Til trods for at sex er både godt og sundt, så daler aktiviteten på de amerikanske lagner.
Færre amerikanere dyrker forskellige former for sex, herunder traditionel sex og analsex, og teenagere masturberer generelt mindre.
Det skriver Scientific American på baggrund af en undersøgelse af amerikanernes sexliv, der er publiceret i tidsskriftet Archives of Sexual Behavior.
Andelen af unge mænd, der ikke rapporterede nogen seksuel aktivitet – hverken alene eller sammen med partnere – steg fra 28,8 procent til 44,2 procent mellem 2009 og 2018.
\ Læs mere
Hos kvinderne steg det tal fra 49,5 procent i 2009 til 74 procent i 2018 blandt unge kvinder, skriver Scientific American.
For at få et indblik i amerikanernes aktiviteter i soveværelset indhentede forskerne selvrapporterede oplysninger fra National Survey of Sexual Health and Behavior. Det var altså amerikanerne selv, der rapporterede om, hvor ofte de dyrker sex.
Her brugte forskerne svar fra 4.155 personer i 2009 og 4.547 personer i 2018, der var mellem 14 til 49 år.
Studiet fortæller ikke noget om, hvad den dalende aktivitet skyldes. Men en af forskerne bag undersøgelsen uddyber, at det kan skyldes en række faktorer:
»Vi har brug for flere undersøgelser for at fortælle os hvorfor. Men for unge mennesker kan det skyldes stigende brug af computerspil og sociale medier,« siger professor og medforfatter på studiet Tsung-chieh (Jane) Fu, der er tilknyttet Indiana University School of Public Health, til Scientific American.
»I perioden fra 2009 til 2018 dukkede forskellige typer sociale medier op. Dette er altid under udvikling, især for unge mennesker,« fortsætter hun.
Studiet er udgivet i Archives of Sexual Behavior.