Arkæologer gør opsigtvækkende fund: Teenage-mumie var overdækket med fine smykker
Mumie_teenager smykker Egypten

Arkæologer har netop fundet en mumie, der menes at have været en teenagepige, overdækket med disse smykker. (Foto: Egyptian Ministry of Tourism and Antiquities)

 

Arkæologer har netop fundet en mumie, der menes at have været en teenagepige, overdækket med disse smykker. (Foto: Egyptian Ministry of Tourism and Antiquities)

 

Kilde: 
04 maj 2020

En række arkæologer fra Spanien og Egypten har netop gjort et opsigtsvækkende fund af en gammel mumie: 

En teenagepige, der var overdækket med alskens flotte smykker fra halskæder til øreringe.

Det skriver Live Science.

Pigen anslås at være blevet kun 15 eller 16 år, og hun menes at være begravet omkring 1580-1550 f.v.t ifølge mediet.

En periode, der omtales som det 17. dynasti i Det gamle Egypten. 

Det opsigtsvækkende fund er gjort ved Luxor på den vestlige side af Nilens bred, og foruden alle smykkerne fandt arkæologerne ligeledes et par lædersko og læderkugler.

Arkæologerne udgravede pigen forud for et byggeprojekt i en åben gård ved graven af Djehuty, en general under den gamle egyptiske konge. 

Og selv om mumiens overordnede tilstand selvsagt er blevet værre over tid, så har det med en restaurering været muligt at bevare smykkerne i en utrolig fin stand.

I gravkammeret fandt forskerne blandt andet spiraløreringe, to ringe på pigens finger og fire halskæder omkring hendes hals, skriver Live Science.

En af ringene var skåret af knogler, mens den anden var lavet af metal med en glasperle, der har en snor viklet rundt omkring den. De fire halskæder var fastgjort til hinanden med glaseret keramik.

Mumie_teenager smykker Egypten

Teenage-mumiens kiste af platantræ. (Foto: Egyptian Ministry of Tourism and Antiquities)

Kisten er ifølge Live Science omtrent halvanden meter lang og lavet af træ, og ved siden af den lå lædersandalerne og læderkuglerne bundet sammen.

Begge anslås de af arkæologerne til at være fra det 17. dynasti i Det gamle Egypten.

»Sandalerne er i en god stand, selvom de trods alt er 4.600 år gamle,« fortæller José Galán, der er direktør for den arkæologiske udgravning.

Live Science skriver, at skoene var farvet røde og indgraveret med billeder af guden Bes, gudinden Taweret, et par katte og en stenbuk. 

amuletter

Arkæologerne fandt også flere amuletter, der var begravet med mumien. Foto: Egyptian Ministry of Tourism and Antiquities



Udfra sandalernes størrelse at dømme vurderer José Galán, at de har tilhørt teenagepigen.

Hvem pigen var, melder historien endnu ikke noget om.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.