Fra 1. september tiltræder professor i astrofysik Anja C. Andersen som bestyrelsesformand for Videnskabsklubben.
Det skriver Videnskabsklubben på deres hjemmeside.
Videnskabsklubben er en non profit-organisation, der giver børn mulighed for at gå til videnskab i fritiden.
Klubben er blandt andet støttet af Novo Nordisk Fonden og har leg, læring og
nysgerrighed i centrum.
Klubben har eksisteret siden 2017.
Kilde: Videnskabsklubben
Den kendte videnskabskvinde har længe slået sig op på formidling til børn og unge, blandt andet gennem foredragsvirksomhed og som stifter af Videnskabsår22.
Senest har hun været fremme efter sin deltagen i DR's ungdomsprogram 'Ellen Imellem', der ledte til hashtagget #VidenErFandemeIkkeEtSynspunkt.
Og Anja C. Andersen glæder sig til sin nye rolle i et foretagende, hun synes er vigtigt.
»Jeg har kendt til Videnskabsklubben, siden det startede, og jeg har altid syntes, at det var en virkelig god idé. Jeg er helt vild med idéen om, at børn kan gå til videnskab, som de kan i Videnskabsklubben,« udtaler Anja C. Andersen i pressemeddelelsen og fortsætter:
»Det er enormt vigtigt at vise børn, at videnskab ikke kun er noget, der hører skolen til. Det er en tilgang til livet, en nysgerrighed og en lyst til at blive klogere.«
Professoren ligger imidlertid ikke på den lade side. Det er således ikke mere end to måneder siden, at hun tiltrådte som præsident for Selskabet for Naturlærens Udbredelse (SNU), der i sin tid blev stiftet af selveste H. C. Ørsted.
Anja C. Andersen har sin daglige gang på Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet, hvor hun forsker i stjernestøv.