Alfabetets historie har et sort hul: Nu kan det måske fyldes ud
manglende link historien om alfabetet

Forskerne bag studiet mener, at der måske står 'slave' på krukkestykket, men bogstaverne kan bruges til at sammensætte mange andre ord. (Foto: J. Dye, Austrian Academy of Sciences).

Forskerne bag studiet mener, at der måske står 'slave' på krukkestykket, men bogstaverne kan bruges til at sammensætte mange andre ord. (Foto: J. Dye, Austrian Academy of Sciences).

Kilde: 
16 april 2021

Egentlig ser det ganske undseeligt ud. Et lille krukkestykke med en ældgammel, sløret skrift på.

Men fragmentet fundet i Tel Lachish i Israel kan måske være et manglende led i historien om alfabetet.

Det skriver Livescience.

Det tidligste tegn på et bogstavsystem stammer fra faraoernes 12. dynasti i Egypten (1981-1802 fvt.), men hvordan alfabetet spredte sig til grækerne og sidenhen romerne, der udviklede det latinske system, som denne artikel er skrevet med, har ikke været muligt at tegne et præcist billede af.

Man kender til eksempler på alfabet-fragmenter, som også blev fundet i Levanten fra 1300 fvt. i dét, der er i dag er Israel, men det efterlader stadig et hul på 600 år og et manglende svar på spørgsmålet om, hvem der fragtede bogstaverne fra Afrika til Mellemøsten.

Indtil nu.

»Inskriptionen, der kan dateres tilbage til det 15. århundrede fvt., er den ældste, sikkert daterede alfabetiske inskription fra den sydlige Levant,« skriver forskerne i artiklen, der er udgivet i tidsskriftet Antiquity.

Forsker-teamet mener, at Hyksos-folket, der kontrollerede det nordlige Egypten i århundreder indtil år 1550 fvt., måske har fragtet alfabetet fra Egypten til Levanten, da de kontrollerede begge territorier her samtidig, skriver Livescience.

Teksten på krukken bruger hieroglyfiske symboler til at illustrere bogstaverne ayin, bet og dalet. De findes også i dag i det hebraiske sprog, selvom skriftsproget i dag ser en smule anderledes ud, end det vi ser på krukken. For eksempel bruger den, der har skrevet på krukken, et øje til at illustrere et bogstav.

Forskerne bag studiet mener, at der måske kan stå ’slave’ på krukken, men udelukker ikke andre muligheder.  

Inde i krukken fandt forskerne byg, som ved hjælp af kulstof-14-metoden daterer krukken til 1450 fvt, men arkæologiprofessor Benjamin Sass, der ikke selv har deltaget i studiet, påpeger overfor LiveScience, at man ikke kan vide med sikkerhed, om krukken har samme alder som byggen.

tkt

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.