Voldsomme bidemærker: Verdens ældste kendte offer for et hajangreb fundet
Hajangreb 3000 år siden Japan Mand

For 3.000 år siden blev en mand med stor sandsynlighed angrebet af en haj. Arkæologer har analyseret de jordiske rester og fundet hele 790 læsioner på skelettet, der peger på, at manden led en voldsom død. (Foto: (White et al., J. Archaeol. Sci. Rep., 2021/JAW/Kyoto University).

For 3.000 år siden blev en mand med stor sandsynlighed angrebet af en haj. Arkæologer har analyseret de jordiske rester og fundet hele 790 læsioner på skelettet, der peger på, at manden led en voldsom død. (Foto: (White et al., J. Archaeol. Sci. Rep., 2021/JAW/Kyoto University).

Kilde: 
24 juni 2021

Hvis du bader i et farvand med hajer, er der risiko for at blive angrebet, og sådan var det også for 3.000 år siden.

Arkæologer har fundet knogleresterne af verdens hidtil ældste kendte offer for et hajangreb.

Det skriver ScienceAlert.

De jordiske rester af en mand blev oprindeligt fundet i begyndelsen af 1900-tallet ved et tusinder år gammelt gravsted nær Indlandshavet i den sydvestlige del af Japan.

Mange år senere har arkæologerne J. Alyssa White og Rick Schulting fra University of Oxford i Storbritannien set nærmere på knoglerne.

Hvad de har fundet frem til og skrevet om i et nyt studie er beviserne for et voldsomt møde mellem menneske og natur.

Arkæologerne fandt mindst 790 alvorlige læsioner på mandens krop, der for tusinder af år siden blev begravet af sit lokalsamfund.

»Vi fandt flest skader ved armene, benene og ved bryst- og maveregionen. Gennem en udelukkelsesproces kunne vi udelukke, at der var tale om en voldelig konflikt mellem mennesker, samt angreb fra andre dyr, man oftere så angreb fra dengang,« fortæller forskerne, ifølge ScienceAlert, og tilføjer, at der var tale om et hajangreb.

Manden blev fundet på gravstedet uden sin venstre hånd og sit højre ben, og det venstre ben var placeret ovenpå hans krop i en unaturlig position.

Forskerne vurderer, at manden formentlig var ude at fiske, og ud fra læsionerne og tandmærkerne, er det mest sandsynligt, at angrebet kom fra en tigerhaj (Galeocerdo cuvier) eller en hvidhaj (Carcharodon carcharias).

Studiet er publiceret i tidsskriftet Journal of Archaeological Science: Reports.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.