En bevægelse er i gang.
En ny bølge af prisvindende bøger fra bunden af samfundets suppegryde pibler i disse år frem. Bøgerne dominerer bestsellerlisten og vinder priser i ét væk. Og de bidrager med en helt ny fortælling af en ellers glemt arbejderklasse.
»Arbejderklasselitteraturen eksploderer lige nu,« konstaterer litteraturforsker Mathies Græsborg Aarhus, der forsker i arbejderlitteratur, overfor Videnskab.dk.
»Det er som sådan ikke en ny tradition i litteraturen. Men den har fået en helt anden offentlig bevågenhed nu. Arbejderklasselitteraturen har modtaget et hav af priser de seneste par år,« tilføjer Mathies Græsborg Aarhus, der forsker ved Göteborgs Universitet i Sverige.
Bevægelsen består herhjemme af prisvindende forfattere som Glenn Bech, afdøde Yahya Hassan og Morten Pape. Internationalt af litterære-darlings som franske Edouard Louis, skotske Douglas Stuart og Annie Ernaux, der fik Nobelprisen i litteratur i 2022.
»Det er et helt centralt tema i arbejderlitteraturen, at den sætter ord på arbejderklassens følelsesliv. Og den giver et sprog og en plads til disse følelser, som ellers ikke får meget plads i kunsten og offentligheden,« forklarer Mathies Græsborg Aarhus.
\ Prisvindende arbejderklasseforfattere
Den såkaldte arbejderklasselitteratur er ikke kun bestseller-litteratur. Den stormer også ind på de litterære præmiepodier.
Her er en lang liste af eksempler. Og den kunne være endnu længere:
- Glenn Bech vandt med sin debutbog ‘Farskibet’ fra 2021 både Blixenprisen (2022) i kategorien ”Årets roman” og debutantprisen Munch-Christensens Kulturlegat (2021).
- Yahya Hassan vandt med sin debut-digte YAHYA HASSAN fra 2013 blandt andet Bogforums debutantpris (2013), Bodil og Jørgen Munch-Christensens Kulturlegat (2014), Politikens Litteraturpris (2014) og Weekendavisens litteraturpris (2014).
- Morten Pape har gennem tiden vundet Bogforums Debutantpris (2015) DR Romanprisen (2019) og Politikens Litteraturpris (2021).
- Édouard Louis’ debutroman Færdig med Eddy Bellegueule fra 2014 blev årets bedst sælgende roman i Frankrig og vandt den prestigefyldte franske Pierre Guénin Prize (2014)
- Skotske Douglas Stuart vandt med sin debut- og arbejderklasse-roman Shuggie Bain, den mest prestigefyldte britiske bogpris The Booker Prize (2020).
- Endelig modtog Annie Ernaux, der gennem sin bøger også beskriver arbejderklassens forhold, Nobelprisen i litteratur i 2022.
Genvækker glemt klassekamp
Fælles for forfatterne er, at de beskriver arbejderklassen på helt nye og konfrontatoriske måder og sætter fokus på en klassekamp, der i årtier har været fortrængt. På trods af at den økonomiske ulighed er stigende. I Danmark. Og globalt.
»Klassekampen har i mange år ikke været så dominerende, som den tidligere har været i historien. Så arbejderklassen har på nogle måder været glemt i det politiske sprog,« siger Mathies Græsborg Aarhus og tilføjer:
»Men vi kan jo stadig mærke, at klasse betyder noget. Det kan de fleste i hverdagen. Vi kan mærke det, når vi går i skole. Gennem det tøj, vi går i, kaffen, vi køber. Alle mennesker ved, at klasse betyder et eller andet for deres hverdag.«
Litteraturforskeren ser den nye arbejderklasselitteratur som en reaktion på dette. Ubalancen i en glemt og fortiet klassekamp på den ene side og en fysisk og psykisk erfaring af at tilhøre samfundets nederste klasse på den anden side:
»Kroppen mærker klasse gennem skam for eksempel. Du kan mærke fysisk, når du skammer dig. Du rødmer, og du trækker dig ind i dig selv. Vi konfronteres kropsligt med det. Og det er én af de ting, som mange af de her forfattere beskriver,« siger Mathies Græsborg Aarhus.
Som Edouard Louis, der blandt andet har skrevet om sin opvækst som homoseksuel i en fattige arbejderfamilie i ‘Udkantsfrankrig’, sagde i DR-programmet Deadline for nyligt: For underklassen er politik lige så konkret og »lige så intimt som det første kys«.
Med andre ord: Kroppen husker fattigdom, vold og skam lige så intenst som varme og kærlige ungdomsminder.
Et opgør med fabriksarbejderen
Med arbejderlitteraturens genopståen kommer et nyt og opdateret billede af den historiske arbejderklasse.
»Arbejderlitteratur har typisk haft fabriksarbejderen som en mandlig karakter, mens den kvindelige var hjemmegående. De afspejlede en historisk realitet, der fandtes engang,« fortæller Mathies Græsborg Aarhus.
Det er karakterer som grisehandler Larsen og ‘Røde’ og ‘Fede’ fra Matador, der i den brede offentlighed har indprentet sig som billedet på arbejderklassen. Tilsmudsede industriarbejdere med bløde kasketter. Gerne med en madkasse under armen og en bajer i hånden. De ufaglærte og erhvervsuddannede.
»Men det billede ekskluderer store dele af den faktiske arbejderklasse i dag: Migranter, prekært ansatte (projektansatte på korte kontrakter, red.), Wolt-bude, der cykler rundt med mad til os alle. Den nye arbejderklasselitteratur er mere varsom med at beskrive én arbejderidentitet,« påpeger Mathies Græsborg Aarhus.
Yahya Hassan beskriver en opvækst med vold, svigt og kriminalitet i Gellerupparken. Mens Glenn Bech i sin debut ‘Farskibet’ tager et opgør med sin fars selvmord og giftige maskulinitetsforståelser i sin arbejderklasseopvækst i Horsens.
Begge er de opvokset med arbejderklassens erfaringer. Men på helt forskellige måder. På den måde giver de et mere nuanceret billede af den moderne arbejderklasse.
\ Læs mere
\ Forskning om prekariatet og den nye arbejderklasse
Litteraturvidenskaben har de seneste år beskrevet prekariatet og den nye arbejderklasse i artikler og videnskabelige tidsskrifter som:
Fra skyld til skam
Den nye bølger gør ikke kun op med historisk fastlåste billeder af arbejderen. Følelserne har tilsyneladende også ændret sig i skildringerne fra arbejderklassen.
»Skam er et stort tema i nyere arbejderklasseforfatteres værker. Når arbejderklassen bliver mødt af dem fra en højere klasse, så kommer klasse til udtryk gennem skamfølelsen,« forklarer Mathies Græsborg Aarhus.
Glenn Bechs ‘manifest’ fra 2022 ‘Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet’ udpensler netop den klasseskam, der er forbundet med at træde fra arbejderklassen og ind på universitetet og den kulturelle elites ekkokamre.
Tidligere var det ellers skyldfølelsen, der dominerede arbejderlitteraturen mellem 1950’erne og -70’erne, hvor velfærdsstaten stadig var ny, påpeger han:
»Mange af dem beskrev forholdet til velfærdsstaten som et skyldnerforhold. Det var ofte en skyld i konteksten arbejdsløshed, der blev beskrevet og undersøgt,« siger Mathies Græsborg Aarhus, der har beskrevet overgangen fra skyld til skam gennem flere videnskabelige artikler (her og her).
Et eksempel på arbejderklassens skyldfølelse kan læses hos den – i dag lidt glemte – forfatter Bent Vinn Nielsen, der forlod skolen i 9. klasse for at arbejde som ufaglært arbejdsmand. Han debuterede med romanen ’Arbejdssky’ i 1978.
Bogen er et portræt af en mellemstor nordjysk provinsby og den notorisk arbejdsløse Lenny som hovedperson.
Et andet eksempel er 1950’ernes britiske køkkenvask-realisme, der gav en rå og realistisk fremstilling af arbejderklassens liv. Billedet af køkkenvasken blev her brugt som billedet på de hverdagsproblemer, som arbejderklassen kæmpede med.
Politiske konfrontationer
Og netop gennem køkkenvasken kommer vi til Mathies Græsborg Aarhus’ sidste pointe til denne artikel.
Den hyperrealistiske køkkenvask står også som symbol for den beskrivende form, der især optog den tidligere arbejderklasselitteratur.
»Det handlede om at dokumentere arbejdernes dårlige sociale forhold som klasse. Det er en realistisk tradition, der peger tilbage på Charles Dickens og Honore de Balzac,« forklarer Mathies Græsborg Aarhus.
Det handlede altså om at beskrive hverdagen og skabe politisk opmærksomhed ad den vej. Den nye arbejderlitteratur er også realistisk, men den nøjes ikke kun med at beskrive, fortæller Mathies Græsborg Aarhus.
»De nye forfattere er konfrontatoriske overfor politikerne og over for det samfund, som de er en del af. Det er det, som Glenn Bech siger, når han ikke længere vil anerkende magthavernes autoritet. Han vil ikke længere anerkende den udskamning, som han oplever.«
Mathies Græsborg Aarhus henviser igen til Edouard Louis interview i DR’s Deadline. Her siger han, at litteraturens rolle er at »tvinge folk til at se det, de godt ved, men ikke vil se«.
»Det er en genial formulering og opsummerer ganske godt det litterære projekt for den nye arbejderklasselitteratur,« siger Mathies Græsborg Aarhus.
