Immigration – og om vi skal begrænse den eller ej – er et brandvarmt debatemne.

Strengere immigrationslove var en afgørende hjørnesten i Donald Trumps præsidentkampagne i 2016, og 'beskyttelse' af amerikanske arbejdere og skatteydere er stadig én af Trump-administrationens topprioriteter.

Hele ideen afspejler argumentet om, at immigranterne mindsker de amerikanske arbejderes jobmuligheder, og at de koster de amerikanske skatteyderne penge, fordi de er nødsaget til at skaffe boliger og punge ud til understøttelse.

Men er det virkelig tilfældet?

Spørgsmålet, om strengere immigrationslove kommer de indfødte arbejdere til gode gennem bedre jobmuligheder, mindre konkurrence på arbejdsmarkedet og lettere skattebyrde, er af afgørende betydning for arbejdsmarkedsøkonomer, der er interesserede i at evaluere immigrationens økonomiske konsekvenser.

USA implementerede immigrationskvoter

Vi undersøgte denne problemstilling i en nylig artikel, der granskede, hvilken effekt immigrationsbegrænsninger havde på den amerikanske økonomi i 1920'erne.

Debatten om immigrationsbegrænsninger og indrejseforbud til USA for bestemte etniske grupper er bestemt ikke ny.

I 1920'erne ændrede USA sin såkaldte 'den åbne dørs politik' for europæiske immigranter ved at introducere immigrationskvoter baseret på nationale tilhørsforhold.

Kvotesystem begrænsede immigrationen

Den daværende præsident, Calvin Coolidge, underskrev ‘Immigration Act of 1924’. For Coolidge var immigrationsbegrænsingerne i en vis grad en økonomisk foranstaltning, der skulle holde lønningerne oppe og sikre gode levevilkår for både den eksisterende befolkning og for de nyankomne, der ankom til USA legalt.

Kvotesystemet begrænsede immigrationen fra Europa og gik især ud over syd- og østeuropæiske immigranter. Systemet udelukkede immigration fra Asien, mens immigration fra Mexico og andre central- og sydamerikanske lande forblev ureguleret.

USA's historie har budt på en række immigrationskvotesystemer, hvor ét af dem blev indført i 1921. Her blev immigrationen begrænset til tre procent per befolkningsgruppe, der allerede befandt sig i USA i 1910. (Satirisk tegning fra 1921/Library of Congress)

Den europæiske immigration faldt fra 4,5 millioner mellem 1910 og 1914 til omkring 750.000 mellem 1925 og 1929 – med andre ord til 150.000 immigranter årligt. 

1920'ernes fundamentale ændring af immigrationspolitikken er stadig uden fortilfælde i amerikansk historie.

Kvotesystemet skabte vindere og tabere

Kvotesystemets specifikke udformning betød, at immigrationen fra visse europæiske lande (som Italien og Rusland) blev begrænset mere end fra andre lande (eksempelvis Storbritannien).

Fordi nyankomne immigranter har en tilbøjelighed til at samle sig i grupper og flytte til områder med et eksisterende netværk, kunne områder med allerede eksisterende immigrantsamfund af berørte nationaliteter (fra Italien og Rusland) forvente at modtage færre immigranter efter indførelsen af kvotesystemet.

I det lys kan vi evaluere, om immigrationen i løbet af det 20. århundredes første halvdel gavnede den gennemsnitlige amerikanske arbejdstager og den amerikanske økonomi generelt set.

Indfødte amerikanere skubbet ned i lavtlønnede job

Vi fandt, at indfødte amerikanere, der boede i områder berørt af kvotesystemet (områder hvor immigrationsniveauet faldt), faktisk blev skubbet ud i lavtlønnede job.

Indvandringsstrømmen ifølge den foreslåede Immigration Act of 1924. (Illustartion: Literary Digest, May 10 1924)

I det gennemsnitlige berørte område oplevede indfødte arbejdere et indtjeningsfald på to procent efter implementeringen af kvotesystemet.

Men denne effekt varierer betydeligt efter etnisk tilhørsforhold. Mens kvotesystemet førte til markante indtjeningsfald blandt indfødte hvide arbejdstagere, gavnede det faktisk de afrikansk-amerikanske arbejdstagere.

Det skyldes det faktum, at job udført af indfødte hvide arbejdstagere og immigranterne komplementerer hinanden (eksempelvis ingeniøren og bygningsarbejderen). 

De afrikansk-amerikanske arbejdstagere konkurrerede derimod med immigrant-arbejdstagere på arbejdsmarkedet.

Dette fund afslører, at immigrationen i 1920’erne faktisk forbedrede jobmulighederne for de hvide indfødte arbejdstagere, men forværrede dem for de afrikansk-amerikanske arbejdstagere.

Ikke som regeringen forventer

Men da kvotesystemet blev introduceret, og antallet af europæiske immigranter faldt, steg de afrikansk-amerikanske arbejdstageres jobmuligheder, fordi de erstattede immigrant-arbejdstagerne i fabrikkerne.

Som sådan er det mere sandsynligt, at indfødte arbejdstagere, der har et tilsvarende arbejde som de nyankomne immigranter, taber gennem immigrationen, og at immigrationskontrol og begrænsninger kommer dem til gode.

Det var faktisk en utilsigtet konsekvens af kvotesystemet (i hvert fald fra politikerne i 1920'ernes synspunkt), at indkomstforskellen mellem hvide og sorte arbejdstagere blev mindre i de mere berørte områder i løbet af første halvdel af det 20. århundrede.

Det er klart, at ændringer i indvandringspolitikken skaber vindere og tabere. Men ikke de vindere og tabere, som regeringen måske forventer.

Det afhænger nemlig altsammen af, om den indfødte befolkning konkurrerer med immigrantarbejdstagerne.

Philipp Ager og Casper Worm Hansen modtog støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.