Bør første lektion begynde senere?
Længere tid i sengen om morgenen kan gøre teenagerne mere opmærksomme i skoletimerne.
søvn teenager unge vaner skole gymnasium skoletimer lektioner skoledag morgen trætte opmærksomhed behov forskyde søvnmængde pubertet læring

Mange unge sover for lidt. Skal de møde senere? (Foto: Shutterstock)

»Der er et klart videnskabeligt grundlag for, at senere skolestartstider hjælper mange børn og unge,« forklarer John Axelsson.

Han er professor i søvnvidenskab ved Stockholms Universitet og ytrer ordene i en artikel om emnet på den svenske hjemmeside, forskning.se.

»Amerikanske studier viser, at opmærksomheden øges, at eleverne har lettere ved at koncentrere sig, at der bliver mere ro i klasseværelset, og at eleverne får bedre karakterer,« uddyber han.

Et norsk studie, hvor norske 10. klasser fik lov til at starte en time senere om mandagen, indikerer noget ligende.

Så hvorfor introducerer vi ikke en senere start på skoledagen for unge?

Naturlig sen søvn

For lidt søvn har effekt på koncentrationsevnen, humøret og læringen. Desuden er søvn og psykisk sundhed tæt forbundet, og de kan begge forstærke hinanden.

Den norske ungdom går for sent i seng og får sovet to timer mindre om natten på hverdage, end de selv mener, ​​at de har brug for. Det viser et studie fra 2013 blandt unge i Hordaland.

Mari Hysing på Uni Research Health i Bergen er én af ​​forskerne bag studiet.

Der kan være flere grunde til, at mange unge går for sent i seng. Sociale medier, sene træningssessioner eller sent i seng i weekenden for blot at nævne et par stykker.

Men ifølge Mari Hysing er biologien også indblandet.

søvn teenager unge vaner skole gymnasium skoletimer lektioner skoledag morgen trætte opmærksomhed behov forskyde søvnmængde pubertet læring

For lidt søvn har effekt på koncentrationsevnen, humøret og læringen. Desuden er søvn og psykisk sundhed tæt forbundet, og de kan begge forstærke hinanden. (Foto: Shutterstock)

»Unge mennesker har brug for mere søvn end voksne. De sover betydeligt mindre, end de selv føler, at de har brug for, og der er klart en biologisk faktor indblandet,« fortæller Mari Hysing.

Marianne Ors, der er overlæge ved neurofysiologisk klinik ved Skåne Sygehus forklarer forskning.no, Videnskab.dk’s norske søstersite, at det tidspunkt, hvor vi føler os klar til at gå i seng, ændrer sig gennem hele livet.

»Det er faktisk sværere for en teenager at gå i seng, end det er for en ældre person,« siger hun.

Blev kvikkere og sov mere

Hvilken effekt vil en forskudt skoledag have på eleverne? Det mangler der studier af i Sverige ifølge de svenske forskere. I Norge findes der derimod forskning på området.

søvn teenager unge vaner skole gymnasium skoletimer lektioner skoledag morgen trætte opmærksomhed behov forskyde søvnmængde pubertet læring

Der er meget, der fylder i hovederne på unge mennesker. Derfor får de ikke altid den søvn, de har brug for. (Foto: Shutterstock)

Forskere ved Universitetet I Bergen granskede, hvilken effekt senere opstart om mandagen havde på eleverne i 10. klasse på en norsk skole. Resultaterne blev sammenlignet med en anden skole, hvor eleverne begyndte hver dag kl. 08.30.

Forsøgsskolen startede i to måneder kl. 09.30 om mandagen og 08.30 de resterende hverdage.

En senere opstart om mandagen kan betyde, at eleverne i udskolingen får sovet mere, hvilket kan medføre, at de er mere opmærksomme i de første lektioner, konkluderede studiet.

Selvom forskerne kunne se en fordel ved at forskyde den første lektion, kunne de ikke sige med sikkerhed, om det ville vare ugen ud.

På grundlag af studiet ville de ikke anbefale, at der bliver indført en forskudt første lektion i udskolingen. De mener nemlig, at der skal forskes yderligere over en længere periode og med flere elever – desuden bør man også studere andre tiltag mod dårlige søvnvaner blandt de unge.

Flere ulemper

Ét problem, som dukker op i den amerikanske forskning om en forskudt mandag morgen, er, at de unge efter et stykke tid går senere i seng, når skolen starter senere, ifølge forskning.se.

Hvorvidt man bør starte med en senere skolestart om morgenen eller ej er et stort og svært spørgsmål, forklarer Marianne Ors.

»De amerikanske studier synes at tale for, at skolerne skal starte senere om morgenen. Men så slutter skolen også senere på dagen, og teenagernes præstationer er altså ikke på toppen om eftermiddagen,« fortæller hun til den svenske hjemmeside.

Desuden er det jo ikke alle teenagere, der har problemer med at komme op om morgenen.

Flere ting er ikke er på plads i skolesystemet

Mari Hysing har ikke selv forsket i senere morgenstart i skolen, men hun har forsket i unges søvnproblemer.

Hun mener, at der er flere ting, der endnu ikke er på plads i skolesystemet i dag, som kan hjælpe med bedre og mere søvn for ungdommen.

søvn teenager unge vaner skole gymnasium skoletimer lektioner skoledag morgen trætte opmærksomhed behov forskyde søvnmængde pubertet læring

Der kan være flere grunde til, at mange unge går for sent i seng, men de sociale medier, sene træningssessioner eller sene morgener i weekenden får blandt andet skylden. (Foto: Shutterstock)

For eksempel skal mange unge stå op meget tidligt for at komme til tiden i skoler og gymnasier, der måske ligger langt væk fra, hvor de bor.

»Udgangspunktet bør være, at de ikke skal stå tidligere op i udskolingen og gymnasiet, end de gjorde i indskolingen og på mellemtrinnet,« mener Mari Hysing.

Desuden mener hun, at der ofte er for stor variation på, hvornår skolen begynder fra dag til dag i løbet af en skoleuge.

»Det er uheldigt, for vi ved, at regelmæssighed er afgørende for gode søvnvaner, så det er en vigtig pointe at tage hensyn til,« påpger Maring Hysing, som fortsætter:

»Derudover ser jeg tit, at mange elever har afleveringer, der skal leveres elektronisk ved midnat eller sene idrætstræningssessioner – på samme tid som vi tuder dem ørerne fulde med, at de skal gå tidligt i seng.«

Sover alt for lidt

Studiet, som Mari Hysing udførte i samarbejde med forskere fra det norske Folkehelseinstituttet, der svarer til Sundhedsstyrelsen, og Universitetet i Bergen i 2013, indikerer, at unge i alderene 16 og 19 i gennemsnit sov 6,5 timer om natten på hverdage.

Forskerne vurderede samtidig, at de egentlig havde behov for 8,5 timer. Den anbefaldede søvnmængde for unge er 8 til 9 timer.

Nogle unge tror måske, at de ikke behøver at sove, fordi de ikke føler sig trætte, når de lægger sig til at sove om aftenen, ifølge Mari Hysing.

»Det kan måske hjælpe dem, hvis de indser, at det tager længere tid at falde i søvn efter puberteten. Vi ved også, at det er vigtigt, at forældre er i dialog med dem om sengetid. De fleste studier bekræfter, at de unge sover mere, når forældrene deltager og er med til at bestemme,« slutter Mari Hysing.

©forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om Evidensbarometeret, som Videnskab.dk lige har lanceret.