BFI evalueret: Virker som »flammekastere til børn«
Landets forskere oplever, at statens pointsystem til forskning bruges som et kontrol- og ledelsesredskab. Konsekvensen er blandt andet stress og dårligt psykisk arbejdsmiljø.
BFI evaluering pointsystem forskning

Det var forudsigeligt, at statens pointsystem for forskning, BFI, ville blive brugt til at kontrollere landets forskere, mener kritikere. (Foto: Shutterstock/Videnskab.dk)

Et stort, dansk forskningsprojekt har undersøgt og kortlagt indførslen af statens pointsystem for forskning, BFI. Systemet blev indført i 2009 og fordeler penge mellem de danske universiteter, ud fra hvor meget forskning de har publiceret i årets løb.

Tanken var, at BFI, også kendt som Den Bibliometriske Forskningsindikator, skulle øge konkurrencen mellem universiteterne.

Kun universiteterne vel at mærke.

Det var aldrig meningen, at forskerne selv skulle måles på eller konfronteres med, hvor mange BFI-point de og deres institut trak i land.

Historien kort:
  • Statens pointsystem for forskning, BFI, blev indført i 2009 som en måde at måle mængden af forskning fra landets universiteter.
  • Stik imod intentionen er systemet flere steder blevet til et ledelsesredskab, der bruges til at kontrollere de enkelte forskere - resultatet er, at forskerne bliver stressede og oplever et forringet psykisk arbejdsmiljø.
  • Det var uundgåeligt, at det ville gå sådan, lyder det fra flere forskere...
  • ....men vicedirektør i Styrelsen for Forskning og Uddannelse fastholder, at styrelsen ved flere lejligheder har understreget, at systemet ikke måtte bruges på enkelte medarbejdere.

Men resultaterne af forskningsprojektet, som er publiceret i en ny bog, viser, at netop dét er sket. Flere steder er systemet stik mod intentionen sivet helt ned til de enkelte forskere, som oplever BFI som et kontrolredskab, der forringer det psykiske arbejdsmiljø, viser undersøgelsen.

»Det altafgørende resultat er, at jo tættere på den enkelte forsker, systemet bliver implementeret, jo større betydning får BFI. På godt og ondt. Man får det, man belønner, det vil sige flere forskningspublikationer, men også ulemperne som for eksempel stress,« lyder det fra hovedforfatteren af den nye bog, Poul Erik Mouritzen, som er professor på Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

BFI udløser penge til universiteterne

BFI fungerer sådan, at staten hvert år laver en opgørelse over, hvor mange publikationer hvert af de otte, danske universiteter har udgivet.

Opgørelsen viser dog ikke kun, at forskningen er publiceret, men også hvor – en del af systemet går nemlig ud på, at forlag og tidsskrifter bliver inddelt i forskellige niveauer, som udløser forskellige point. Jo flere point, jo bedre.

Det betyder også, at man ikke får point for at udgive sin forskning i et tidsskrift eller på et forlag, som ikke optræder på BFI-listerne.

En del af universiteternes basismidler omfordeles hvert år, blandt andet på baggrund af BFI-publikationer, som altså i sidste ende kan udløse penge. Det kan du læse mere om i faktaboksen.

Den bibliometriske forskningsindikator (BFI)

BFI stammer fra et norsk system, der sidenhen er indført i Danmark og Holland. De fleste lande har et tilsvarende system, hvor publicering indgår som måleenhed.

Du kan læse mere om BFI på Forskning- og Uddannelsesministeriets hjemmeside.

»Ministeriet har et ansvar«

Man kan spørge sig selv, hvordan et sådant system skulle kunne iværksættes, uden at det i en eller anden grad nåede ud til den enkelte medarbejder, lyder det fra Poul Erik Mouritzen, der har skrevet den nye bog i samarbejde med lektor Niels Opstrup og videnskabelig assistent Pernille Bak Pedersen, begge fra Institut for Statskundskab på henholdsvis Syddansk Universitet og Aarhus Universitet.

»Man er jo nødt til at fortælle dem, der producerer forskningen, hvad reglerne går ud på, hvis man vil have, at de skal følge dem. Ellers svarer det til at ændre reglerne i Superligaen uden at fortælle spillerne om de nye regler. Incitamenter virker kun, hvis de, der skaber resultaterne, kender reglerne,« siger Poul Erik Mouritzen.

Samme pointe lyder fra en anden dansk forsker, som tidligere har været ude med riven efter BFI.

»For mig at se er det meget nærliggende, når ledelsen får en liste med point, som kan bruges til at tjene penge, at den giver sig til at bruge det som et ledelsesredskab. Det virker helt oplagt,« siger Mikkel Willum Johansen, som er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik på Københavns Universitet.

Han er selv bekendt med institutter, hvor der cirkulerer interne lister over, hvem der har indsamlet flest BFI-point, og hvor der internt er opsat mål for, hvor mange point hver enkelt forsker skal indsamle.

»Når ministeriet laver et redskab, har det også et ansvar for de forudsebare konsekvenser, og for mig at se, var denne konsekvens fuldstændig forudsebar. På samme måde som hvad der sker, hvis du giver flammekastere til børn,« siger Mikkel Willum Johansen.

Forskningsprojektet

Mouritzens forskningsprojekt er udgivet i bogen ’En fremmed kommer til byen – Ti år med den bibliometriske forskningsindikator’ og baserer sig på stikprøver, spørgeskemaundersøgelser, interviews og udvalgte publikationsdata i perioden 2009 til 2015.

DTU ignorerede BFI

Mens nogle universiteter har indført BFI »for fuld musik«, som forskergruppen formulerer det i bogen, har andre valgt stort set at ignorere det. I første kategori hører Aalborg Universitet, mens Danmarks Tekniske Universitet fra start lagde sig i sidstnævnte.

Denne forskel ser generelt ud til at hænge direkte sammen med, i hvor høj grad forskerne oplever, at BFI bruges til at kontrollere dem – og dermed hvor negativt BFI opleves på deres psykiske arbejdsmiljø. Universitetsledelsernes overordnede linjer for BFI har altså tilsyneladende haft stor betydning for, hvor meget BFI er kravlet ud på de enkelte forskeres borde.

I en tidligere artikel på Videnskab.dk har DTUs rektor, professor Anders Overgaard Bjarklev, forklaret, at universitetets fraskrivelse af BFI skete af frygt for, at BFI skulle komme til at påvirke forskningen. Derfor meldte ledelsen fra start ud til forskerne, at de ikke skulle skele til BFI, sagde han.

»De skal bare tænke over, hvordan deres forskning giver bedst genlyd, og hvor folk vil komme til at bruge den. Det er det, de skal bruge som kriterium, uagtet at det kan komme til at koste os penge,« lød det i 2017 fra rektoren, som også er formand for Danske Universiteters Rektorkollegium.

BFI giver forskerne stress

Og penge har det kostet. I den nye bog estimerer Poul Erik Mouritzen og co., at DTU som følge af sin beslutning har lidt et tab på omkring 24 millioner kroner årligt, mens Aalborg Universitet i den modsatte ende af spektret har fået uddelt op mod 17 millioner kroner mere om året via basismidlerne takket være BFI.

Hovedresultater fra undersøgelsen
  • De universiteter, der indførte BFI mest konsekvent, har oplevet en større vækst i forskningsproduktionen end de øvrige; men væksten er forholdsmæssigt størst i de lavere rangerende tidsskrifter og på de lavere rangerede forlag, som det i udgangspunktet er lettere at få sin forskning publiceret i.
  • De steder, hvor man især har implementeret BFI, udnyttes tiden mere effektivt, men forskerne føler til gengæld, at de bliver kontrolleret af ledelsen og har et dårligere psykisk arbejdsmiljø.
  • Særligt inden for humaniora var forskerne skeptiske over for BFI; men det er her, at systemet er blevet implementeret mest i styringen af de enkelte forskere. Det kan du læse mere om i denne artikel.
  • Særligt på de ’tørre’ områder, det vil sige humaniora og samfundsvidenskab, er dansk på kraftigt tilbagetog som formidlingssprog. Det kan du læse mere om i denne artikel.

Gevinster og tab hører dog til i småpengeafdelingen, tilføjer forskergruppen. Ifølge Danske Universiteter var DTUs samlede indtægter i regnskabsåret 2017 til sammenligning i alt 5.134 millioner kroner, mens AAU samme år havde indtægter på i alt 2.845 millioner kroner.

Effekten på forskernes oplevede arbejdsmiljø ser til gengæld ud til at være markant.

I undersøgelsen har forskerne målt på en skala, der går fra 1 til 100. De kan se, at en stigning i implementeringsgraden af BFI på ét point fører til et fald i tilfredsheden med det psykiske arbejdsmiljø på 0,47 og en stigning i stressniveauet på 0,25.

»Sammenligner vi det institut, der har den laveste implementeringsgrad, med instituttet med den højeste, forudsiger modellen en forskel i tilfredsheden med det psykiske arbejdsmiljø på 23 point og i følelsen af stress på 13,« skriver forskerne i bogen.

Det er ikke rar læsning for professor emeritus Jens Oddershede, som er tidligere rektor for Syddansk Universitet. Han sad i BFIs øverste instans, styregruppen, da systemet blev til og var derfor med til at udforme det.

»Jeg synes, at det er et stort minus, at det er dem, der er mest brutale med implementeringen, som får mest ud af det. Jeg er selvfølgelig ked af, at det er det, der er kommet ud af det,« siger Jens Oddershede.

BFI evaluering pointsystem forskning

(Illustration fra 'En fremmed kommer til byen - Ti år med Den Bibliometriske Forskningsindikator')

BFI giver lønbonus og ekstratillæg

Eksemplerne på, hvordan BFI rammer den enkelte forsker som ledelsesredskab er mange.

Videnskab.dk er bekendt med institutter, hvor der florerer lister over, hvilke forskere der har samlet flest BFI-point, samt institutter hvor der er knyttet lønbonusser til BFI.

En ph.d.-afhandling fra 2014 viste, at 42 ud af 64 institutter anvendte BFI på individniveau. Det foregik for eksempel i form af ekstratillæg og bonusordninger for særligt gode publiceringsresultater, en praksis som populært kaldes ’pay for publications’.

Ifølge bogen ’Forskningsfrihed’, som blev udgivet på Hans Reitzels forlag i 2017, fik en forsker på Økonomisk Institut på Københavns Universitet på daværende tidspunkt eksempelvis udbetalt 50.000 kroner ved publicering i et af fem top-tidsskrifter på BFI-listen.

AAU har rullet BFI tilbage

Også på Aalborg Universitet, som altså fra start indførte BFI »for fuld musik«, når implementeringen af BFI ifølge det nye forskningsprojekt på flere institutter helt ud til den enkelte medarbejder. Flere end 4 ud af 10 forskere på AAU kender for eksempel deres egen BFI-score.

En af disse er professor Palle Damkjær Rasmussen, som arbejder ved Institut for Læring og Filosofi på AAU. Her har ledelsen meldt ud, at hver medarbejder forventes at producere to BFI-point om året. For mange betyder det mere end to videnskabelige bidrag, forklarer han.

»Det har lagt et betydeligt pres internt på medarbejderne. Man kan mærke det på den måde, at folk ikke ret gerne vil tale om de her point, mens de samtidig er meget opmærksomme på, om det, de laver, giver de point, så de kan leve op til kravet,« siger Palle Damkjær Rasmussen, som blandt andet forsker i arbejdsmarked og uddannelsespolitik.

AAU har dog truffet en ledelsesmæssig beslutning om at rulle brugen af BFI som ledelsesværktøj tilbage, lyder det fra rektor på AAU, Per Michael Johansen. Det skete i 2014, da Per Michael Johansen tiltrådte posten, hvilket vil sige fem år efter BFIs indførelse.

»Da jeg kom til, kunne jeg se, at der var mange krav, der var foldet ud over den enkelte, heriblandt BFI. Jeg synes, at summen af de krav blev for meget for den enkelte, og jeg synes ikke, at det gav mening at lægge en makroskopisk budgetmodel som BFI ned på mikroskopisk niveau, altså den enkelte forsker,« siger Per Michael Johansen, der forklarer, at det fra rektoratets side ikke længere forventes, at de enkelte forskere leverer et vist antal BFI-point – til gengæld forventer man, at forskerne hver især tilhører en gruppe, og at gruppen som helhed leverer på alle parametre. Inklusive BFI.

Hård og blød implementering

I undersøgelsen sondrer forskerne imellem to typer implementering af BFI:

Hård implementering refererer til omfanget af overførslen af BFI-systemets overordnede økonomiske incitamentsstruktur til det enkelte fakultet, institut, forskergruppe eller medarbejder.

Blød implementering fokuserer på, i hvilket omfang lederne orienterer om BFI-systemet, monitorerer BFI-artikler og -point, fører lister over den enkelte medarbejders produktivitet, bruger BFI i MUS-samtaler og arbejder med årlige minimumsmål for den enkelte forskers produktion af point, eventuelt supplereret med sanktioner.

Når Palle Damkjær Rasmussen fortsat oplever, at der bliver stillet BFI-krav til ham direkte, er det derfor ikke i overensstemmelse med universitetets overordnede linje, forklarer Per Michael Johansen.

»Vi holder stadig øje med, om vi performer, og vi leverer stadig flest BFI-point pr. forsker. Jeg har bare sagt som rektor, at vi ikke behøver at øge den samlede BFI-produktion, men hellere skal fokusere på at publicere mere i højniveau-tidsskrifter,« lyder det fra AAUs rektor.

»Jeg får stadig et lille plus«

Allerede fra start var man klar over, at det var en risiko, at BFI-systemet ville ramme den enkelte forsker. Det fremgår for eksempel af et brev, som blev skrevet i 2009 af BFIs faglige udvalg, som er en gruppe af forskere, der rådgiver styregruppen for BFI, hvor Jens Oddershede dengang sad.

»Det er Fagligt Udvalgs anbefaling, at den bibliometriske forskningsindikator ikke bruges internt på institutionerne til måling af forskningsproduktionen for mindre enheder, institutter og lignende,« skrev udvalget dengang.

Af den nye bog fremgår det af et interview med Jens Oddershede, at han og de øvrige medlemmer af styregruppen godt var klar over, at BFI kunne være »et farligt instrument,« hvis det blev ført ned på den enkelte forsker.

Derfor forsøgte de at advare imod, at man på universiteterne tillod BFI at blive til et ledelsesredskab. Selvom han er ked af at læse, at netop dét er sket flere steder, mener han dog ikke, at BFI skal opgives.

»Når jeg lægger plusserne og minusserne sammen, får jeg stadig et lille plus. Det er positivt, at vi har fået et overblik over forskningsproduktionen. Men jeg vil ikke forsvare, at den enkelte bliver presset på sit levebrød, for BFI er slet ikke præcist nok til at blive brugt på den måde,« siger Jens Oddershede, som foreslår, at man skynder sig at indføre et moralsk kodeks for brugen af BFI.

Det, og andre løsningsforslag, vender vi tilbage til i en senere artikel, hvor vi ser nærmere på, hvad fremtiden bringer for BFI og belønningsstrukturerne i dansk forskning.

Du kan ikke få fordele uden ulemper

Poul Erik Mouritzen sad også med i Fagligt Udvalg i en årrække, fra 2007 til 2016, og var derfor også med til at udvikle indikatoren - den grundlæggende model blev dog oprindeligt valgt i et samspil mellem universiteterne og ministeriet, og derfra kunne udvalget »begynde at fylde ud«, forklarer han.

Selvom han i dag betragter det som uundgåeligt, at BFI ville ramme de enkelte forskere, ser han alligevel, som Jens Oddershede, ingen udslagsgivende argumenter for, at BFI nu skal afskaffes.

»I vores undersøgelse findes der ikke en rygende pistol for, at BFI bør afskaffes. Men omvendt findes der heller ikke resultater, der taler for, at BFI bør fortsætte. Hvis det ultimative mål er, at forskere skal skrabe BFI-point sammen, ja, så virker BFI, der hvor det er implementeret – med alle sine ulemper. Men det bør jo ikke være det ultimative mål at opnå BFI-point,« siger Poul Erik Mouritzen.

»Et stort ståhej for ingenting«

Spørger man en anden dansk forsker, er der dog ingen tvivl om, at vi med de nye resultater nu må betragte BFI som et fejlslagent projekt.

»BFI har absolut ikke været en succes, hvis du spørger mig. Jeg er enig i, hvad der tidligere er blevet sagt om BFI, nemlig at det har været et stort ståhej for ingenting,« siger Claus Emmeche, som er lektor ved Institut for Naturfagenes Didaktik ved Københavns Universitet og forsker i videnskabsteori.

Problemet er ifølge Claus Emmeche, at systemet ikke blot måler på mængden af forskning, men samtidig er et pengeudløsende system, som derfor uforvarende kommer til at ændre på det, det måler på.

Styrelsen: BFI er ikke udviklet til personniveau

Videnskab.dk har spurgt Styrelsen for Forskning og Uddannelse (SFU), som hører under Uddannelses- og Forskningsministeriet, om den har nogle kommentarer til, at BFI flere steder bruges som et ledelsesredskab til enkelte medarbejdere og mindre enheder, og at forskerne derfor bliver stressede og oplever et dårligere psykisk arbejdsmiljø.

Ny model på vej

SFU oplyser, at der er nedsat et ekspertudvalg, som skal udarbejde forslag til en ny model til fordeling af basismidler på universiteterne. Ekspertudvalget forventes at være færdigt med sit arbejde til januar 2019, og der vil ikke blive foretaget større ændringer for BFI, mens arbejdet står på.

Til det svarer Niels Christian Beier, vicedirektør i SFU og formand for styregruppen for BFI:

»Det har igennem hele BFI’ funktionsperiode været en præmis i Styregruppen for Den Bibliometriske Forskningsindikator, at BFI-systemet er udviklet til at måle forskningsproduktionen på de danske universiteter på et aggregeret (overordnet, red.) niveau. BFI er således ikke udviklet til at blive anvendt på personniveau,« skriver Niels Christian Beier i en mail til Videnskab.dk.

Videnskab.dk har også spurgt, hvad Niels Christian Beier mener om, at BFI - trods intentionen - alligevel bruges på individniveau, og hvad Styrelsen konkret har gjort for at sørge for, at det ikke skete.

»Styrelsen for Forskning og Uddannelse har ved flere lejligheder understreget, at BFI ikke er udviklet til at blive anvendt på personniveau, og har tilkendegivet, at Styrelsen for Forskning og Uddannelse ikke finder det hensigtsmæssigt at anvende BFI som et ledelsesredskab på personniveau,« lyder svaret fra Niels Christian Beier.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.