LÆS OGSÅ: Forsker: Vikingetiden begyndte i jernalderen