Bæredygtig mode til debat
Modeindustri, forskere og interesseorganisationer var tirsdag og onsdag samlet i København for at diskutere, hvordan man bedst gør tøjbranchen mere bæredygtig.

En anden taler på konferencen, ph.d.-studerende Kirsi Laitala fra Norwegian University of Science and Technology, har blandt andet undersøgt, hvor meget tøj, vi har i vores garderober. Generelt har vi mere, end der kan være, fortalte hun, og 18 % af tøjet var aldrig brugt. (Foto: Kirsi Laitala)

En anden taler på konferencen, ph.d.-studerende Kirsi Laitala fra Norwegian University of Science and Technology, har blandt andet undersøgt, hvor meget tøj, vi har i vores garderober. Generelt har vi mere, end der kan være, fortalte hun, og 18 % af tøjet var aldrig brugt. (Foto: Kirsi Laitala)

 

Det er ikke godt for miljøet, at du og jeg skal have tøj på kroppen.

Produktion af en t-shirt bruger store mængder vand og kemikalier, og transporten af t-shirten til det sted, den skal sælges, koster på CO2-balancen.

Men det behøver ikke være dyrere at producere mere bæredygtigt.

Det er et af budskaberne på konferencen ”Towards Sustainability in the Fashion and Textile Industry”, der afholdtes tirsdag og i dag på Crowne Plaza i København.

Her diskuterer forskere, industri og interesseorganisationer, hvordan tøjproduktion bliver mere bæredygtig.

»Vi synes, bæredygtighed er et vigtigt emne at tage op. Vi beskæftiger os selv meget med det på KEA, og har en professionsbachelor-uddannelse, der har fokus på bæredygtighed, og vi vil gerne formidle kontakten mellem forskning og industri,« fortæller Helle Abild fra Københavns Erhvervsakademi (KEA), der designer og koordinator for konferencen.

For meget tøj passer for dårligt

På stolene i konferencelokalet sidder ph.d.-studerende, forskere, industrifolk, undervisere, designere og endda en repræsentant for Greenpeace.

Deltagerne kommer fra hele verden; lige fra Australien til Norge. Konferencedeltagerne bliver underholdt med adskillige indlæg, der alle kredser om bæredygtighed inden for tøjproduktion.

Også miljøminister Karen Ellemann har lagt vejen forbi for at holde et oplæg om øko-mærkning.

Et andet oplæg drejer sig om noget mere kropsnært, nemlig tøjets pasform.

På storskærmen popper et billede af en fyldig bagdel med, mildt sagt, dårligt passende bukser op. Salen griner, og foredragsholderen, professor ved Department of Art, University of Delaware, Janet Hethorn, griner med.

Men der er en alvorlig bagtanke med at vise billederne, for der bliver lavet for meget tøj, der ikke passer, fortæller hun.

Det kan sagtens lade sig gøre at lave tøj, der har en god pasform, uddyber hun, men det er sværere for producenterne, og derfor lader de være.

Men tøj, der ikke er syet til ’virkelige’ kroppe, bærer ansvaret for en stor del af det spild, der er i vores garderober. Vi køber noget, som vi efterfølgende aldrig bruger eller bare smider ud, fordi det alligevel ikke passede. Og det er et stort problem for tøjbranchens bæredygtighed, siger Janet Hethorn til salen.

Skiftende mode udfordrer bæredygtigt design

Fakta

Konferencen "Towards Sustainability in the Fashion and Textile Industry" afholdes af KEA, Københavns Erhvervsakademi, i samarbejde med videnscentret Center for Responsible Design samt brancheforeningen Dansk Mode og Textil

Tøjbranchens bæredygtighed bliver også konstant udfordret af moden. For moden skifter, og forbrugerne vil have nye ting.

Vibeke Riisberg, lektor, og Malene Leerberg, ph.d.-studerende, begge fra Designskolen i Kolding, holder et oplæg om genanvendelse af polyester inden for en mode-branchen. De fortæller blandt andet om et projekt, der er udtænkt af designstuderende.

De studerende leger med tanken om at lave tøjbiblioteker.

Idéen er, at man tager udgangspunkt i tøj, der er lavet af 100 % polyester, som kan genbruges.

Og man ejer ikke tøjet, men lejer det.

Det vil sige, at man til enhver tid kan levere det tilbage, når man bliver træt af det.

Og så kan det gensælges, eller sendes til genbrug. Grundlaget for idéen er en ny metode til genanvendelse af polyester, der giver mulighed for at genbruge det på en måde, hvor det bliver helt nyt. Det giver mulighed for at spare en stor mængde produktionsressourcer.

De to forskere understreger også vigtigheden af at tilrettelægge designuddannelsen, så det er muligt at indarbejde en videnskabelig tilgang til stoffet og forbinde teori til praksis.

»De to aspekter beriger hinanden, og det at kunne læse en videnskabelig artikel og vurdere den, er også en vigtig del af det at uddanne sig til designer. Det skyldes, at skal den kjole, man designer, være bæredygtig, så skal man skunne overveje, hvordan den bliver det, og det er der en masse mennesker, der har forsket i, både eksempelvis på materialeplan og i forhold til samfundsmæssige konsekvenser,« siger Vibeke Riisberg.

Ekstra skulderklap, at ministeren kom forbi

Det er blevet frokosttid på konferencens anden dag, og en summende masse af konferencedeltagere bevæger sig mod restauranten, hvor der bliver serveret (bæredygtig) nordisk mad. Helle Abild fortæller, at hun indtil videre er godt tilfreds med konferencen.

»Målet var at gøre opmærksom på, at vi også er med helt fremme på det her område, og så selvfølgelig at få skabt nogle kontakter og noget netværk, og det synes jeg er lykkedes,« siger hun.

»Desuden var det et ekstra skulderklap, at miljøministeren valgte at komme og holde et oplæg. Det hæver det hele lidt op, og viser at emner er aktuelt og relevant,« slutter Helle Abild.

 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.